Af Lars Juul Hauschildt
Resident Evil: Afterlife er den fjerde i rækken af film om Alices (Milla Jovovich) kamp med The Umbrella Corporation og det T-virus, som firmaet har udviklet der lader de døde genopstå. I løbet af de sidste tre film er jordens befolkning stort set blevet erstattet af blodtørstige zombier, der nådesløst jagter de sidste overlevende.
Resident Evil-seriens fjerde film begynder hvor den tredje slap med den T-virus inficerede Alice – og hendes kloner – der tager kampen op mod The Umbrella Corporation, hvilket resulterer i nogle virkeligt flotte actionsekvenser med slowmotion nok til selv at få Neo og Trinity til at blive misundelige. Efter at stilheden lægger sig fra første kampe begiver Alice – nu uden overmenneskelige kræfter som hun har mistet i kampens hede – sig nu ud på en søgen efter Claire Redfield (Ali Larter) og de venner hun sendte i tilsyneladende sikkerhed i forrige film.
Resident Evil: Afterlife kan groft set reduceres til de tre G’er: Girls, guns ’n’ gore. Handlingen og videreførelsen af historien nedprioriteret i forhold til de forrige film i serien, hvilket resulterer i at man ikke føler at der er sket megen udvikling handlingsmæssigt siden sidste film. Der må man vente til – som slutningen også kraftigt lægger op til – den allerede planlagte femmer. Der er derimod skruet op for referencer og karakterer fra spilserien Resident Evil, særligt de to sidste af slagsen, dette var kraftigt nedtonet i de forrige film, hvilket fans af spillene ikke satte pris på. Det gør dog ikke noget synderligt godt for filmen, og denne anmelder nok ville have ønsket at Afterlife skulle have fortsat i de spor dens forgængere allerede havde lagt.
Mange film der bliver vist i biograferne i 3D har det til fælles at de effekter, der er, ligner noget der er smidt på nærmest i sidste øjeblik for at få lidt flere mønter op af lommen på biografgængeren, og man ender med at ærgre sig over at have betalt ekstra for et par briller der irriterer mere end de gør gavn.
Der er derimod meget få film som rent faktisk bliver bedre ved at blive vist i 3D, men som det var tilfældet ved Avatar så gør det samme sig gældende for Resident Evil: Afterlife: 3D-effekterne gør filmen bedre end hvad den rent faktisk er. ”Er det så ikke lidt snyd?” Kunne man tænke. Jo, men who cares! Man vil jo have den bedst mulige oplevelse når man sætter sig i biografsædet, så hvorfor ikke blive ekstra imponeret over følelsen ved at få smidt en zombie i hovedet, og det er jo alligevel ikke fordi man forventer stor filmkunst når man har valgt at sætte sig ind i biografen til Milla Jovovich, som den zombieslagtende Alice. Forventningerne er nærmere hen mod et slowmotion-actionpacked-3D-helvede og der rammer den plet! Filmen skuffer ikke hvis man bare har de rette forventninger for der er flotte og spændende actionsekvenser og nogle af de bedste 3D-effekter denne anmelder har set, hvis ikke bedre så mindst lige så gode som Avatar.
Fans af serien får opfyldt deres ønsker og Resident Evil: Afterlife leverer lige præcis hvad den lokker med. Girls, guns ’n’ gore og fantastiske 3D-effekter! Filmen får tre ud af seks stjerner og en ekstra stjerne hvis man ser den i 3D.
