I sin første film siden debutfilmen ’Danmark’ sætter instruktør Kasper Rune Larsen fokus på livet udenfor storbyen, men formår alligevel ikke at gøre alvor af sine trusler. ’Idioten’ er en film med gode intentioner og fænomenalt skuespil, men uden de store konsekvenser.

Cille er gravid. Tobias vil være skuespiller. Dette kan Kasper Rune Larsens film koges ned til. Det unge par lever udenfor storbyen, men der er ikke meget landlig idyl over deres tilværelse. Begge kæmper de med en fortid, som bestemt ikke har været nem.

Tobias er for nyligt kommet ud af afvænning, og han og Cille skal forsøge at få stablet et familieliv på benene, mens de begge er arbejdsløse og trues af kommunen med at blive erklæret uegnede som forældre. Alligevel har filmen svært ved at portrættere alvoren.

Det sande og det gode

Filmen er blevet til på baggrund af et års udvikling af de to hovedkarakterer, som har været ude at afprøve deres roller i det virkelige liv. Og denne form for method acting giver da også pote på lærredet. De medvirkende ligner rent faktisk rigtige mennesker, og ikke skuespillere der påtager sig et liv, de ikke kender til.

Især Jacob Skyggebjerg gør det fænomenalt som den lidt forhutlede Tobias. Hans pjuskede og kejtede udtryk gør ham både troværdig og hjertevarm. Og det er så sandelig også Skyggebjergs film. Hans kvindelige modpart, Cille, spillet af Sarah Juel Werner, får ikke meget at arbejde med som den fraværende og tilgivende, gravide kæreste.

Og her har vi så problemet igen: Cille er gravid, Tobias vil være skuespiller. De er ikke en enhed men to forskellige retninger. Og det er svært som seer at forstå, hvad der egentlig holder dem sammen. Man sidder med et ønske om at kunne heppe på de to mod verden og for alvor føle, at selvom de begge har en dårlig fortid, så er deres kærlighed nok til at overvinde alt. I stedet ser man et ulige parforhold med en kvinde, der hjælpeløst ser til, mens hendes livspartner prioriterer sin karriere over hende og deres endnu ufødte barn. Trist er det, men hverken originalt eller særligt sigende om det provinsielle liv.

Det virkelige liv

Kasper Rune har ellers erfaring med netop dette emne. Filmen er et resultat af hans egne erfaringer som provinsborger, der må bryde ud af sin sociale arv for at forfølge en kreativ karriere. ’Idioten’ skal altså portrættere udfordringen ved at blive puttet i en kasse af samfundet. Men det er ikke det filmen viser. Det er hverken jobcentret, kommunen eller vennerne, der er konflikten for den lille familie. Det er Tobias’ uvillighed til at se ud over sig selv og sine egne selvrealiseringsbehov. Således bliver min sympati til apati, som filmen skrider frem.

Tobias fremstår som naiv og muligvis en smule bagudsat. Dette er måske en hentydning til filmens navnesøster, bogen ’Idioten’ af Dostojevskij, hvis hovedperson netop er så godhjertet og naiv, at folk misforstår det som idioti. Dog ender dette som en hæmsko for filmen, da jeg som seer ikke forstår, hvem jeg skal holde med.

Hvor er dramaet?

Det naturalistiske skuespil er både godt og troværdigt, men medfører desværre også en vis stilstand i filmens dramaturgi. Som seer venter man på en eksplosion; et klimaks der skal ruske op i handlingen, men det kommer aldrig. En cocktail af naturalistisk skuespil, et lidt for rugbrødsrealistisk plot og to passive hovedpersoner gør, at oplevelsen ender med at blive flad. Der er intet at hive fat i, intet der for alvor sætter sig i én. Filmen ender med at blive godt halvanden times slice of life. Livet er fuld af drømme, der aldrig bliver til noget – jeg behøver ikke at se det på det store lærred.

Alt i alt er ’Idioten’ både flot og troværdig. Filmen undgår at falde ned i mange klassiske danske filmklichéer og står som en realistisk skildring af en lille families problemer.

Man ender dog med at sidde tilbage og være frustreret over Tobias’ naivitet og Cilles passivitet i stedet for systemets uretfærdighed. Det er et spændende emne, men selvom filmen er et friskt pust af ukendte talenter, så er filmen ikke spændende i sig selv.