Amir Toodehroostas internationale gennembrud er både et rørende, alvorligt og humoristisk drama, hvor børnenes verden sættes i fokus. En udfordrende og overraskende fortælling om et barn, der omringes af voksnes brutalitet.

Ifølge islam anses børn som det mest uskyldige. Når et barn dør, og kroppen forlader denne verden, ved man, at barnet ender hos Gud. Børn er så uskyldige, at de som de eneste er sikret en plads i paradis. Denne forståelse af børn som renhjertede og skyldfrie afspejler Amir Toodehroostas socialrealistiske drama perfekt. 

Amir Tooderoosta har, med sin baggrund i reklamebranchen, skrevet og instrueret flere iranske kortfilm. I 2013 udkom hans første feature-length film, PAAT, som formåede to nomineringer og én pris ved internationale filmfestivaler. Amir Tooderoostas kendetegn som filmskaber indeholder især kritik af det iranske samfund, hvilket ‘Uskylden’ også afspejler. Alligevel fører han os i dette værk i en anden retning, hvor hovedfortællingen mest af alt afspejler børnenes verden i nutidens Iran. ‘Uskylden’ er vist på flere internationale filmfestivaler og har modtaget flere nomineringer.

Gennem børns øjne

Filmen udspiller sig i en iransk børnehaveklasse, et uskyldigt og fantasifuldt univers fyldt med leg og naivitet. Ifølge iransk lov skal drenge og piger opdeles efter børnehaveklassen, derfor er det sidste år sammen på tværs af køn.

Vi følger Roham (Ayhan Shaygan), en 6-årig dreng der på sidelinjen observerer sine skolekammeraters problemer. Roham møder den stille og generte pige Rana (Kiana Mehdi Abadi), og venskabet formes til et nært og kærligt kammeratskab med uskyldige samtaler om ægteskab med hinanden, når de bliver store. Pludselig er Roham vidne til noget foruroligende, som han i bund og grund ikke forstår, men ved er forkert. Han står nu med en hemmelighed, han ikke ved, hvad han skal gøre med, og fanges pludselig i en storm af voksne problematikker. 

Roham er en omsorgsfuld dreng, der mest af alt forsøger at gøre det rigtige, som når klassens bandit Azad (Ryan Razmi) stjæler Ranas æble, og Roham kræver, at han afleverer det tilbage. Men hemmeligheden flænser hans uskyldige børneverden itu, og den voksne virkelighed træder i kraft. En form for tidlig coming-of-age story, som på ingen måde bør finde sted i en så tidlig alder. 

Børnenes fortælling går gennem linserne

Filmen kaster lys over børnenes fortælling, både narrativt og visuelt. Filmen portrætterer på smukkeste vis børnenes syndfrie kosmos med et varmt og blødt lys. Børnene fremstilles nærmest som små engle, og det understreger mest af alt deres uskyldighed under de voksnes brutale handlinger. Med håndholdt kamera og hyppig brug af nærbilleder forstærkes børnenes uskyldige og barnagtige univers, og de er visuelt og fysisk centrum i scenerne.

Man fanges af den smukke og barnagtige dialog imellem dem, når de uskyldigt snakker om, hvordan børn bliver lavet, eller når de tror, at babyer har vinger og kan flyve. Til tider glemmer man nærmest, at børnene lever under et statskontrolleret regime. På den måde står det også klart, at filmen er et socialrealistisk værk, hvor børn fanges i de voksnes virkelighed – en tydelig og veludført kontrast. Tag ikke fejl af Amir Toodehroosta, for hans vision om børnenes fortælling står klart gennem hele filmen – det er fænomenalt og gennemført til mindste detalje. 

Amir Toodehroosta leverer kritik uden at ofre hovedfortællingen

Da jeg gik ind i biografen, havde jeg på forhånd en idé om filmens plot. Fordi vi lever i en verden, hvor muslimer ofte misforstås, sad jeg med en frygt for, at fortællingen ville fremstå islam-kritisk fremfor kritisk af det iranske statskontrollerede regime. Der må jeg sige, at jeg blev positivt overrasket.

Det er klart, at fordi filmen udspiller sig i det iranske samfund, er kritik af regimet nærmest en nødvendighed, og det gør Amir Toodehroosta også; som når børnenes lærerinde anklages for ikke at undervise børnene nok i islamiske værdier, og derfor må en imam træde til, for at børnene får det rette verdenssyn.

Eller når vi konfronteres med det iranske moralpoliti, der uddelegerer bøder, hvis ikke mødrene opdrager deres børn som forventet. Der er stikpiller til det iranske regime gennem filmens forløb, men det er ikke plottet – der forsøges i stedet at fortælle noget andet med fortællingen, nemlig børnenes univers. Jovist, han kritiserer Irans regime og deres metoder, men det er ikke filmens omdrejningspunkt – og i den vestlige del af verden, er det en tiltrængt forandring.

‘Uskylden’ fanger på bedste vis adskillelsen mellem tro og undertrykkelse; en adskillelse som især vesten har svært ved, når det angår islam. Toodehroosta viser på smukkeste vis det gode ved islam som tro, samtidig med at han kritiserer den iranske republiks undertrykkende metoder – for bare fordi Iran er et islamisk regime, betyder det ikke, at udøvelsen af troen er universel for alle muslimer, eller den iranske befolkning. 

Børnenes stemme

Jeg må sige, at filmen er gennemført især visuelt, fordi den kontinuerligt understreger fortællingen og samtidig har en underliggende kritik af det iranske styre. Den fortæller på strålende vis en tragisk historie, hvor et barn unødvendigt fanges som vidne til en brutalitet, han ikke burde kende til endnu. 

Der er ingen tvivl: ‘Uskylden’ er børnenes historie på alle parametre i dette værk, og det er filmens stærkeste element. Hvis du ikke har set en iransk film endnu, er ‘Uskylden’ et godt sted at starte. Til sidst er der ikke andet at sige end: tag ind og se denne kunstneriske perle!