Den halvdanske Viggo Mortensen kommer med sin anden film som instruktør. Denne gang en western og et kærlighedsdrama, hvor han endelig også spiller en dansker.

Den danske immigrant, Holger Olsen (Viggo Mortensen), forelsker sig i den fransk-canadiske kvinde, Vivienne (Vicky Krieps), i USA i 1860’erne. Nær en voksende by, indleder de et fredeligt liv sammen i et beskedent hus i staten Nevada. Men faren truer i byen og tager form af korrupte politikere, der ønsker vækst i byen, og så deres vilde sønner.

Holger beslutter sig for at kæmpe i Den Amerikanske Borgerkrig, og det betyder, at Vivienne skal bo alene i det lille hus. Alene er Vivienne sårbar, og dette er desværre også starten på et tragisk kapitel i hendes liv. Da Holger kommer hjem igen, sætter han ud på et mindre hævntogt og ender ved havet, verdens ende.

Viggo Mortensen i (for) mange roller

I filmen spiller Mortensen den danske immigrant, Holger Olsen. Han er krigsveteran og dygtig tømrer. Nogle gange siger han endda et ord eller to på dansk. 

Men Mortensen har også haft mange roller bag kameraet. Han har selv skrevet filmen. Han instruerer og producerer. Og så har han også komponeret musikken, som er overraskende vellykket og gribende.

Inspirationen til filmen kommer fra Mortensens egen familie og det er klart et passionsprojekt. Det hele er meget imponerende, men kunne nok også godt have brugt en smule indspark udefra.

Hvis vi lige beholder de rødhvide briller på, så er der flere forskellige danskere, som har været med inde over filmen. Marcel Zyskind er fotograf, Morten Groth Brandt har lavet lyd designet, og Peder Pedersen har klippet filmen.

På trods af, at de alle gør deres job godt, kan det ikke redde den lidt forvirrende affære, som denne film er. Vi følger både Holger på sit hævntogt, Vivienne og Holgers kærlighedshistorie, og dele af Viviennes barndom. Filmen hopper rundt i tiden uden nogen form for årstal og en svag indikation af hvornår, vi befinder os i historien. 

Først når en karakter, som blev hængt i starten, en time senere befinder sig i den lokale bar, går det op for mig, at meget af det, jeg lige har set, var et flashback. Trods et relativt vellykket manuskript, bliver fortællingen på den måde uskarp og forvirrende.

Den moderne, selvstændige kvinde

Over for Viggo Mortensen er Vicky Krieps, som spiller den frie Vivienne Le Coudy. Hun beskriver sig selv som at være ligesom havet, det kan ikke ejes. Charmerende, unik og besluttet er hun den egentlige hovedkarakter. Filmens heltinde.

Men heltinden skal åbenbart altid dø i slutningen. En af de første scener i filmen er nemlig Vivienne, der tager sit sidste åndedrag.

Filmen prøver at fremstille sig selv som et feministisk portræt af en kvinde. Men det kommer den aldrig rigtigt i mål med. Vivienne har et arbejde og tjener sine egne penge. Hun er stædig og har passion og talent for blomster og planter. Hun er venlig og elsket af de fleste i byen. Men mest af alt er hun i smerte.

Uden at spoile for meget, så bliver vores kvindelige hovedrolle udsat for mange ting inklusiv seksuelt overgreb. Det er så ærgerligt at bruge det som et værktøj til at vise styrke hos en kvindelig karakter. Det kunne have været et flot portræt af en kvinde i et mandsdomineret samfund, men filmen falder i fælden for romantiseringen af kvindelig lidelse.

Det bliver simpelthen ikke feministisk, bare fordi vi ser hende i meget smerte, og hun så alligevel lever et relativt godt liv. Hun bliver talt ned til, efterladt og misbrugt. Langsomt mister seeren den Vivienne, vi holder af og ender med en tom skal af en karakter, der defineres af traumatiske episoder.

Det er derfor ærgerligt, når Vivienne dør. Det er den tragiske slutning på en allerede tragisk historie. Den trælse kliché, hvor den ulykkelige karakter (læs: kvinde) endelig bliver lykkelig, men så dør de, før de kan nyde den lykke. Og endnu værre er det, at vi ved lige fra starten af, at hun vil dø til sidst.

De bedste scener er dem, hvor, at Krieps og Mortensen står overfor hinanden. Deres forhold og hendes karakter er langt mere interessante end det skævt passende politiske drama om byens korrupte politikere og en rigmands grænseløse søn.

Den ikke-lineære fortælling består også af flere flashbacks fra Viviennes barndom. Det bliver lige lovligt langhåret, når unge Vivienne møder en ridder i fuld rustning ude i skoven. En metafor, for noget vi allerede forstår om karakteren. 

Lige ved og næsten, men godt på vej

Man kan forestille sig, at Viggo Mortensen har haft store visioner og håb for denne film. I stedet bliver det lidt af et Oscarbait-agtigt periodedrama, der bliver lidt teatralsk og lidt for lang.

Visuelt er filmen smuk, og det sublime landskab er både faretruende og indbydende. Men til trods for det føles det en lille smule klaustrofobisk. Det er ikke meget, vi ser fra deres hjem udover deres forhave og det lille etværelses-hus. Man kan godt have fornemmelsen af, at det hele er lidt en kulisse. Alting er lidt tomt og monotont.

Det er en udmærket film, og vellykket på mange punkter. Det hele er fint, uden at blive fantastisk. Det er hverken en film, som man kommer til at huske eller brænder for at se igen. Det hele bliver lidt rodet og til tider bliver nogle dele af plottet unødvendige, og reddes kun af de fine skuespilpræstationer.

Vicky Krieps er stjernen i et ellers stort Viggo Mortensen-show og fungerer godt sammen med Mortensen. Filmen følges godt til dørs med et mystisk og dragende soundtrack. Visuelt er den flot, men mest imponerende ude i den barske natur. 

‘Ved Verdens Ende’ vil så gerne være mere, end den er, men der er for mange mangler til, at det kan dømmes til at være en succes. Viggo Mortensen har potentiale som både instruktør og manuskriptforfatter, men dette var måske en lidt for stor mundfuld.