Tysk film overrasker med et socialrealistisk drama der både er nervepirrende og fascinerende, med gode skuespilpræstationer og et fabelagtigt manuskript.

Hvis man, ligesom jeg selv, endnu ikke har fået øjnene op for tysk film, skal man gøre det nu. Dette prisvindende drama er simpelthen så smukt og velspillet, at det faktisk er svært at beskrive, hvad der gør det. Men lad mig prøve alligevel.

‘Lærerværelset’ handler om klasselæreren Carla Nowak (Leonie Benesch), som står overfor et dilemma mellem at beskytte sine elever og hjælpe sine kollegaer, da en elev mistænkes for at stå bag en række tyverier på skolen. 

Da hun er overbevist om, at det ikke er ham, sætter hun sig for at finde tyven på egen hånd. Resultatet får store konsekvenser for ikke mindst hende selv og sekretæren, som hun beskylder, men især sekretærens søn Oskar, der bliver bindeled mellem skolen og moren.

Filmen er baseret på instruktøren Ilker Çatak og manusforfatteren Johannes Dunckers egne oplevelser på samme skole. Samtidig taler den interessant nok ind i debatten herhjemme om lærere og forældres samarbejde i folkeskolen.

Konstant støj

Meget af den baggrundsstøj vi oplever er naturligt, idet handlingen udfolder sig på en skole. Folk går rundt på gangene, har højlydte samtaler eller trækker stole frem og tilbage, så der sker generelt meget rundt om Fru Nowak (som hun oftest tiltales). Det symboliserer ret fint den angst, som vi ser udvikle sig gennem filmen.

De konstante afbrydelser i Carlas gøremål, giver seeren en fornemmelse af at have travlt hele tiden og altid skulle være omstillingsparat. Jeg blev selv nødt til lige at tage en dyb indånding og huske på, at jeg ikke selv var stresset. Dog en imponerende diskret måde at få spændingsniveauet til at stige, da de fleste gøremål altid leder hen til det næste. 

Derudover fylder en bestemt foruroligende violin det meste af underlægningsmusikken. Den bruges ofte, men effektivt til at reflektere støjen i Carlas hoved og presset, der lægges på hendes skuldre. Der sker altså et skift fra de naturlige lyde af skoleatmosfæren til en dramatisk thriller-agtig uro.

Enormt velfungerende

Instruktør Ilker Çatak har formået at få en svær og kompleks fortælling til at se så simpel og fin ud. Der er ikke ét billede, der ikke er nøje planlagt; fra det indledningsvise nærbillede af Carla til en fremragende framing af eleverne til idræt, hvor det ligner, at børnene er bag tremmer. Deri ligger nemlig hele temaet for filmen – kan man tillade sig at “trække børn i retten”, som den anklagede sekretær formulerer det.

Klasselærer og nærmeste forsvarsadvokat Fru Nowak ville sige nej, men hvad skal hun stille op, når skolens ledelse har en nultolerancepolitk. Alene den dynamik, der opstår mellem Carla og diverse parter i sagen er ret fascinerende. Hun prøver at beskytte sine elever, men må i stedet forsvare sig overfor dem, deres forældre, hendes kollegaer, ledelsen og den familie, som alle anklagerne går ud over.

I et større perspektiv må man sige, at ledelsen har et endnu større ansvar, men tydeligvis ikke ved, hvordan de skal håndtere det. Samtidig bliver personen med det mindste ansvar, sekretærens søn Oskar, fanget midt i det hele, selvom han blot ønsker at få renset sin mors navn. Det er en meget tankevækkende måde at illustrere det at miste kontrollen på.

Det er også her, at debatten om forældre, der blander sig for meget i deres børns skolegang bliver relevant. For der opstår nogle interessante magtforhold, når forældre betvivler en lærers fremgangsmåde. Eller når en lærer skal bruge mere tid på at forsvare sig selv og sine metoder, frem for at undervise. Filmens omdrejningspunkt er godt nok en anden, men der er en specifik scene, hvor sammenligningen er tydelig.

Som sagt er det svært at sige, hvad den her film kan, og jeg tror min konklusion må være, at den kan lidt af det hele. Den er endda ekstremt god til det, og derfor får ‘Lærerværelset’ fuld plade.