Rumænske Radu Judes nye film skiller sig ikke kun ud på sin usædvanligt lange titel, men ligeledes på sin skæve fortælling og eksperimenterende stil.

Instruktør og manusforfatter Radu Jude går all in på den halvglemte ”slow cinema”-stilart med sin nye film, der meget passende har den utroligt lange titel ’Do Not Expect Too Much from the End of the World’. Alt går langsomt i meget minimalistiske filmtekniske rammer, og der sker ikke det store… på godt og ondt.

Filmen tager afsæt i castinginstruktøren Angela (Ilinca Manolache), der til sin egen forståelige frustration arbejder 16 timer i døgnet på at rekruttere folk med arbejdsskader til at optræde i en reklamefilm. 

Kameraet er oftest i øjenhøjde med hende, uden nogen stemningsmusik eller andre ”kunstige” virkemidler. Indstillingerne er lange og viser hendes ordinære tilstedeværelse på effektivt jordnær vis i sort/hvide billeder. 

Vi ser Angelas interviews med bejlere til roller i reklameprojektet. Hendes skænderier over telefonen med chefen. Lange strækninger af hendes køreture på de proppede veje i Bukarest, hvor hun skændes med andre trafikanter og hører skør, hektisk rapmusik, hvis vilde tekster står i skarp kontrast til hendes egen ordinære eksistens. 

Når Angela i små øjeblikke øjner en lille pause fra det hårde arbejde, poster hun videoer af sig selv på sociale medier. Her optræder hun som en karikatur af mænd som Andrew Tate, hvor hun udtaler sig sjofelt og nedladende om alverdens emner. Det er ikke svært at læse forskellige dagsordner ind i, at filmen netop vælger disse karaktertræk til Angelas alterego, men i praksis går der længe, før filmen rent faktisk finder sin komiske timing i de scener.

Tung i optrækket

Parallelt med at Angela kører rundt mellem sine interviews og knapt kan holde sig vågen, klippes der jævnligt til scener fra den rumænske film ’Angela Moves On’ (1982). Her kører en anden underbetalt, overarbejdet kvinde, også ved navn Angela, rundt. Denne Angela er en taxachauffør spillet af Dorina Lazar, der leder efter kærligheden, imens hun er fanget i hamsterhjulet.

Det er en meget unik opbygning, og kontrasterne mellem den sort/hvide upolerede nutid og farvede mere polariserede fortid er tydelige ligesom parallellerne mellem de to Angela’er. Der går dog længe, før krydsklippet mellem de to fortællinger bliver underholdende, eller tjener noget formål. Og Judes tendens til gang på gang at lægge slowmotion ind over den gamle films scener føles mest af alt meningsløst og irriterende.

Jude har til dels fat i noget absurd humor og et unikt udtryk fra start. Der går dog længe af den 163 minutter lange film, hvor fortællingen føles meget tung. Faktisk så tung at jeg var parat til at råbe ’Kejserens nye klæder’ efter de mange filmkritikere rundt omkring i verden, der har skamrost filmen til diverse filmfestivaler. Judes ideer begynder dog langsomt at tage form, og deraf udfolder der sig aldeles kvalificeret filmkunst på skærmen.

Mening bag galskaben

Undervejs i filmen bygger underliggende stikpiller til de ressourcestærke, der udnytter de svage, op til en mere sammenhængende kritik af kapitalismen, og af Rumænien for at lade sig kanøfle af rigere magter. Den mindre glamourøse side af filmbranchen, som opleves gennem Angelas øjne, understøtter glimrende disse tematikker.

Fattige folk med livsvarige arbejdsskader fortæller Angela deres historier, om hvordan kummerlige sikkerhedsforhold på arbejdspladsen gjorde dem handicappede for livet. Men reklamefilmen, Angela rekrutterer til, har ingen interesse i at belyse andet end et falskt narrativ, hvori arbejdernes ulykker er selvforskyldte, på ellers topsikre og forsvarlige arbejdspladser. Reklamen er bestillingsarbejde udført af et sjæleløst rumænsk filmhold, for en stor østrigsk virksomhed med ansvaret for nogle af de arbejdspladser, hvor ulykkerne er sket.

I takt med at Jude bygger sine ideer op, finder hans svingende komiske timing også en rytme, hvori mere og mere af humoren lander. Han finder også sjove, interessante måder at binde de to Angela-karakterers fortællinger tættere sammen på. Vigtigst vokser hans overskud både i sin stil og sin fortællertilgang. 

Ekstremt lange indstillinger hvor Angelas færden på sine kollegers filmset præsenteres med stor dybde i billedet der rummer og balancerer flere fortælletråde samtidigt. Her er dialog, scenografi, kostumearbejde, og endda koordinering af statister så knivskarpt, at det danner en atmosfære, hvor æstetik, tematikker, karakterudvikling og humor bindes helt fantastisk sammen. Det trækker tråde tilbage til slow cinema-mesteren Roy Anderssons ’Sange fra anden sal’ (2000) og hans nok mest kendte discipel Ruben Östlunds ’The Square’ (2017).

Med denne unikke film, er Jude dog alligevel for længe om at finde ind til den skarpeste side af sit filmsprog og sin historiefortælling, til at der er tale om noget decideret mesterligt. Men hans høje ambitionsniveau og unikke filmiske tankegang er ikke til at tage fejl af, og når det spiller, så spiller det virkelig.