I sin instruktørdebut gør en Oscar-nomineret skuespiller sande underværker, og viser hvor brutal, hjerteskærende og endda yndefuld actiongenren kan være.

Skjult bag en gorillamaske kæmper Kid hver aften sig til blods i bokseringen for at tjene til føden, og om dagen bevæger han lige så uset af eliten gennem gader i storbyen Yatana, på bunden af samfundet.

Kid er en stædig mand, der har levet i smerte i mange, mange år, og Dev Patel spiller denne hovedperson i sin instruktørdebut med blod, sved, tårer, og hjertet dermed.

Vores helt bliver egentlig betalt for at tabe, og helst bløde i ringen, til fordel for at publikum kan juble over deres idoler. Kid gør det dog ikke alene af økonomisk grund, men som et led i en mission, der startede dengang, han var barn.

Med sin mors død som motivation drager han på en rejse for at infiltrere det øverste og rigeste lag af samfundet, med det mål at finde manden, der slog hende ihjel og efterlod hans hjemby i ruiner. Dev Patel maler en historie om hævn og sorg med sikre penselstrøg, og oplevelsen er intet mindre end euforisk.

Blodsprøjtende skønhed

Det her er noget så sjældent som en actionfilm, der kan sammenlignes med en kunstfilm.

Actionfilm har fået et dårligt ry de seneste år, hvilket nok skyldes de utallige superheltefilm, der er kommet ud af MCU og DC de sidste ti år, hvor CGI fylder mest, og hvor både farvepaletten og belysningen er blevet overvejende grå og mørk. Mange af den slags film ligner hinanden, og publikum er efterhånden ved at være mætte. 

Men nu træder Dev Patel så ind på scenen som fan af Bruce Lees kampsportfilm med sit passionprojekt, som sprudler af liv og vilde stunts.

Selvom meget af filmen er mørk af plotmæssige årsager, bliver både natklubber, bokseringe og hellige templer vist en enorm hengivenhed og ømhed i kamerarabejdet, og nærmest males af blod, en dråbe ad gangen.

Og actiondelen får heller ikke for lidt. Op til premieren på ’Monkey Man’ fortalte instruktøren og hovedrolleindehaveren om, hvordan han brækkede både fingre og tæer i arbejdet med at udføre nogle af de vildeste kampscener, det store lærred længe har kunnet pryde sig med.

Hver eneste bevægelse udtrykkes med den største ynde, og Patel virker let som en fjer med hver eneste knytnæveslag. Hævngerrighed opsluger Kid, mens han dykker længere og længere ned i elitens skjulte liv, og adrenalinen pumper gennem publikum i hvert eneste sekund.

Og hvis man altid har drømt om at se Dev Patel bide næsen af en mand og tæve politimænd med raketter i hænderne, så er ’Monkey Man’ også den film, der leverer varen.

Samfundets udskud går den samme vej

’Monkey Man’ er en historie, der vækker både tårer, vrede og alt derimellem, og det er sjældent, at en film imponerer som denne. Den er vild, smuk og overvældende.

Og hvis både plot og visuelt udtryk ikke var nok, så skiller actionbaskeren sig ud fra flokken med sin tydelige indflydelse fra Indiens religioner og mytologi.

Patel har i sin debutfilm castet hiraja-skuespillere – en minoritet i Indien, der identificerer sig som et tredje køn efter den hinduistiske legende om Arjuna og gudinden Bahuchara Mata, som hijaerne hengiver deres liv til.

De er et folk, der siden den britiske kolonisering i 1800-tallet er blevet stemplet som kriminelle og fordømt af samfundet omkring dem, med fordomme og umenneskelig behandling, der desværre stadig finder sted i dag.

Og hiraja-skuespillerne som Pehan Abdul, Dayangku Zyana og Reve Marchellin danner sammen med Patel et funklende, bankende hjerte i en fortælling ellers præget af indgroet sorg.

Dev Patel præsenterer en actionfilm udover det sædvanlige, en magisk oplevelse, hvor samfundets udstødte finder hinanden i dybe afkroge, hvor solidaritet og næstekærlighed skaber skarp kontrast til magthavernes kolde, utilgivende rammer.

’Monkey Man’ er et vidunder – ikke blot for actiongenren, men for debutinstruktører, for kampkoreografi, og for transkønnede karakterer i mainstream-film.

Er der overhovedet noget, Dev Patel ikke kan?