Fra Den Danske Filmskole spreder ungdommens filmfestival sine vinger, og byder på en rejse med skrøbelige fortællinger og karakterskabende udfordringer, du sent vil glemme.

I modsætning til sine fæller i filmbranchen, er ungdomsfilmen som genre en svær størrelse at definere.

En ungdomsfilm kan, måske ligesom de unge selv, være så meget – være stædig, skrøbelig, handlekraftig, adrenalinboostet og konstant formskiftende. En ungdomsfilm kan være ’Twilight’ og ’The Hunger Games’ lige så vel som den kan komme under titlen ’Mean Girls’, ’Booksmart’ eller ’Zappa’.

GENERATION 2024 stillede i denne weekend funklende debutinstruktører fra hele verden i spotlyset rundt omkring i landets biografer, mange, som ellers ikke havde fået distribution i Danmark.

Flere af disse kunstnere har med deres hovedværker givet deres bud på hvordan ungdomsfilmen kan se ud, med fortællinger om selvværd, svære valg, og om at finde sig selv ikke blot som ung, men som menneske.

Dette er en anbefaling af tre værker, der fortjener et langt større publikum end de fik. Du kan læse om alle de film, der stod på årets program, her.

’National Anthem’ (2023) – instrueret af Luke Gilford

Luke Gilford bruger New Mexicos hede som kulisse i historien om den 21-årige Dylan (Charlie Plummer) – en indadvendt ung mand, der tager alle de småjobs han kan for at forsørge sin lillebror, og sin fraværende mor, der langt hellere vil gå i byen end at passe sine børn.

Han drømmer sig væk i en uafhængig tilværelse på landevejen, men hans liv tager en ny og uventet drejning, da han takker ja til et midlertidigt job på ranchen kaldet House of Splendor. Dette bliver Dylans første møde med queer-miljøet, og en gruppe af queer og drag rodeoperformere tager den stilfærdige mand under deres vinger.

Dylan snakker ikke meget; han har fundet sig så tilpas han kan mellem de mure, han selv har opbygget omkring sig selv og sit hjerte, hvor der ellers kun har været plads til hans bror, som han nærmest spiller både mor og far overfor.

Men på ranchen får han lov til at finde den uafhængighed og selvværd, han ellers har jagtet på egen hånd.

Carrie (Mason Alexander Park) trænger igennem hans skal, og skaber hurtigt et venskab Dylan tydeligvis har manglet med en ung person på hans egen alder. Samtidig er det kærlighed fra første blik med Sky (Eve Lindley), der ikke tøver med at række en kærlig hånd og give et blidt skub på vejen mod at finde sig selv i denne skinnede nye verden.

’National Anthem’ kan jeg kun beskrive som sensationel – ikke blot som ungdomsfilm, men som en queer film, hvor queerness og seksualitet eksisterer som en euforisk, optimistisk og håbefuld oplevelse.

Som nonbinær, queer anmelder sad jeg med en lille frygt i hjertet, for at Dylans møde med sine nye bekendte i et supermarked ville gå som mange andre film normalt gør det; hvor den ellers umiddelbart heteroseksuelle mands første instinkt er at angribe, og udfylde den rolle som det homofobiske samfund han er vokset op i forventer af ham.

Jeg åndede dog lettet ud. ’National Anthem’ er en fortælling om små liv og store drømme, og et tårevædende og livsbekræftende værk, der viser al den lykke der findes i, at finde sig selv.

’Earth Mama’ (2023) – instrueret af Savanah Leaf

En A24-produktion, der ærgerligt vis er falder under radaren i filmåret 2023, ’Earth Mama’ kredser om den unge kvinde Gia (Tia Nomore), der er gravid med sit tredje barn, samtidig med at hun kæmper hårdt for at få sine to børn tilbage fra familiepleje.

Gia er helt alene i en verden, der konstant er imod hende. Hun kæmper stadig med det stofmisbrug, der fik hendes børn tvangsfjernet. Og med sin graviditet der snart er slut, begynder hun at overveje alternative muligheder for at skabe en bedre tilværelse for sig selv.

