Kenneth Branagh vender tilbage til både instruktørstolen og hovedrollen i hans tredje filmatisering af Agatha Christies finurlige mesterdetektiv Hercule Poirot. Det var heldigt, for det er et meget bedre forsøg end de tidligere gange. 

Året er 1947, og den nyligt pensionerede Hercule Poirot passer sin lille have i Venedig. Samtidig slikker den omverden, han ivrigt  isolerer sig fra, sine sår efter to voldsomme verdenskrige.

Poirot bliver dog hurtigt lokket ud af sin dasen igen, da en gammel ven inviterer ham med til et sidste mysterie. En seance i et gammelt børnehjem på allehelgensaften.

Men åh nej – et pludseligt og uventet mord! Under mystiske omstændigheder! Og hvis det ikke var nok gør et voldsomt uvejr det umuligt for seancens gæster at tage en gondol hjem fra det hemmelighedsfulde – og muligvis hjemsøgte – palazzo, de nu befinder sig i.  

Det er et mordmysterieplot af en slags, som man har set før. Gammel jalousi, forpurrede elskere, en hemmelighedsfuld tjener og så videre. Men der bliver sparket liv i gamle genrekonventioner ved hjælp af en skummel men skøn æstetik, og overnaturligt praj, som får filmen til at flirte med gysergenren.

“My money’s on the housekeeper.”

I klassisk murder mystery-stil går meget af filmen ud på at finde ud af, hvem der var hvor, hvornår de var det, og hvorvidt de var voldsmotiverede. Og til det skal man jo bruge et stort cast af skuespillere.

De to tidligere film druknede i Hollywood-stjerner, som virkede mere interesserede i at være på plakaten end foran kameraet. Her går ‘A Haunting in Venice’ mere moderat til værks. Godt nok spiller den nyklækkede Oscar-vinder Michelle Yeoh den skræmmende spåkvinde, der styrer seancen, men man har svært ved at forestille sig nogen af de involverede skuespillere på forsiden af Billed-Bladet.

Der er for eksempel tale om Kelly Reilly (‘Sherlock Holmes: A Game of Shadows’), som den pensionerede operasanger Rowena Drake, hvis afdøde datter, der skal kommunikeres med, og komikeren Tina Fey (30 Rock) som krimiforfatteren Ariadne Oliver, der inviterede Poirot med til seancen. Filmens intrigefulde udfoldelse af karaktermotivation bliver styrket af solide præstationer fra skuespillere, som man gerne vil bruge tid med. 

Den største forbedring er måske Poirot selv, som i de de tidligere film føltes alt for overdramatiseret. Selv hans fjollede overskæg fik en tragisk baggrundshistorie i ‘Death on the Nile’. Men nu er han både skrevet og spillet mere skrøbeligt og menneskeligt af Kenneth Branagh. Han er stadig en pompøs overklassenar, som Poirot jo netop skal være, men nu mere troværdigt og sympatisk. 

“Mediums and magic, ghosts and gods, working together to conceal a murder.”

Historien har stort set kun karakternavne og plotdato til fælles med Agatha Christies ‘Hallowe’en Party’ fra 1969, og dens unikke lokation blev opfundet til filmen. Det kan skaberne godt være stolte af, da det nok er dens stærkeste side. Børnehjemmet ligger ikke kun hus til mordmysteriet men bærer også på sine egne hemmeligheder og en tragisk baggrundshistorie, som filmen udfolder i godt tempo.

Det bliver vakt til live af Branaghs trofaste filmfotograf Haris Zambarloukos’ gotiske billeder og komponisten Hildur Guðnadóttirs teksturerede spændingsmusik. Denne film kunne sagtens vise sig at være en fremtidig oktoberklassiker, bare på den tykke og ofte pragtfulde allehelgensstemning den fremmaner fra mørket. 

Dog kunne man godt ønske sig lidt mere kød på mysteriefronten, da filmens gotiske og skræmmende elementer nærmest ender med at være mere spændende end resten af filmen. De solide karakterer og semi-forudsigelige plot kunne nok godt stå på sine egne ben, men jeg ved ikke, hvor langt de kunne gå uden æstetikken.