Den uafhængige danske filmuddannelse Super16 har netop udklækket 18 nye danske filmtalenter. Vi anmelder deres seks afgangsfilm.

Super16 er en uafhængig filmuddannelse, der hvert andet år optager 18 talenter, der drømmer om en karriere inden for den danske filmbranche, fordelt på tre linjer: producer, instruktør og manuskriptforfatter.

Uddannelsen blev grundlagt som et alternativ til Filmskolens snævre nåleøje, og er i dag en uddannelse i sin egen ret, der med elevstyring og fandenivoldskhed har uddannet flere af landets største filmskabere.

I år er det 25 år siden, at Super16 blev grundlagt, og i anledning af jubilæet kan den netop færdiguddannede årgangs seks afgangs-kortfilm i øjeblikket ses på DRTV.

Vores anmeldere har set alle seks, og resultatet kan læses herunder.

‘Etniske smerter’: en knivskarp kortfilm om livsfarlig bias

Skrevet af Ida Louise Holte

Etniske smerter er et begreb, der florerer i det danske sundhedsvæsen.

Hvis en læge sidder overfor en patient, der har en anden etnisk baggrund end dansk, og som derfor ikke behersker det danske sprog, eller ikke har ordforrådet til at beskrive sine smerter, kan begrebet bruges som det endelige punktum på konsultationen: patienten fejler ingenting, det er bare “etniske smerter”. Bum, færdig. 

Hvis du, kære læser, er et bare nogenlunde rationelt og fornuftigt menneske, må du sidde noget uforstående tilbage. Og så er vi to. Begrebet dækker over absolut ingenting andet end en racistisk bias, der i værste fald kan være livsfarlig. I sin afgangsfilm, ‘Etniske Smerter’, behandler Nivetha Balasubramaniam emnet med præcision.

På filmens 15 minutter indkapsler Balasubramaniam ikke bare sundhedsvæsenets frygtelige bias, men også det pinefulde i, at et barn kan være nødt til at agere tolk for dets forældre i kontakten med det offentlige. I kortfilmen følger vi en mor og en datter i mødet med det yderste af fingerspidserne på vores sundhedsvæsen: den praktiserende læge.

Filmen portrætterer det dilemma, det er for en mor at være nødt til at inddrage sit barn i voksenaffærer, og hvordan det for et barn er et alt for tungt ansvar at skulle mediere mellem voksne. Især når noget så alvorligt som helbred er på spil. Fortællingen er skarpt skåret, men små, subtile detaljer vidner om en dybde i både karaktererne og narrativet.

Og (desværre) om en omfattende brug af begrebet “etniske smerter” i det danske sundhedsvæsen. 

‘Etniske smerter’ er instrueret af Nivetha Balasubramaniam, skrevet af Nivetha Balasubramaniam og Andrias Høgenni og produceret af Emma Lind og Katrine Dolmer.

‘En af os ryster’ rammer dig ikke som et jordskælv, men vugger dig lige så stille og sørgmodigt

Skrevet af Ida Louise Holte

Silvia har det svært. Hun kæmper med psykisk sygdom og er på både antidepressiv og antipsykotisk medicin. Samtidig lever hun et helt almindeligt ungdomsliv i København. Og hun leder, som så mange andre, efter kærligheden. 

Skæbnen vil, at hun støder ind i Mikkel. De to har en slående kemi, og det hele er næsten for godt til at være sandt. Kærligheden blomstrer, og vækker håb om forståelse og genkendelse. Mikkel har også sit at slås med, men han håndterer sine følelser helt anderledes end Silvia, og herfra spirer de to elskendes konflikter. 

Udover en kærlighedshistorie er filmen et skarpsindigt generationsportræt af ungdommen i København i dag. Samtidig er det også en dybt alvorlig film om sorg, psykisk sygdom og selvmord.

Magien opstår i overlappet mellem det lette og det tunge, det ømme og det sorgfulde. Selma Sunniva, filmens instruktør, skal i den grad også have cadeau for filmens intimscener, der var så inderlige og ærlige, at jeg næsten følte mig som en voyeur.

‘En af os ryster’ er ikke en stringent og plotdrevet film. Den er et indblik i et liv og følelsesliv, der ikke altid er let at sætte ord på, selvom tabuer i forbindelse med psykiske lidelser efterhånden er fortid.

Filmen siver langsomt ind gennem porerne på én, og sætter sig i kroppen. Silvia og Mikkel føles ægte og levende, og jeg ville ikke blive spor overrasket, hvis jeg en dag støder ind i dem på Nørrebrogade.

‘En af os ryster’ er instrueret af Selma Sunniva, skrevet af Michael Kunov og Selma Sunniva og produceret af Maja Klit og Christian Lønhart.

