Af Dorte Winkler
Inden i enhver voksen mand og familiefar bor der en 12-årig dreng, som bare venter på at slippe ud og være 12 igen – allerhelst sammen med kammeraterne. Det synes at være idéen bag Drengerøve, den seneste komedie fra og med Adam Sandler, som står for manuskript og hovedrolle. Dennis Dugan som tidligere har arbejdet sammen med Sandler (I Now Pronounce you Chuck and Larry og You don’t mess with the Zohan) har instrueret. Som de andre drengerøve i filmen, kan opleves Chris Rock, Kevin James, Rob Schneider og David Spade.
Drengerøve med originaltitlen Grown Ups udspiller sig over en weekend, hvor den succesrige Larry Feder (Sandler) har inviteret sine fire gamle basketball venner fra folkeskolen til at mindes og tage afsked med deres legendariske træner, som for nylig er død. Alle medbringer familie og kærester til det mondæne sommerhus ved en sø, men der går ikke længe før den indre 12-årige drengerøv bryder ud i hver og en af de fem gamle venner – godt hjulpet på vej af hinanden. Dette manifesterer sig mest som namecalling, diverse fjollerier og uigennemtænkte stunts, som at skyde rigtige pile op i luften og blive stående så længe som muligt for at se hvor de lander. Larry har det lidt sløjt med at vifte sin personlige succes i hovedet på sine gamle venner og pines af sine møgforkælede børns generelle attitude overfor omverdenen og ikke mindst deres manglende evne til at lege uden gadgets, og måske har han et hemmeligt ønske om at en sådan weekend kan få hans forkælede familie på rette spor igen.
Problemet med Drengerøve er at den ikke er sjov. I hvert fald ikke for et mere voksent publikum. Der er et par få scener som er lidt underholdende, men mest opleves filmen som en lang række mere eller mindre ligegyldige sekvenser hvor disse drengerøve kan boltre sig på præpubertær facon og ”genopleve” deres barndom. Den længste af disse foregår i et badeland, hvor alle er af sted, og selvom der er et par enkelte scener at trække på smilebåndet af, som når fruerne får lokket en veltrænet ungersvend over til sig, så fremstår det hele så konstrueret, charmeforladt og sjælløst at man har svært ved at tilgive Steve Buscemi for at stille sig selv til rådighed for en mindre rolle som tabertosse for det engang rivaliserende basketballhold, som stadig lurer i kulissen.
Filmen forsøger selvklart at være sjov, men primært ved at hylde pubertære fordomme og gøre grin med andre: venner, fjender, udenforstående – ingen skånes. Samtidig slås der på at familie, sammenhold og gode venner er værdier af højeste skuffe. Det hænger ikke sammen og gør at alle forsøg på moralsk dybde gav undertegnede krummede tæer og ansigts-tics.
Et kig på de ca. 14 000 stemmer som Drengerøve har fået på IMDB afslører da også at det primært er unge under 18 der synes godt om denne film, og Drengerøve og andre film af samme skuffe, er helt sikkert også møntet (som i klingende mønt) på denne gruppe. Der er ikke noget galt i at unge bliver underholdt af Sandler og kompagni, men det er lidt ufint af holdet bag at stile efter så uelegant lavkomik som tilfældet er her. At filmen har fået nogle gode navne med, som Buscemi og Selma Hayek løfter den ikke en millimeter.
Filmen slutter til tonerne af The Stompers, som synger ”All We Want Is Some American Fun”, men heldigvis findes der mange andre filmiske eksempler på ”American ’Fun” end den Sandler og hans slæng står for.
