Kapitalisme og patriotisme kæmper mod naturens kræfter i Lee Isaac Chungs nye katastrofefilm, der også spiller med de helt store castingmuskler.

Midt i en uforudsigelig filmsommer, mere end 20 år efter at den første ’Twister’-film raserede i biografen, rammer tornado-serien nu igen de danske lærreder med en langt mere forudsigelig efterfølger.

Den oprindelige ‘Twister’-film er ikke ligefrem den type blockbuster, der normalt skabes franchises ud fra. Dens plot er nemlig lukket og forløst forlængst, og den nye film må derfor starte forfra med en mere eller mindre ny historie. Helen Hunts heltinde Jo Harding er skiftet ud med Daisy Edgar-Jones (’Normal People’) i rollen som Kate Cooper, der går ned af en vej, som umiddelbart ligner den originale kvindelige hovedkarakters.

Kate arbejder i begyndelsen af filmen på sin Ph.D., og har lokket sin kæreste og deres tre bedste venner med ud og være tornadojægere for at efterprøve hendes forskningsprojekt, som handler om at forsøge at opløse en tornado indefra.

Forskningens tal kan dog ikke hamle op med de uforudsigelige elementer, og fem år senere er Kate og vennen Javi (Anthony Ramos, ’In The Heights’) de eneste overlevende. Hun selv er fuldstændig skræmt væk fra det, der egentlig var hendes største passion, indtil Javi dukker op i hendes liv igen med et nyt forskningsprojekt og et hold investorer, der lover guld og grønne skove.

Så Kate kastes tilbage i midten af stormen i et sammenstød mellem brogede karakterer, der alle både fysisk og metaforisk jager noget, der er langt større end dem selv.

Når bypigen og landmanden mødes

’Twisters’ er Lee Isaac Chungs første rejse ind i thrillergenren, tidligere har han mestret de store følelser i dramaet ’Minari’, og dyppet tæerne i science fiction-verdenen i sit arbejde på ’The Mandalorian’.

Hvor den originale ’Twister’ også havde et stort fokus på skilsmissedramaet i forgrunden af Jo Hardings traumer, hvirvler efterfølgeren publikum ind i langt større storme, end vi nogensinde har set før.

På det store lærred indgyder det seeren med ligeværdig frygt og respekt for naturens magt, og hjertet synker ved synet af resterne af de folk og deres boliger, der er blevet ramt af tornadoernes nådesløse kræfter. Det er her, ’Twisters’ virkelig er overlegen; i wideshots over gudsforladte marker og flyvende over grå skyer, hvor alt virker utilregneligt.

Det er dog desværre ikke alt, der flyver lige let undervejs, for i modsætning til de uforudsigelige elementer i det visuelle, efterlader plottet ikke meget at gætte på eller overraskes af. Det er ikke en overdrivelse, at mange af karaktererne blot virker som moderne versioner af dem, der kom før dem.

Ligesom Jo ræser for at slå konkurrenterne i forskningsfeltet, udspiller ’Twisters’ sin handling mellem en lignende flok og deres konkurrence med, som filmen selv navngiver dem, ”hillbillys with a YouTube-channel.”

Det er tydeligt, at kapitalismen er den egentlige skurk, hvilket ville være et plus i denne anmelders bog, hvis det ikke var sat op imod en forudsigelig, ukritisk amerikansk patriotisme. ’Twisters’ mister hurtigt kontrollen, og det er omend spændende en usikker køretur, der undlader at fange mange af de gråzoner, nuancer og diskussioner, det ellers havde været oplagt for den at bringe på banen.

En (film)tornado, der er svær at tæmme

Selvom vejen er usikker, er det ikke sparsomt med stærke (skuespil)kræfter i ’Twisters’, der tydeligvis har jagtet Hollywood tynd efter nogle af de mest lovende unge skuespillere i dag.

Og det er især i sidekaraktererne, at katastrofefilmen virkelig giver et sug i maven. Som Kate og Javis’ nemesis ser vi Glen Powell (’Top Gun: Maverick’), den selverklærede tornadocowboy, der jager naturens katastrofer mere for eventyrets skyld end for dyrebar data.

I hans slæng finder man blandt andet også Sasha Lane (’American Honey’), Katy O’Brian (’Love Lies Bleeding’) og Brandon Perea (’Nope’) – alle med spandefulde af charme og kemi, der er svær at styre.

Sammenspillet mellem de to modsigende hold er ikke altid så glat eller så hæsblæsende, som filmen kunne have ønsket sig, og som publikum ender man med at spørge sig selv om, hvordan balancen har været så svær at finde.

’Twisters’ er imponerende i sin tekniske kunnen, og redder sig selv ud af stormens øje med et cast, der er sørgeligt og kritisk underbrugt i forhold til deres potentiale. 

Det er ikke en chokerende eller nytænkende filmoplevelse, men der er alligevel noget vildt og ufuldkomment at jage efter. Måske er det virkelig så storslået og skræmmende, at man ikke kan se væk – eller måske er tornadocowboy som en jobtitel virkelig bare lige så cool, som det lyder.