‘Solo Rosa’: Solo men ikke alene

Skrevet af Helena Moustgaard

I en verden, hvor man kan få at vide, hvad ens skæbne bringer, besøger Rosa Skæbnekontoret for at få afklaring om sin fremtid.

Papirerne spår om et liv med spændende rejser, succesfuld karriere og mange nære relationer, men én ting er galt: Hun vil aldrig finde den helt store kærlighed. Opsat på at ændre sin skæbne tager hun med en ven til kostumefest, klædt ud som en sexet klovn. 

Skuespillet er oprigtigt, og vi føler med Rosa, når hun lidt sødt og lidt akavet bevæger sig gennem natten og møder nye mennesker, der måske – og måske ikke – kunne være hendes eneste ene.

Men der er så mange mennesker, så mange muligheder, og som natten skrider frem og klovnemakeuppen langsomt tværes ud, indser Rosa, at hun ikke rigtig har lyst til at have en kæreste. 

Måske man ikke behøver at ende alene, bare fordi man ikke har fundet den helt store kærlighed? Med fine montager, dating-app-effekter og energiske klip vises både forvirringen og glæden ved at være ung i dag.

Det er en sød og humoristisk fortælling om forventningspres, dating og venskab, mens Rosa danser sig gennem natten og ind i morgenen, med sin bedste ven ved sin side.

‘Solo Rosa’ er instrueret af Sif Lina Lambæk, skrevet af Kristine Plechinger Tüchsen og Sif Lina Lambæk og produceret af Ida Holmgren og Giulia Triolo.

‘Sir Stella’: En hjerteskærende nærhed

Skrevet af Tobias Gilbert

Komplekse følelser omkring pinlige hobbyer og ”den første gang” bliver nænsomt skildret i denne intime og kunstfærdige kortfilm.

Stella vil udforske sine seksuelle lyster. Problemet er bare, at hun aldrig har prøvet det før. Oveni i det, er hun homoseksuel og dyrker cosplay, hvilket tiltrækker stor, drillende interesse fra hendes roomies.

De blander sig i hendes første gang ved at sætte en date op mellem hende og en lallende veninde, hvilket kun skubber Stella endnu længere væk og ind i sig selv.

Tess Busingye spiller Stella med en utrolig intimitet og stilfærdighed, samtidig med at man fornemmer de indespærrede følelser bag hendes store, mørke øjne, som bare venter på at bryde frem.

Det er i disse nære øjeblikke sammen med Stella, filmet helt tæt på, at filmen virkelig stråler.

Selvom dette skaber en vis afstand, i forhold til hvor vi rent geografisk befinder os, er det følelsen af at smugkigge på Stellas jagt efter nærhed og drømme, der giver filmen sine helt egne, specielle sanseindtryk.

‘Sir Stella er instrueret af Lina Vain Illalla, skrevet af Kristoffer Bjerg og Lina Vain Illalla og produceret af Christian Lønhart og Ann-Sofie Grøndal.

‘Helt Væk’: Starten på ungdommens slutning

Skrevet af Sofie Sønderskov Johansen

En fantastisk, realistisk skildring af den svære overgang fra ung til ”ung voksen”.

En drengegruppe bestående af fire venner skal lære at navigere i deres venskab med hinanden, mens nye hverdage, divergerende fremtidsønsker og forskellige behov påvirker dem i deres ellers vante ungdomsliv i forstaden.

Når ungdommens fællesskab rammes af virkeligheden

Instruktør Frederik Paludan får vist mange sider af ungdomslivet i tiden efter gymnasiet. 

Thors dage bruges på gaming hjemme på teenageværelset, og hans aftener bruges på alkohol og hash med vennerne rundtomkring i hjembyen. Han forsøger desperat at bibeholde status quo. Han er ikke klar til, at tingene skal ændre sig, og prøver derfor at holde fast i sin vennegruppe via gamle fælles minder og evig undgåelse af snakken om fremtiden. 

Lukas har problemer på hjemmefronten, men bliver afvist af Thor i ethvert forsøg på at snakke om dét eller andre alvorlige ting. Jonas har søgt studie, og det inspirerer Niko til at tænke lignende tanker. Thor ser sin verden ændre sig, fordi hans venner er på vej et andet sted end ham. De glider naturligt langsomt fra hinanden og deres firkløver. 

Et venskab i opløsning?

Filmens helt store kontrast, Thor og Lukas, viser en konflikt, som mange unge vil kunne genkende sig selv i. Måske har man allerede haft en lignende konflikt i sin omgangskreds eller sit indre: Thor vil ikke videre fra deres ungdomsrelation, og gør hvad han kan for at holde fast med useriøse samtaleemner og undvigelse af tunge følelser. Lukas har derimod brug for at komme videre grundet hans problemer hjemme, men mangler støtten fra vennerne og særligt fra Thor. 

