Haley Bennett portrætterer smukt ”the Grand Dame of Champagne” i instruktør Thomas Nappers fortælling om kvinden, der skabte et af verdens største champagnehuse. 

I år 1805 sørger den unge enke Barbe-Nicole over sin afdøde ægtemand, Francois (Tom Sturridge), mens hun på samme tid kæmper for at videredyrke hans – nu hendes – vinmarker i Champagneområdet i Frankrig. Hun deler Francois’ passion for fermentering og sammensætningen af druer, og langsomt begynder hun selv at udvikle dét, der stadig i dag er en af verdens populæreste champagner. 

I Danmark kender vi champagnen som Den Gule Enke grundet den gule farve på etiketten – på fransk går den som Veuve (Enken) Clicquot. Den er verdenskendt, men få kender historien bag champagnen og den viljestærke forretningskvinde.

En æstetisk fryd for øjne og ører

Filmen er optaget on location i det franske Bourgogneområde på Chateau de Beru, og vinmarkerne og hovedhuset er en smuk tidslomme for seeren. Omgivelserne giver et fantastisk, autentisk billede på vinmarkernes faser lige fra mudrede vinstokke i sommerregn til efterårets frodige høst. 

De fredfyldte landskaber og skønne bygninger blandet med et mildt og behageligt lydbillede danner rammer for en virkelig æstetisk flot film. 

Selv enkens arbejde for at perfektionere sin champagne gennem aftenlange forsøg med forskellige blandinger gøres smukt. De antikke glas, kolber og flasker udstråler en luksus, som man drømmer om til de fineste selskaber. 

Kvinden blandt mænd

Barbe-Nicole er tydeligt målrettet og fuld af ambitioner, men hun er også dybt afhængig af støtte, tilladelser og samarbejdsvilje fra mænd. Det er dog ret fedt at se en kvinde, som møder massiv modstand og skepsis fra mænd, der er imod hende, men også kun får mulighed for at lykkes ved hjælp fra andre mænd omkring hende, særligt hendes distributør, Louis Bohne (Sam Riley). Der skabes god kontrast mellem enkens viljefasthed og hendes behov for råd og vejledning.

Det er egentlig også rigtig tilfredsstillende at opleve en kvindelig hovedkarakter, som holder sig kølig og fattet under alle finansielle, forvaltende eller vintekniske samtaler, hvor hun møder modstand. Hun får ingen nedsmeltninger eller raseriudbrud, som går ud over modparterne på trods af deres manglende forståelse for hendes lidenskab og viden. 

Vi oplever den afdøde ægtemand i Barbe-Nicoles minder, hvor det tydeliggøres, at han var dybt afhængig af hende, og også var plaget af psykiske problemer. Kærligheden mellem dem var stærk, og det var også ham, der vækkede hendes interesse for forfinelsen af champagne. 

Det er forfriskende at opleve et kærlighedsforhold, hvor mandens mentale helbred bliver taget i betragtning, uden at det bliver overforklaret fra begyndelsen. Vi ser, hvordan de arbejder med det så godt, som de nu kan, og deres tilgang virker både rationel og realistisk. Der er altså ingen voldsomme, dramatiske udbrud, fordi den anden part er ”blevet for meget” eller fordi kærligheden ”vælter ud af dem”. 

For meget af det gode?

Den kvindelige viljestyrke kontra det patriarkalske snæversyn overforklares dog en smule og det slippes først et godt stykke inde i handlingen. Det er som om, Napper ikke selv tror på, at publikum har evnen til at forstå de nuancer, der ligger i hendes kamp; at hun ikke kun møder modstand grundet hendes køn, men at hun møder modstand, fordi hun er dygtig, og fordi hendes produkt er godt.

Det uddybes og gentages simpelthen, indtil INGEN kan være i tvivl. Det er for åbenlyst og bliver lidt overflødigt. Et lidt for klart og tydeligt ”hate us ’cause they ain’t us”-budskab. Man behøver ikke at gøre sit publikum mere uintelligente, end de er. 

Handlingen mangler klart også noget spænding undervejs, og der bygges da også op til potentielle klimakser flere gange. Desværre når det aldrig at blive særligt dramatisk, før spændingen er dalet igen. Det er en skam, og jævnligt sidder man tilbage med en flad fornemmelse. 

Der er ellers flere gode muligheder for at opfylde dette undervejs; da Napoleon Bonapartes handelsblokade bringer enken til at forsøge sig med ulovlig eksport, eller da russisk militær ankommer til området. Der er mange interessante historiske aspekter i fortællingen, men de bliver desværre ikke udforsket.

Mere vinteori, tak!

Barbe-Nicole Clicquot revolutionerede champagneproduktion, men det fylder mindre end forventet i filmen. Hun udviklede blandt andet metoden ”Remuage”, hvor flaskens bundfald lettere fjernes, hvilket giver en flot og klar champagne – men dette hører man intet om! Det visualiseres (og kommenteres meget let), men hvis man ikke kender til begrebet på forhånd, så kommer man altså ikke til det på grund af denne film. 

Det er ærgerligt, at der ikke er lidt mere fokus på, hvorfor hendes champagne var så eftertragtet, hvorfor hendes teknikker stadig bruges i dag, og hvad disse teknikker består af. Jeg vil gerne uddannes lidt af en sådan fortælling om kvinden, hvis champagne fik kælenavn efter hende selv.  

Til trods for en forenklet historie, så er Den Gule Enke en fin fortælling om Barbe-Nicole Clicquots forandring af champagneproduktionen i en mandsdomineret verden.