Den nyeste skildring af Napoleon Bonaparte instrueres og spilles helt fantastisk. Selvom manus også er meget kompetent, er det dog svaghederne deri, der holder filmen fra mesterværksstatus.

Det er langt fra første gang, at Napoleon Bonaparte portrætteres på det store lærred. Han er skildret adskillige gange, helt tilbage fra Abel Gances stumfilmsklassiker ’Napoléon vu par Abel Gance’ (1927), til Antoine de Caunes mere blandet anmeldte ’Monsieur N.’ (2003).

Behovet for at lave film om den excentriske franskmand, kan ikke undre dem, der har sat sig ind i, hvor fascinerende en karakter manden fra Korsika var. Fra hans triumferende avancement op gennem hierarkiet i det franske militær, til hans tid på den franske trone og alt, hvad der hørte med, har manuskriptet nærmest skrevet sig selv.

Derfor har der også været god grund til at være spændt på den hidtil mest stjernespækkede portrættering af Frankrigs tidligere konge, i form af Ridley Scotts spritnye ’Napoleon’. Her starter vi i slutningen af den franske revolution, og følger derfra Napoleon (spillet sublimt af Joaquin Phoenix) gennem resten af hans liv.

Det gale geni

Phoenix tilpasser sig elegant, hvordan David Scarpas manuskript indkapsler ironien i, at denne her højt begavede mand og figurativt mastodontiske figur, i praksis er en lille skør prop. Om det er tørre bemærkninger til kolleger og fjender, absurde skænderier med konen, eller en Homer Simpson-agtig flugt fra en vred pøbel, så kan Napoleon være en sjov karakter i de rette øjeblikke.

Det krydrer den hovedsageligt dramatiske tone med sort og underspillet humor, så portrætteringen af Napoleon hverken bliver for stiv eller overdrevent romantiserende. Det tager heller ikke noget fra den intensitet, brutalitet og koldblodighed, som karakteren også besidder. Tværtimod smelter de modstridende karakteristikker sammen til en overbevisende og kompleks skildring af et galt geni.

I det hele taget virker det som et tema for David Scarpa at balancere modstridende elementer i manuskriptet. Udover at være et meget karaktercentreret biografisk stykke, inkluderer Scarpa også sidefortællinger, der trækker på genreelementer fra krigsdramaet, det romantiske drama og det politiske drama.

Det giver især nuanceret kompleksitet til portrætteringen af Napoleon, at der fortælles så fyldestgørende en romantisk historie om ham og hans kone Josephine (veloplagt Vanessa Kirby). Deres forhold er dysfunktionelt på flere planer, men bygger alligevel på noget meget ægte, hvilket er fascinerende at følge.

Det er altså tydeligvis et ambitiøst manuskript med masser af kvalitet, men ambitionen om at balancere flere omfattende fortællinger kommer også med en pris.

Selv med tre timers spilletid har Scarpa klemt for meget ind til, at det kan fortælles i et helt optimalt tempo. Det resulterer i, at man bevæger sig for let over eller ligefrem glemmer visse aspekter af fortællingen, som Josephines to børn fra et tidligere ægteskab. De udfases af fortællingen på småsjusket og uelegant vis.

En filmteknisk tour de force

Fra sin instruktørstol bruger Ridley Scott alle sine filmiske værktøjer, fra kameraføring til scenografi, til at skildre perioden på overbevisende vis samt den hektiske atmosfære, der definerer periodens politiske spændinger. 

Ligeledes bruger han billed- og lydsprog til at balancere den sårbare intimitet mellem Napoleon og Josephine med de kaotiske spændinger, der ligeledes er mellem dem.

Det er dog især i filmens krigsdele, at instruktørens arbejde stråler.

Selv Napoleons værste fjender kunne anerkende og respektere, at han var sin tids dygtigste krigsstrateg. Netop det lykkes Scott med at demonstrere aldeles effektivt i nogle helt fænomenale kampscener. 

Særligt et slag mellem Napoleons tropper og en østrigsk/russisk alliance i et snedækket landskab vises med noget af det mest komplette filmtekniske arbejde, der er set i det igangværende årti. Forrygende scenografisk og koreografisk arbejde, såvel som vanvittige stunts og effekter fanget af fantastisk kameraføring og utroligt effektiv klipning, med et buldrende episk lydbillede. 

I klipningen indkapsles det, hvordan Napoleon køligt skuer hen over den blodige kampplads, som var det et skakbræt, og ordre for ordre dissekerer fjenden med sine kirurgisk præcise træk.

Simpelthen en stilistisk mesterlig portrættering af hvor ligeledes brutalt og velberegnet et taktisk geni Napoleon var i krig.

Scarpas historiefortælling hjælper også dette på vej, men han er ikke lige så god som Scott til at få det lige så grundigt ind under huden på os, hvordan Napoleons magt voksede og hvordan han var frygtet af alle. Fortællingens tempo driller igen her, så man sidder tilbage med en følelse af, at de internationale konflikter kunne være udpenslet tydeligere og mere effektivt.

Det samme gælder Napoleons voksende Gudekompleks, der godt kunne være kommet lidt mere gradvist i stedet for at tage så pludselige spring, som det et par gange i filmen gør.

Filmen er helt genial på flere planer, men har lige nogle skruer løs, der holder den tilbage fra at lykkes med alt. Ironisk nok præcis ligesom sin hovedperson.