I en legende blanding mellem fiktion og dokumentar skildrer ‘Memories of a Burning Body’ tre spanske kvinders liv og seksualitet, i en tid hvor kvindelighed og styrke var afhængig af mandens blik.

Under Francisco Francos diktatur i Spanien levede kvinder en beskeden tilværelse. Her var der ikke plads til at skeje ud, leve frit og festligt, eller udleve de fantasier, som alle kvinder har igennem deres liv. I stedet måtte de tilpasse sig omverdenen, og undertrykke de tanker om sex og frihed, der fyldte deres indvendige verden.

I ‘Memories of a Burning Body’ er man altid er lige på grænsen mellem en levende fiktionsfilm og en dybdegående dokumentar. Fortællinger direkte fra munden af virkelighedens ældre kvinder, bliver forvandlet til en smuk og rørende historie spillet af én enkelt karakter i sit eklatante hus, der rummer et liv i medgang og modgang.

Filmen er instrueret af den costaricanske instruktør Antonella Sudasassi Furniss, og tager udgangspunkt i tre kvinder, hvis liv som kvinder under Francos konservative regime blev hæmmet, fremmedgjort og gjort til skamme af samfundet, deres tætteste og ikke mindst dem selv.

Skønheden i krop og sind

Filmen tager dig på en rejse gennem Ana, Patricia og Mayels liv, alle sammen bundet sammen og fremvist i den fiktive del af filmen som én person. Man følger hovedsageligt kvinden som voksen, hvor hun lever alene i et hus med masser af smukke møbler, billeder og artefakter fra gamle dage. 

Hun er smuk, selvsikker og bevidst om sin ældre krop, der efter mange år stadig gør hende glad. Selvom hun aldrig fik store bryster som de andre piger i klassen, og nu har fået rynker og folder steder, som hun aldrig havde forestillet sig, så lever hun i symbiose med sin krop og den seksualitet, den stadig emmer af.

Den har været meget igennem, og imens virkelighedens kvinder, Ana, Patricia og Mayel, fortæller om deres opvækst, ungdom og moderskab, følger vi langsomt kvinden i huset.

Her skiftes konstant mellem karakteren som barn, ung og voksen, der bevæger sig sømløst og nærmest svævende mellem rummene og tiderne, i takt med de historier som skiftevis fortælles af de tre kvinder. Deres minder, dybeste hemmeligheder og seksuelle fantasier sammenflettes, og udspiller sig som en tumultarisk billedbog uden for tid og sted.

Lige fra det første barnlige kys, til den nye og voksne kærlighed mellem fraskilte og modne mennesker.

Det er et imponerende stykke visuel kunst, og man bliver tryllebundet af den måde, man konstant bliver transporteret frem og tilbage i tiden, og stadig bibeholder en lineær fortælling om en kvindes liv fra start til slut. 

Det er dog også noget af det, som gør filmen utrolig krævende, og man kunne godt savne lidt mere klassisk dokumentarfilms-træk med en kvinde i en stol, der ærligt fortæller direkte ind i kameraet, som et afbræk fra husets tunge og sanselige verden.

Filmen starter med at instruktøren ”klapper” den første scene i gang, og kameramanden går igennem huset, mens han ser sig selv i de mange spejle, der på kaotisk vis bliver rykket rundt i huset som rekvisitter på et filmset. Herefter er det kun de tre kvinders konstante snakken over de fiktive scener, som forbinder værket til dokumentargenren.

Det er en ret unik måde at tilgå en fortælling, og kræver lidt tilvænning, men efter en halv time havde man glemt alt om genrekonventioner.  

Sex har ingen alder

En af kvinderne siger tidligt i filmen: If one is alive, one needs sex.

Men i en tid hvor kvinder, ifølge omverdenen, IKKE har nogen seksualitet, bliver alle lyster og behov fyldt med skyld. Det er utroligt rørende at høre om kvindernes interesse for sex i en meget ung alder, og hvordan de gemmer på deres ”første gang” til de bliver gift, og efterfølgende indgår i ægteskaber, der bliver fyldt med utilfredsstillende sex.

Trods deres traumatiserende oplevelser med deres seksualitet, snakker de om kvindekønnet med stor stolthed. Kvinden er stærk og smuk, men sårbar på grund af de ydre faktorer, der holder dem nede. Og deres seksualitet er konstant fyldt med glæde og skam. Glæden ved at blive råbt af på gaden fordi man er smuk, og skammen ved at blive uønsket rørt ved på grund af det tøj, man har iklædt sig.

Og temaerne kan overføres direkte til nutiden. Til al den skyld, der stadig findes hos kvinder i dag trods et mindre konservativt samfund, og større fokus på videnskaben bag den kvindelige seksualitet.

Filmen giver et fantastisk opløftende blik på alderdom. For selvom kvinderne har levet mange år med ligegyldig sex og seksuelt misbrug, så har de fundet glæden ved sex som voksne kvinder. De har taget deres seksualitet tilbage.

Man griner med kvinderne, der meget ungdommeligt og uskyldigt fortæller om deres magiske oplevelser med onani og oralsex efter flere års mandligt fokuserede seksuelle oplevelser.

Og man sørger over de mange år med voldelige parforhold, og frarøvelsen af deres barndoms uskyld.

‘Memories of a Burning Body’ er nyskabende, smuk og rørende. Den føltes tung, men vigtig, og formår at løfte den kvindelige tilværelse til mere end bare et smukt ydre, men et brændende indre.