Som seer føler man virkelig med begge karakterer. Man forstår, hvorfor Thor sidder fast i den trygge fortid og ikke vil se i øjnene, at han ikke er teenager længere. Dog forstår man også, at Lukas har behov for det modsatte, og trænger til at kunne tale om de voldsomme ting i sit liv, som han ikke kan få afløb for derhjemme. Et klassisk dilemma, der får seeren til at tænke over, hvor meget man kan være nødt til at gå på kompromis med sig selv for at holde fast i et gammelt venskab.

Et autentisk generationsportræt

Manuskriptet af Bastian Laigaard rammer generationen helt perfekt. Det indkapsler essensen af ungdomslivet i 2024 på en utrolig autentisk måde og med en stor naturlighed. Der er ingen urealistiske eller overflødige replikker, og hver eneste føles ægte, relevant og uden overdrevne formuleringer.

Temaerne tydeliggøres og særligt Thors indre konflikt symboliseres virkelig elegant gennem hans computerspil. Man er slet ikke i tvivl om, at de alle skal over på den anden side af ungdommen – og at de skal gøre det sammen.

‘Helt Væk’ er slet ikke helt væk! Den taler til nutidens unge, men undgår klichéer og urealistiske skildringer.

‘Helt væk’ er instrueret af Frederik Paludan, skrevet af Bastian Laigaard og Frederik Paludan og produceret af Penelope Bjerregaard.

King Crocodile: En kortfilm med noget på hjerte

Skrevet af Sofie Sønderskov Johansen

Instruktør Terji Mohr overlader ingen krokodillereferencer til fantasien i sin kortfilm, og det er dejligt befriende som for seeren. 

Kenneth passer sit daglige arbejde i Dilleland, hvor han har lettere ved at føle en relation til de skælklædte krokodiller, han passer, end til sine kollegaer og andre mennesker omkring ham. Han har svært ved at tolke menneskers følelser – og ikke mindst deres grænser, og netop dette gør, at han i forsøget på at passe ind kommer til at gøre sig selv til en endnu større outsider. 

Ufrivilligt udstødt

Allerede fra de første scener er der en tydelighed omkring Kenneths person og hans manglende sociale færdigheder. Han kan ikke at gøre en krokodillefremvisning spændende, han forstår ikke jargonen i drukspil, og han ser videoer med råd til selvsikkert at invitere piger ud. Han bruger da også de nye tillærte tricks fra videoen til at invitere kollegaen Sofie ud – men hendes manglende lyst og Kenneths ’akavethed’ skinner så klart igennem, at det er helt ubehageligt at overvære som seer.

Kenneth virker allermest tilpas i krokodillernes selskab eller alene på sit kælderværelse, hvor rødt UVB-lys fra hans slangebur oplyser rummet og associerer ham med en indespærret reptil og en kejtet teenager på én og samme tid. 

Magnus Juhl Andersen skal roses for sit skuespil i rollen som Kenneth. Han formår at understrege karakterens akavethed overbevisende og med en oprigtighed, der gør, at det aldrig føles karikeret.

Lavkomik når det er bedst

Katrine Kraft Hansen og Oskar Groots manuskriptarbejde er strålende – Kenneths handlinger plus alle de ting, han siger, er så tragikomiske, at man får ondt af karakteren, men heller ikke helt kan lade være med at smågrine lidt af ham på samme tid. (Dét og muligvis også kombinationen af hans knickers og knallert). 

Man forstår, hvorfor folk omkring ham distancerer sig. Han er socialt underlegen og derfor svær at snakke med, og det gør, at folk tager fysisk afstand fra ham. Det får en til at tænke over hele problematikken i hans liv, og hvad man mon selv ville gøre, hvis man stod overfor en lignende type. Mange ville sikkert have svært ved at imødekomme ham, og nogle ville nok aldrig gøre forsøget. 

Er det samfundet skyld?

King Crocodile får en til at sidde tilbage med flere spørgsmål: ”Er vi mon gode nok til at inkludere de mennesker, der står udenfor vores fællesskab?”, ”kan vi lære outsideren at forstå eller ligefrem ændre de ting, vi synes er underlige ved dem?” og ”hvorfor lister vi så ofte uden om outsideren?”. 

Alt i alt et rigtig fint billede af en (desværre) mere velkendt ting i vores samfund, end mange måske går og tror. 

‘King Crocodile’ er instrueret af Terji Mohr, skrevet af Katrine Kraft Hansen og Oskar Groot og produceret af Amalie Lintrup.