Den nu 83-årige Miyazaki dropper pensionen for at lave en ny Studio Ghibli-film, et personligt og fantasifuldt kunstværk om familie, tab og sorg.

’Drengen og hejren’ begynder i 1940’ernes Japan, hvor Mahito (Soma Santoki) løber gennem Tokyos gader, mens bomber falder omkring ham. Mahito kæmper forgæves for at redde sin mor, der omkommer i en hospitalsbrand, og hans frygt bliver levende igennem fantastisk animation, hvor ild og mennesker smelter sammen, mens sirener lyder i baggrunden.

Åbningsscenen føles som et af de mest selvbiografiske elementer i ’Drengen og hejren’, en film der drager flere paralleller til instruktør og forfatter Hayao Miyazakis eget liv og hans tidligste barndomsminder om et krigshærget Japan.

En svær begyndelse

Et år senere flytter Mahito på landet for at bo med sin fars nye kone – hans mors lillesøster, Natsuko (Yoshino Kimura), som er gravid – og en flok gamle koner, der nostalgisk minder os om tidligere Ghibli-karakterer. Mahitos far (Takuya Kimura) arbejder med at bygge krigsfly (hvilket Miyazakis egen far også gjorde), og mens han er på fabrikken, skal Mahito navigere det nye forhold til sin tante/stedmor, samtidig med at han sørger over tabet af sin mor.

Den stille landidyl bliver forstyrret af en grå hejre (Masaki Suda), der i virkeligheden er en underholdende lille mand i en hejredragt, som håner Mahito med kryptiske og ildevarslende beskeder. Da Natsuko pludselig forsvinder, lykkedes det hejren at lokke Mahito ind et gammelt tårn, der fører dem til en magisk og forunderlig verden skabt af Mahitos grandonkel (Shohei Hino).

Et uendeligt univers

Filmen bruger lang tid på at etablere Mahitos udfordringer og den sorg, han går igennem. Den første time føles lidt lang og gentager nogle plotpunkter mere end nødvendigt, før Mahito kommer på sin sande rejse. Det er først i det magiske parallelunivers, at Ghibli-magien virkelig viser sig med en verden befolket af mærkværdige og vidunderlige skabninger, som de nuttede små warawara og et samfund af kæmpe menneskeædende parakitter.

Det tryllebindende univers, Mahito befinder sig i, bliver enormt og grænseløst, og instruktøren fylder det med karakterer, lokationer, betydninger, indtil hele filmen begynder at føles lidt rodet. Man mangler et øjebliks stilhed til at fordybe sig i Miyazakis mirakuløse kreationer i stedet for at blive bombarderet af dem.

Under overfladen

Hver en skabning og hvert et klip er et kunstværk i sig selv med de utroligt smukke håndmalede akvareller (ingen overraskelse at filmen tog syv år at lave). Man bliver næsten helt ærgerlig over at karakterne skal stå i vejen for sceneriet. I det magiske univers får vi nogle af de smukkeste billeder – et paradis med vandfald, en glitrende stjernehimmel, og skibe, der sejler på havet ved solnedgang.

Undervejs viser det sig, at ikke alting er, som det ser ud, og at det ikke er så let at skulle styre en fantasiverden. Hejremanden er en selvmodsigende karakter, en løgner, der alligevel viser sig at lede hovedpersonen til sandheden og bliver en loyal allieret. Morderiske pelikaner viser sig at være fangede og sultende. Universet er i forfald, og Mahitos grandonkel vil have ham til at tage over.

En legendes farvel

Miyazakis måske sidste kreation er utroligt flot og berører store og vigtige temaer på en meget fin og overraskende humoristisk måde. Det er desværre ikke alle karaktererne eller stederne, der får lov at folde sig helt ud, og man suges derfor ikke helt så meget ind i fantasien som med tidligere Ghibli-film. Det er først, når historien er slut, og den får lov til at sætte sig i ens sind, at dens styrke virkelig afsløres.

Det er en film, der på en måde både er et barns heroiske rejse og en gammel mands vemodige farvel på samme tid. ’Drengen og hejren’ er Miyazaki, der reflekterer over sit liv og arv. Over det at forlade den magiske verden af animation og fantasi for en virkelighed, der er fyldt med frygt og kaos, men også kærlighed. Det er måske Miyazaki mest personlige film, og den er lige så vild og kreativ som hans andre værker.