Instruktør og forfatter Alex Garlands nyeste film udforsker med ‘Civil War’ en alt for sandsynlig og ikke særligt nær fremtid, hvor USA hærges af en borgerkrig under en despotisk præsident.

“Hvilken type amerikaner er du?”, lyder måske som en dårlig Buzzfeed-quiz, men når spørgsmålet stilles af Jesse Plemons med sit faretruende monotone stemmeleje, skrigrøde solbriller i stærk kontrast til camouflage-jakken og sin højre pegefinger solidt placeret på aftrækkeren af en M-16, bliver det pludseligt et spørgsmål om liv eller død.

I et krigshærget USA prøver to journalister at få det sidste interview med USAs præsident. Despoten, spillet af Nick Offerman, har belejret sig i Washington D. C., omringet af de to uafhængige hære fra The Florida Alliance og The Western Forces. Rejsen tager dem fra det relativt sikre New York, hvor selvmordsbombende frihedskæmpere er daglig kost, forbi frontlinjerne til hovedstaden, hvor statsstyrkerne efter sigende skyder journalister uden tøven.

Det bliver den  sidste film instrueret af Alex Garland (ifølge ham selv), som har skrevet og instrueret blandt andet ‘Ex Machina’ og ‘Annihilation’,og nærmest kriminelt kun har fået en enkelt Oscar-nominering ud af det. Herfra vil han fokusere på at skrive, hvilket han også har gjort godt siden 2000.

Krigskorrespondenter i eget land

Det er ikke den første borgerkrig, som pressefotografen Lee og journalisten Joel dækker, denne gang har de dog ikke behøvet at hoppe på en international flyver for at dække den. Det tærer tydeligt på Lee, hvis pragmatiske apati portrætteres skræmmende godt af Kirsten Dunst.

Det samme kan ikke siges om Joel, der, som en anden adrenalinjunkie, er gladest når kuglerne flyver om ørene på ham. Han spilles af Wagner Moura, som får lov til at vise sin mere menneskelige side, end da han spillede Pablo Escobar, hvilket i høj grad klæder ham.

Især når hans karakter interagerer med gruppens to nyeste medlemmer, den jord- og pensionsnære journalist Sammy (Stephen McKinley Henderson) og den kun 23-årige aspirerende fotograf Jessie (Cailee Spaeny), som drømmer om at være ligesom Lee. Jessie fungerer godt som publikumssurrogat, mens gruppen begiver sig ud på en roadtrip, hvor hvert stop viser en ny af menneskehedens værste sider. Noget de rutinerede journalister er komplet desensitiviseret overfor.

Journalisternes pressekort tilbyder dem nemlig ofte en udvej eller billet til verdens mest spændende brændpunkt, til gengæld er deres position som objektiv observatør også en forbandelse, som endnu ikke har ramt Jessie. De kan ikke hjælpe, udover at dokumentere og håbe på, at dokumentationen kan virke som en advarsel i fremtiden. Hvilket Lee efterhånden ikke tror på længere, da hun føler, at hun hele sin karriere har advaret USA mod borgerkrig.

Mørkets hjerte i USA

Hovedpersonernes relativt korte tur fra New York til D. C. udgør langt størsteparten af ‘Civil War’s 109 minutter, men når selv en genopfyldning af benzin kan afsløre menneskets skyggesider, føles turen langt længere end både de 400 kilometer og 109 minutter.

Selvom USA’s politiske situation også trykker i virkeligheden, havde jeg helt fejlagtigt troet, at denne “Hvad nu hvis?”-actionthriller kunne nydes med et lille glas skadefryd, for selvfølgelig er det lidt langt ude med væbnet revolution.

Tværtimod føles filmen som endnu et moderne remake af bogen ‘Heart of Darkness’, ligesom ‘Apocalypse Now’, blot med henholdsvis Congo og Vietnam nu byttet ud med USA. Journalisternes rejse leder dem ligesom disse to eksempler længere og længere ind i menneskets psyke, hvor enhver skududveksling, noget som ellers ofte glorificeres af Hollywood, har liv og død som konsekvenser på begge sider.

Det holder også filmen og spændingen i live, at der ikke er en skurk eller en specifik ondskab, der jagter os. Hvert stop på rejsen bliver et nyt tableau, hvor der vises militser med massegrave, meningsløse skudkampe, hvor ingen ved, hvorfor de kæmper og en by, der på overfladen ser ud til at være urørt af krig, men måske skjuler en dybere hemmelighed.

Her passer det også perfekt at følge en gruppe journalister, da de netop ikke vælger en side. Det er tydeligt, at præsidenten, som beordrer bombninger mod sin egen befolkning, er ond. Og også at de racistiske militsgrupper, folkene bag massegravene, er det. Men mest af alt er ondskab i filmen det, der kommer, når mennesker føler sig hævet over loven og ikke mindst over andre mennesker.

En skræmmende advarsel

Det er helt bevidst, at det aldrig helt afsløres, hvorfor krigen startede. Der er de kæmpestore, åbenlyse paralleller til Trump, men Nick Offermans præsi-despot, føles langt mere velovervejet og bevidst om sin fascisme. Og Western Forces er en alliance mellem Californien og Texas?

Nysgerrigheden sad dybt i mig før filmen, og blev ikke uddybet videre. Men det mærkes hurtigt at grunden sådan set er ligegyldig, da det er meget tydeligt, når man ser på USA i dag, at dette er en reel mulighed. Om det er Trumps kommende nederlag eller sejr, der kunne være skyld i det, betyder ikke noget. Amerikanerne har et valg, hvis ikke om, hvem der skal være præsident, så om, om de vil bevare deres medfølelse og medmenneskelighed, når verden uundgåeligt ramler ned om ørerne på dem.

Det var nok naivt at regne med en underholdende actionbasker, når man ser en film skrevet og instrueret af Alex Garland og produceret af A24. Selvom god tankeløs underholdning ikke skal undervurderes, så viser film sig bedst, når de virkelig har noget at skulle have sagt. Og ‘Civil War’ holder dig klistret til lærredet, og selv efter logoerne ruller forbi til sidst, sidder den i dig. Så bliver det ikke bedre.