I støttegruppen for unge mødre møder hun Miss Carmen (Erika Alexander), hvor muligheden for at opgive sit kommende barn til adoption opstår. Men det er et hårdt valg for enhver forælder, og for en ung mor med uretfærdige vilkår i sammenligning med de hvide overklasse-mødre, der aldrig har skullet bekymre sig om regeringen, der ånder dem i nakken.

’Earth Mama’ fortæller skrøbeligt og sanseligt om en ung person, fanget i et system, der er umuligt at vinde imod.

Gia er stadig ved at finde sig selv som menneske, som voksen, som en ung sort kvinde i et samfund, der gang på gang har taget alt fra hende. Hendes egne forældre er selv ude af billedet, så hvem har hun at se op til og spørge til råds, hvis hun ikke har sig selv?

På trods af alle de udfordringer imod hende, forbliver denne unge kvinde handlekraftig, modig, blid og forstående, og hun æder konstant sine egne frustererede følelser for at tage sig af sin søn og datter, og for at give dem en omsorg, hun tydeligvis selv har fået frataget i sin opvækst.

’Earth Mama’ er imponerende, hjerteskærende, intens, tragisk og håbefuld på samme tid. Gia befinder sig et sted, som mange unge nok genkender. På dybt vand mellem venner og bekendte, der tror de ved hvad det bedste er for hende.

Hun er på en rejse gennem det sværeste valg nogen kunne tage i så tidlig en alder, og et løfte om at livet kan være bedre, og at du kan forme din egen tilværelse, uanset hvem der prøver at overbevise dig om andet. Savanah Leaf skildrer både moderskabets skønhed og smerte med frodige naturomgivelser, fredløse solnedgange, og de blinkende lys fra nattelivet.

’Dìdi’ (2023) – instrueret af Sean Wang

Sean Wangs debutfilm havde premiere på Sundance Film Festival i januar 2024, og fortæller historien om 13-årige Chris Wang (Izaac Wang), der kæmper med typiske teenageproblemer.

Problemer som at være et af nørdede børn, der bare gerne vil være cool, som overbeskyttende mødre og irriterende storesøstre, og som den første store kærlighed i den ældre Madi (Maheala Park). Chris prøver desperat på at finde sin egen identitet, i en lille by, hvor han bare gerne vil være populær, men det er svært, når han selv ikke engang helt ved, hvem han er endnu.

I sin jagt på at være cool gør han og hans venner alt, men det er da de prøver at snige sig ind til fester med de ældre børn, at der skabes splid i vennegruppen, og at Chris opbygger en vrede inde i sig, han aldrig rigtig kan få ud.

Chris vil gerne være skater, så da han ser chancen for at filme videoer for nogle ældre skateboardere, skynder han sig naturligvis på Google og YouTube, i en hastig læringskurve for at kunne imponere sine nye venner.

Situationen bliver kun mere forvirrende af, at han ellers bedste ven Fahad (Raul Dial) ditcher ham for pigerne over deres årgang, der har helt andre syn på drengenes vilde historier, og at Chris gang på gang fejler i forsøget på at opføre sig ældre end han er.

’Dìdi’ fik mig til at sidde tilbage med det farverige, ømme minde om at være en ensom 13-årig, der bare gerne vil være til. Et barn, der stadig hverken er teenager eller voksen, og som af hele sit hjerte ønsker at kunne høre til, uden at skulle ændre på sig selv konstant.

Jeg tudede, da Chris indrømmede til en chatbot, hvor oprevet han var, og hvordan han følte, at han altid ødelagde alting for sig selv og alle andre. Han er en dreng, der gør alle de teenageting, vi allesammen kender – han råber af sin mor og forstår aldrig det ansvar, alle ligger på hans skuldre, og han svarer igen og igen, indtil han ikke kan mere.

’Dìdi’ handler ikke kun om at finde sig selv, men også om at man virkelig aldrig stopper med at lære. Chris skal ikke blot lære at finde sin selvtillid, men også lære at forstå andre mennesker, og at det er okay, at falde ned i de omsorgsfulde arme, som familien ihærdigt prøver at give ham.