Guillaume Canet og Alba Rohrwacher spiller med i et melankolsk og romantisk intimdrama, der finder sted i en lille kystby i Frankrig.
Mathieu (Guillaume Canet) og Alice (Alba Rohrwacher) har begge perfekte liv set udefra. Mathieu, en kendt filmstjerne, er på vej til at bevæge sig ud i teaterverdenen, og har en smuk og succesfuld kone ved sin side. Alice, en klaverlærer, har slået sig i en lille kystby og nyder familielivet med sin mand (Sharif Andoura) og datter (Emmy Boissard Paumelle). Deres liv kolliderer, da Mathieu tjekker ind på et spahotel, der ligger i samme by, som Alice bor i.
Det vil sige, deres liv kolliderer igen. De kendte nemlig hinanden som unge, men har ingen kontakt haft i 15 år. Under facaden gemme de begge på følelser fra dengang, de var unge, hvor deres kærlighed sluttede brat og uafklaret.
Gennemtænkte detaljer
Hele pointen med spaopholdet er at få Mathieu til at komme væk fra det travle liv og få en chance for at slappe af og reflektere over, hvad hans næste skridt skal være, eftersom han tog et drastisk valg om at efterlade sit projekt, hvad angår teaterproduktionen. Spahotellet i sig selv virker ikke særlig hyggelig, men derimod klinisk-lignende. Det tager kun et par minutter for seeren at indse, at han på ingen måde har det godt eller bliver afslappet af at være der.
Filmen skaber en nydelig illustration med kontrasten mellem spahotellet og vandet. Den samme kontrast reflekterer sig i vores hovedpersoners indre. Spahotellet virker meget tomt og ensomt, hvilket maler et billede af Mathieus følelser. Hans karakter er melankolsk og fortabt.
På trods af, at vi har at gøre med en humorforladt karakter, formår Mathieu stadig at underholde os, og til tider få os til at grine, på grund af sin situation og de uheldige ting, der sker på hotellet. Man formår lige akkurat at få lidt ondt af ham, da målet om afslapning forsvinder, hvilket fungerer rigtig godt for filmen.
Havet er blevet portrætteret som et sted, hvor man kan få lov til at trække vejret. Det bliver endda pointeret, at det er vigtigt at huske, at man ikke nødvendigvis skal at vise, at man trækker vejret, man bare skal gøre det. Dette illustrerer, hvordan vores to karakterer har prøvet at lade som om, de trækker vejret og har det godt, selvom det på ingen måde passer.
Disse små detaljer er der virkelig lagt meget vægt og fokus på, hvilket gør det til en meget unik film. Selve scenerne er ufattelig lange, hvilket let kunne blive for meget, men lige her fungerer det, fordi det netop bliver en måde at understrege de små ting på. Der sker ikke så meget i scenerne, det er mest dialog, stilhed og den skønne baggrundsmusik, der fylder. På den måde er der gjort plads til at bide mærke i detaljerne.
Frustration og medlidenhed
Karakteren interagerer godt med hinanden, og kemien er der uden tvivl, ellers ville filmen ikke have fungeret. Filmen handler i sig selv ikke om opstarten af Mathieu og Alices forhold efter 15 års separation, men tværtimod om den uundgåelige slutning på deres historie sammen. Det er meget rørende og lettende, når de endelig får sagt farvel til hinanden, efter at være blevet afklaret med alle de spørgsmål, der var.
Taget i betragtning af, at begge hovedpersoner er gift, og Alice endda har et barn, er det dog ekstremt frustrerende at se dem være deres partnere utro med hinanden, for så at gå tilbage til hver sin hverdag, som om intet er hændt. Især fordi filmen får det til at virke, som om at det er helt okay.
Der er også blevet kredset om isolation, hvilket man som seer ikke rigtig tænker over, men nemmere føler. Alice er flere gange sat i rum med flere forskellige personer, hvor de hygger sig. I disse scener kan man virkelig godt fornemme, hvordan hun er totalt isoleret fra de andre, som hvis hun var alene, på trods af at hun stadig taler og er omringet af folk. Denne følelse af tomhed og ensomhed gør, at man går hen og får lidt medlidenhed med hende. Den medlidenhed er vigtig for seeren, fordi Alice ellers tenderer til at blive en lidt frustrerende karakter.
Udover at hun har været sin mand utro, så går hun rundt og har ondt af sig selv. Hun forklarer, hvordan hun går rundt med drømme inde i sig selv, og at det er hendes egen fejl, at de ikke er blevet til noget. Hun beundrer derfor Mathieu meget, fordi han netop fulgte sine drømme. Det er frustrerende at se en kvinde, der har sit liv foran sig og med så meget potentiale, give op på sine drømme, og fortsætte et liv, som hun egentlig ikke er så tilfreds med. Hun er en karakter, man både hader og har ondt af.
Det er vigtigt at pointere her, at Mathieu selvfølgelig også har ondt af sig selv, men i modsætning til Alice, har han ikke givet op. Han er selvfølgelig lidt misundelig og beundrer hendes familieliv, men det virker ikke som om, at han har givet op på den drøm endnu.
Filmen er forudsigelig, der ikke er nogle former for plottwists. Den kører præcis, som man tænker, den vil, men det gør ikke så meget. Det giver én god tid og plads til at lægge mærke til de små detaljer i filmen og virkelig leve sig ind emotionelt. Det er ikke en film for alle, men man kan ikke lade vær med at beundre tanken bag.
