Denne tarot-horrorfilm bliver en uheldig afkrydsningsliste af genbrugsgys, hvor det desværre ikke er nødvendigt at læse stjernerne for at gennemskue, hvordan kortene kommer til at ligge.

“Aldrig brug andres kort.” Sådan lyder én af tarotkortenes vigtigste regler, advarer vores hovedperson(Harriet Slater) sine seks venner. Alligevel overtales hun på en weekendtur til at spå alles fremtid med et sæt kort, de har fundet i husets dystre kælder. En kælder, der forresten rummer så mange okkulte genstande, at det havde ladet alarmklokkerne ringe hos de fleste. 

Hvad vennerne ikke ved er, at kortene holder på en forbandelse, der vil vende alle forudsigelserne mod dem. Tilbage i deres hjemby står de én efter én ansigt til ansigt med de skæbner, de er blevet foreskrevet i kortene. Den ene efter den anden dør på grusom vis, men hvordan bryder de forbandelsen? 

Klassisk uhygge bliver for forudsigelig 

Ligesom tarotkortene forudsiger skæbnen, så forudsiger man som seer hurtigt filmens handlingsforløb. Filmens første del skifter pingpong-agtigt mellem de sikre dagstimer, hvor vennerne prøver at finde hoved og hale i de pludselige dødsfald, og de hvileløse nætter fyldt med morderiske skabninger og jumpscares til den store guldmedalje. 

Det bliver desværre hurtigt nemt at regne ud, hvornår uhyggen indtræffer, og man læner sig for langt tilbage i sædet. Det er ærgerligt, at filmen ikke formår at etablere en underliggende uhygge, der kan indtræffe, når man mindst venter det. Man er i hvert fald ikke overrasket over, at mørkets væsner banker på døren, når en karakter bevæger sig rundt i en tom undergrundsbane, op på et mørkt loft eller ind i et menneskeforladt lejlighedskompleks. 

Karaktererne ender på stribe i flashback-fremkaldende uhyggelige scener, og man kan ikke undgå at tænke: hvor har jeg set det før? Det mest uforudsigelige element i ‘Death Card’ er den relativt upåvirkede dialog, der opstår i dagene mellem dødsfaldene. Selvom de overlevende prøver at komme til bunds i et mysterium, der lader til at være et kapløb med tiden, så bliver der viet lige lovlig få sekunder til tabet af vennerne, hvilket får karaktererne til at fremstå følelsestomme. 

En forspildt mulighed for at skabe nyt 

Som en kæmpe sucker for overnaturlige væsner er jeg vild med at karaktererne jages af hver deres groteske væsen, netop det væsen der i starten er afbilledet på deres tarotkort. 

Med et koncept hvor vi fra start aldrig er i tvivl om, hvad vi skal frygte og hvornår, så virker det essentielt for filmen, at disse væsner til gengæld vækker overraskelse og variation. Både i udseende og på den måde, de interagerer med vores hovedpersoner på.

Det er dog ikke, hvad der venter, for selvom de er skræmmende, ender vi med en flok ‘copypaste’ kreationer. Alle med lange ‘the babadook’-style fingre og kæmpe smil med spidse blodige tænder. Det er synd, at filmen trækker på den samme slags uhygge hele vejen igennem. Med undtagelse af én scene med ‘the magician’, der faktisk formår at vride organerne på vrangen.

Den alt for fastsatte opskrift 

Trods død og ødelæggelse formår filmens hovedpersoner til sidst at vende skuden med hjælp fra en kvindelig okkultist(Owen Fouéré), der guider dem på vej til at bryde forbandelsen.

Modsat mange gyserfilm ender ‘Death Card’ med at levere en færdig historie. Er den hørt før? Ja, men vi får en sammenhængende forklaring på, hvor og hvorfor forbandelsen startede. En afrunding, der ofte er mangelfuld eller skuffende i gysergenren.  Hvilket man trods alt må medgive filmen, at den har fortjent ros for.

Alt i alt er denne film uhyggelig, men uden at være nyskabende eller på nogen måde ekstraordinær. Filmen er blevet genstand for min utilfredshed med en genre, der kunne rumme så meget mere, men i stedet vælger at genbruge de samme gamle klicheer og nemme gys igen og igen. ‘Death Card’ lever op til kravene om en middelmådig gyserfilm, men drister sig ikke til at gå et eneste skridt længere. I sidste ende er den endnu et uambitiøst eksempel på en film, der begrænser uhygge til tarotkort, nonner og forbandede dukker.