’The Miracle Club’ har efter sigende været i noget af at produktions-helvede, da de involverede har forsøgt at få denne historie til det store lærred i mange år (18 for at være præcis). Det er nu lykkedes, og selv efter en pandemi er det et mirakel i sig selv.

Filmen tager os til en charmerende og rolig lille forstad i Dublin i 1960’ernes Irland. Her lever helt normale arbejdsklassemennesker deres tilstedeværelse, hvor alle kender alle og er der for hinanden. Det er i denne tilstedeværelse meget af filmen finder sin charme.
Byen Ballygar fremstår imødekommende og hyggelig. Dette understøttes af stilrene billeder fra fotografen og autentiske set-designs, der får husene til at føles beboede. Resultatet er en følelse af intimitet og varme, der får seeren til at føle sig velkommen.

Virkeligheden understøttes endnu mere af de troværdige præstationer i filmens karaktergalleri. Vi møder de tre veninder Lily Fox (Maggie Smith), Eileen Dunne (Kathy Bates) og deres iøjnefaldende yngre veninde Dolly (Agnes O’Casey), som alle gør sig klar til at optræde ved den lokale kirkes talentkonkurrence. Og det er her, filmens plot begynder at rulle. Førstepladsen er nemlig en pilgrimstur til den franske by Lourdes – bedre kendt som miraklernes by – hvor mange strømmer til hvert år, søgende efter et mirakel, siden Jomfru Maria manifesterede sig dér i år 1858.

Hver af dem har deres egen agenda for at finde et mirakel i Lourdes, og konflikten optrapper endnu engang, da deres afdøde venindes datter, Chrissie (Laura Linney), pludselig dukker op efter 40 år.

Miraklet skal have det, at de fire kvinder pludselig sidder i en bus mod Lourdes, sammenkrummet skulder mod skulder. De interne konflikter buldrer derudad, og vi afventer eksplosionen.

Kønskamp med nutidige briller

Filmen foregår i 1967, og vi kan alle have fordomme omkring kønskampen på dette tidspunkt. Det bliver også bragt op, da mændene ikke just er glade for, at kvinderne skal til Lourdes. De forsøger derfor ihærdigt at stoppe dem, fordi hvis kvinderne ikke er der ”hvem skal så gøre rent, købe ind og lave mad?”.

Kvinderne smutter alligevel, og krydsklipningen fra kvindernes mirakelsøgende pilgrimsrejse i Lourdes bliver charmerende klippet tilbage til dagligdagen i Irland, hvor mændene nu skal forsøge sig i kvindernes typiske roller. Resultatet er et charmerende billede af mændenes udvikling, når de kommer til realiseringen, at det faktisk ikke er så nemt al det huslige dér. Maden smager intetsigende, og man falder om af træthed efter at have forsøgt at skifte bleen på babyen.

Taget i betragtning at denne film foregår i 60’erne, i en verden uberørt af kvinde-revolutionen, fungerer kampen mellem kønsrollerne alligevel meget naturlig set med nutidens briller.

Imødekom klichéen

Historien herefter er fyldt med klassiske troper indenfor ”feel-good”-genren, og forløsningerne er til at få øje på ret tidligt i filmen. Så hvordan kommer man klichéer i møde, når forløsningen kan ses flere kilometer væk? Man lægger vægten over på sine mastodonter af skuespillere. Fordi mastodonter har de.

Maggie Smith svinger med skuespillerbattet i brede strøg på en sådan uanstrengt måde, at når hun endelig søger om tilgivelse, kommer det fra hendes mave og sjæl. Av!

Kathy Bates pålægger sig en irsk accent og en kold attitude, men stadig med en vis varm væremåde, således du som seer føler, at alt nok skal gå, så længe du opfører dig ordentligt overfor hende.

Laura Linney bevæger sig med en form for empati og blødmælt oprigtighed, som om hun buldrer med intensitet inden i, der bare venter på at komme ud, men holder det nede af hensyn til andre.

Konfliktsky forløsning

Selvom Laura Linney frembruser sig med disse følelser, er det svært at regne ud, hvad hendes karakter Chrissie vil. Hendes motivation og agenda for at vende hjem, er mig lidt utydeligt. Det er ikke, fordi hun er synderlig bitter eller sur, eller vil opnå en form for retfærdighed overfor sine gamle veninder, som forviste hende fra byen alle de år siden. Så hvad vil hun egentlig?

Hendes karakterfunktion ender mere med at blive en form for hjælper for de andre, som søger tilgivelse for deres gerninger. Og det er måske også intentionen, at hun skal dukke op ud af det blå og hjælpe dem som mangler, ligesom Jomru Maria selv gjorde i Lourdes i 1858. Måske pådutter jeg for meget symbolik til hendes karakter, men med den bagage, hun selv kommer med, er jeg imponeret over, at hun ikke søger konflikterne mere. Jeg ville personligt ikke have været så nem til tilgivelse, men det er måske også det smukke i Chrissies karakter; hun er en større person end os andre.

Generelt har filmen en tendens til at afvige fra sine konflikter. Som filmen udfolder sig, begynder den at snuble over sine egne idéer. Filmen lader op til en for stor konflikt, som den desværre ikke kan håndtere. Eksekveringen falder derfor til jorden, og som seer sidder man tilbage med en følelse af uforløsning.

Hvis filmen havde turdet lidt mere, ville den have formået at skabe en stabil og mindeværdig historie. Derfor forbliver den ”bare” en charmerende og rørende lille klichéfilm, med fantastiske præstationer fra nogle pragteksemplarer af skuespillere.