Frankrig holder febrilsk fast i det paradis, som kolonimagten har skabt for sig selv på Madagaskars røde jord. Men tiderne er ved at vende, og frygten for at miste paradiset presser på.

Nogle børn er så fintfølende, at de får færten af deres forældres selvbedrag, før de voksne selv bemærker den rådne lugt af bristede illusioner. Sådan et barn er Thomas. Thomas (Charlie Vauselle) bor med sin familie på en af Frankrigs militærbaser på Madagaskar i starten af 70’erne. På det her tidspunkt er Madagaskar igen blevet selvstændigt, men landet er fortsat underlagt fransk dominans pga. Frankrigs interesse i øens strategiske position i Det Indiske Ocean. 

Thomas’ familie har høj status på øen, men deres liv i kolonimagtens paradis er på lånt tid. Og som fransk-nordafrikanske vil deres status tage et gevaldigt dyk, når de vender tilbage til hjemlandet. Filmen formår at kaste lys over de mange nuancer, der findes i magthierarkier på både samfundsplan og inden for hjemmets fire vægge. 

Kolonialisme set i børnehøjde

Robin Campillo, filmens instruktør, er selv vokset op på en militærbase på Madagaskar. I et interview afslår han dog, at filmen skulle være autobiografisk. Han forklarer, at han ikke har forsøgt at finde en historisk eller autobiografisk sandhed i sin film. Han har i stedet brugt sine barndomsminder som afsæt til at skabe den sanselige verden, hvori Thomas oplever og undersøger alt det, der sker omkring ham, uden egentlig at kunne forstå det hele til fulde. 

Og det er Campillo i den grad lykkedes med. Filmen er både smuk og sanselig. Grus der knaser, lyden af stof, der blafrer, knirken fra døre og lys gennem vinduer af farvet glas – de små sanselige indtryk får plads, og er på den måde med til at drage én ind i den verden, der omgiver Thomas. 

Filmen emmer af en særegen, melankolsk nostalgi. Og selvom en barndom på en militærbase ikke er normen, vækker filmen alligevel en genkendelig følelse af selv at være barn. At sidde under bordet blandt de voksnes ben og lytte med på deres samtaler. At kigge undrende på de voksnes komplekse og tvetydige opførsel. Gradvist at kunne forstå de dynamikker og vilkår, man lever under.

Fantomet Fantômette

Thomas er meget optaget af tegneserier. Den franske tegneserieheltinde, Fantômette, er hans helt store forbillede. Fantômette er med til at skærpe Thomas’ blik på sine omgivelser. For hvem er de gode og de onde egentlig i hans egen verden? 

Filmen har således et parallelt spor, der viser Thomas’ forestillinger baseret på tegneserierne. Fantômettes univers ligner en slags animeret dukketeater. Udtrykket er drømmende og fantasifuldt. Campillo har skabt et smagfuldt univers, der holder sig inden for resten af filmens æstetiske ramme, men alligevel afviger tilpas meget til, at det står i sin egen ret.

Men sammen med filmens store persongalleri og de mange små fortællinger, der hører til, kan det blive en anelse indviklet at holde styr på som seer. Fortællingerne er til gengæld vævet sømløst og elegant ind i hinanden.

Sofistikeret sløjfe eller kluntet knude?

I begyndelsen af filmen er det malagasiske folk knapt synlige. Men mod filmens slutning skifter synsvinklen drastisk. Filmen forlader familiens intimsfære på militærbasen for at bevæge sig ud blandt dem, der kæmper for at få deres land tilbage. 

Den egentlige historie ligger således hele tiden og sitrer under overfladen, for til sidst at bryde igennem for fuld styrke. Her følger vi Miangaly (Amely Rakotoarimalala). Hun er kæreste med en fransk soldat, Bernard (Hugues Delamarlière). Selvom Miangaly lader til at holde af Bernard, vil hun ikke med ham til Frankrig. Hun ønsker ikke at blive “frelst” fra sit liv på øen. Men soldaten er uforstående og blind for deres ulige magtforhold. Kæresteparret bliver på den måde et symbol på Frankrigs omklamrende tilstedeværelse på Madagaskar.

Skiftet sker dog noget pludseligt, og gør filmen mindre helstøbt. Campillo har formået at skabe en grobund for en stærk empatisk forbindelse til Thomas og hans familie. Det virker derfor uafsluttet og uforløst at forlade dem uden videre. Samtidig er det åbenlyst at den vigtigere og større fortælling ligger uden for militærbasen. Man fristes derfor til at stille sig uforstående overfor valget om ikke at fokusere mere på den. Her må instruktørens egen opvækst unægteligt spille en rolle. 

Det er på den måde lige dele en film om barndommens brud med illusioner (baseret på egne erfaringer) og malagisernes opgør med fransk kolonialisme. Det er tydeligt, at man forsøger at sammenligne de to forhold, men det er at forsimple sidstnævnte. 

Med det sagt så når Amely Rakotoarimalala heldivis at vinde éns hjerte som den egenrådige Miangaly, der nærer en dybfølt kærlighed til Madagaskar, og som sammen med sit folk vil genvinde øens røde jord.