I Niclas Larssons nyeste film “Mother, Couch”, bliver komisk surrealisme og komplekse familietragedier kombineret i et hjernevridende og forvirrende drama, der starter med en ældre mors ønske om at blive siddende i en stor grøn sofa.

I møbelforretningen ‘Oakbed Furnitures’ er der rod og kaos. Bag skranken står Bella, den unge og smukke datter af forretningens ejer, da David, spillet af Ewan McGregor, kommer ind i butikken i stor hast efter sin mor. Sammen med ham er Gruffudd, hans ældre halvbror, der hurtigt begynder en flirtende og besynderlig relation til unge Bella.

På anden sal i den enorme forretning sætter brødrenes mor sig i en grøn sofa. Og der bliver hun siddende. Lige meget hvad David fortæller sin mor om sin lille datters fødselsdag, som de skal skynde sig hen til, eller lovninger om mad, selskab og køb af den sofa, moren har placeret sig solidt i, så nægter hun at flytte sig.

Det sender David ud på en selvransagelse af dimensioner. Alt bliver vendt på hovedet, fysisk og metaforisk, og pludselig smelter virkeligheden og vrangforestillinger sammen i en forvirret gryderet, der ender med at smage lidt underligt af genreforvirringer og dybe metaforer.

Den svenske komedie i Hollywood

Baseret på den svenske novelle ”Mamma i soffa” af Jerker Virdborg fra 2020, kommer Niclas Larsson her med sin første spillefilm, der viser et ambitiøst og udforskende instruktør-stjerneskud.

Med et cast fyldt med både ‘indie-’ og Hollywoodstjerner så som Ewan McGregor, Lara Flynn Boyle, Ellen Burstyn, Rhys Ifans og F. Murray Abraham, har Larsson allerede fundet sig en plads i branchen.

Alle sammen, og især Ewan McGregor, spiller fantastisk med stor forståelse for komisk timing, og et ”hvad er det lige, der sker her?”-udtryk fast placeret i ansigtet gennem hele filmen.

Problemet ligger i, at det samme udtryk fylder biografsalen, når man som seere desperat prøver at holde tungen i munden midt i  en visuelt og metaforisk smuk, men utroligt kaotisk fortælling.

Om dette er repræsentativt for novellen, som filmen er baseret på, ved jeg ikke, men det resulterer i en film, der skaber flere spørgsmål, end den kan nå eller ønsker at svare på.

I en verden af støv og lysekroner

Filmen foregår hovedsageligt inde i ‘Oakbed Furnitures’, hvis enorme størrelse lægger en ramme om Davids altomvæltende forestilling om sig selv, og erkendelse af, hvor sparsom en barndom, han  har haft.

Hans helt store aversion mod den ældre og stædige mor, der bliver siddende i den bløde sofa, er det manglende forhold, han fik lov til at få med sine ældre søskende, der alle sammen samler sig i møbelbutikken for at hjælpe med moren. De kommer alle fra forskellige fædre og lande, hvilket ifølge den butiksansatte Bella lyder som en dårlig joke.

”En waliser, en skotte og en amerikaner kommer ind i en bar, og så ender din mor med at knalde med dem alle sammen.”

Den fremmedgørelse fra sin familie, som David genlever i takt med, at han mister fornemmelse for tid og sted, er i symbiose med hans relation til sin kone og børn.

Han bliver ved med at love dem, at han vil komme til datterens fødselsdag, tage hende med på stranden og komme hjem til deres fælles hjem, men han kan aldrig rigtigt komme ud af møbelforretningen.

Og selv da han endelig får løsrevet sig det absurde og cirkulære hurlumhejhus, som butikken lidt efter lidt begynder at ligne, så ender det ud i en forfærdelig strandtur, der ender i en ulykkelig datter og en endnu mere forvirret David.

At finde hoved og hale i surrealisme

Man får kort smagen af smukke og rørende emner, og potentialet for en skør og vellykket film er ikke langt væk. Men selv hvis man ser filmen anden gang, er jeg ikke sikker på, at man vil forstå, hvad der foregår. 

Nye ledetråde bliver introduceret og sjældent afviklet. En nøgle, der passer i en kommode, en butiksejer, der har en tvillingebror, en brevkniv, som man kan stikke nogen i ryggen med.

Hvis du synes, det her virker random og underligt her midt i en anmeldelse, så bare rolig, det gjorde det også i filmen.

På trods af et ellers legende soundtrack, der lykkes med at skabe suspense i absurditeten, og som giver forhåbninger om et spændende mysterium, føles det hele som en uforløst feberdrøm af ufærdiggjorte sætninger. Til sidst er man faktisk helt i tvivl om, hvad der egentlig skete, og hvad der bare var fantasi. Eller måske noget helt tredje.

Men hvis man elsker det mareridt, hvor man glemmer at tage bukser på i skole, eller ikke kan komme ud ad døren til en vigtig aftale, så vil man elske Mother, Couch. En film for de få, men med et visuelt udtryk der giver forhåbninger om, at instruktør Niclas Larsson kommer med flere skøre og udfordrende film, måske endda en dag en, som efterlader seeren med bare en lille smule forløsning.