Der er mange typer af alkoholikere, men der er mindst lige så mange typer af pårørende. I ‘Fuld af kærlighed’ bliver konsekvenserne af misbrug i en familie udfoldet og svære opgør om fremtiden sat på spidsen.
Hvert 10. barn i Danmark vokser op med en far eller mor med alkoholproblemer. Faktisk har instruktør og manuskriptforfatter Christina Rosendahl (Idealisten) selv været et af de børn, hvis ungdom var præget af hendes fars alkoholmisbrug, og det er blevet motivation til hendes seneste spillefilm ‘Fuld af kærlighed’. Rosendahl fortæller i forbindelse med filmen, at hun, da hun begynder til terapi, finder ud af, at hun ikke er et offer, men “medafhængig” i sin fars misbrug.
Jeg har selv haft alkoholmisbrug tæt inde på livet. Hvorfor har jeg ikke hørt begrebet ‘medafhængig’ før?
Rosendals egen fortælling kommer til udtryk gennem hovedpersonen Sofia (Viildbjørk Malling Agger), den ældste af 3 søskende, der har sat sit liv på pause for at passe på sin familie. Hendes far, Peter (Lars Ranthe), er alkoholiker, selvom han ikke selv vil indse det, og moren Helen (Stine Stengade) er ved at være udbrændt af at skulle værne om sin mand og det liv, de har skabt sammen.
Efter Peter kommer til skade en aften i fuldskabens navn, siger familien fra. Enten skal han blive ædru, ellers forsvinder de ud af hans liv. Et ultimatum mange alkoholikere kender. Og som her, som altid, sender alkoholikeren og familien ud på en selvransagelse af dimensioner.
Den lykkelige alkoholiker
Da Peter og Helen skal have gæster, bliver Sofia hjemme for at holde øje med aftenens forløb, mens mellembarnet Jenni (Ella Paaske) tager ud i byen for at udleve det vilde ungdomsliv, og lillebror Gustav (Luca Uhde Jacobsen) lukker sig indadvendt inde på sit værelse.
De forskellige søskendeforhold bliver hurtigt opstillet i stærk kontrast til hinanden, så alle kan genkende de forskellige roller. Den ansvarlige, den uansvarlige og den glemte.
Der går ikke længe, før Peter taber køkkenknive under madlavningen, danser tæt med sin kone, der gentager “stille og roligt” til den farverige ægtefælle i håb om, at han falder til ro, inden gæsterne braser ind af døren. Han falder endeligt sammen på sofaen af druk. Da gæsterne ankommer, må Sofia finde en god undskyldning på vegne af sine forældre trods tårerne, der presser sig på.
Der er helst ikke nogen, som skal opdage, hvad der sker bag hjemmets fire vægge.
Farverne er varme, stilen er retro på en moderne måde, og lydtapetet er levende. Blandt kaos og ulykke hører man “Sunday Kind of Love” af Etta James, der luller seeren ind i en tid, som både føles gammel og ny.
Man mærker virkelig, hvordan Peters problemer både bringer glæde og spas til familien, med flashbacks til fester med dans og drinks i lange baner, samt hjemlig hygge med julemænd og narrestreger. Men efter festlighederne ser man livet, som det virkelig er. Med den konstante usikkerhed og frygt, som familien oplever. Der må ske noget, ellers ender det galt.
Blandt den lune socialrealisme gemmer sig malerisk symbolik og visuelle finurligheder, der desværre hurtigt bliver glemt i mængden af tårer og følelsesladede monologer. Brugen af eksploderende ejendele og en lille pige, der følger efter Sofia i hendes ømmeste øjeblikke, er charmerende og bryder med det tunge og sørgelige, men forekommer til tider mere tilfældigt end nødvendigt.
Den ulykkelige familie
Familien har samlet sig i stuen, og her bliver foden sat ned. Hver især læser de et brev op, som de har skrevet til Peter. Om utrygheden de føler i hans nærvær, hvor pinlig han er og hvor meget, de savner den gamle far og mand.
De er alle grædefærdige, og Peter overgiver sig. Skuespillerpræstationerne er fortræffelige, og rundt i biografen hører man snøft og hulk i symbiose med Lars Ranthe, der viser, hvorfor han er en fanfavorit blandt mange. Alvoren har indtruffet, og livet som ædru og “medafhængig” er nu i gang.
Den dramatiske ultimatum-scene er rørende og tager pusten fra seeren der sidder tilbage udmattede af det emotionelle rus. De store følelser bliver hurtigt bragt i spil, og føles dog derfor lidt tomme i længden. For efter det første store gennembrud, fortsætter den livslange kamp med misbrug for hele familien.
Familien skal i terapi, men det er ikke nemt at forholde sig til ens egen rolle i en anden persons misbrug. De tre børn kæmper med de positioner, de som før nævnt har indtaget i familien. Den ældste, der tager ansvaret på sig, den mellemste, der skaber opmærksomhed omkring sig selv og den yngste, som flygter ind i en anden verden. Ikke mindst ægtefællen, der enten kommer med undskyldninger på vegne af misbrugeren, eller som bliver den passivt aggressive og ufølsomme.
Som fluen på væggen sidder man med til familiemedlemmernes dekonstruering af deres egen forståelse af situationen. Deres roller som døtre og hustru bliver genskabt. Og det er ikke helt nemt for dem at forene sig med deres egen virkelighed.
Til alle dem, som selv har oplevet noget lignende, kan disse scener være med til, at man føler sig utroligt set og forstået. Og muligvis sidder man tilbage med samme følelse som mig. Hvor var denne film, da jeg havde brug for den?
Den barske sandhed
Helen har svært ved at anerkende, at hendes mand ikke længere er festens midtpunkt, og Sofias usikkerheder omkring hendes far bliver ved med at påvirke hende og det liv, hun skulle til at udleve. For selvom alt måske er godt på overfladen, så gemmer alle de samme usikkerheder sig i familien. Der skal ikke meget til at åbne de sår, som er i gang med at hele.
Det handler om alle de følelser, der kommer af at være i kontakt med en alkoholmisbruger. Irritationen ved at skulle tilpasse sig, pinligheden ved at kendes ved dem og frygten for at miste en, man elsker.
Alt dette formår filmen at formidle på en nænsom og virkelighedsnær facon. Hvad der ellers kunne være en højtråbende og gimmick-baseret fortælling om alkohol, som vi tidligere har set i Danmark med film såsom `Druk´, får vi her den barske sandhed.
Om den danske drukkultur. Om en af samfundets største dræbere og økonomiske laster. Om alle de ødelagte børn og unge, der vokser op med alkoholmisbrug i hjemmet.
Jeg tror, at den her film kan være helende for mange børn og unge. Så de ikke føler sig så alene, og så de kan begynde deres egen rejse ud af livet som “medafhængig” som jeg engang gjorde.
`Fuld af kærlighed` er en film, jeg ikke regnede med at have brug for. Den giver et indblik ind i et emne, som er tabubelagt og ømt, og som mange vender ryggen til på trods af de massive konsekvenser det har i samfundet. Det er hjerteskærende, og det er virkeligheden.
På trods af få visuelle fejlskud, og for meget emotionel vægt, der vejer filmens tempo ned, er det en film, som jeg er taknemmelig for findes, og som jeg er virkelig glad for at have set.