Andrew Garfield og Florence Pugh spiller sammen i en rørende fortælling om håndteringen af en grum sygdom, og hvordan man holder sammen, når livet er ved at nå sin ende. 

Vi har alle oplevet både op- og nedture, glæde og gråd. Vi har alle følt os glimtvis uovervindelige og udødelige. Men når livet rammer, og vi ikke længere kan fortsætte med den samme hverdag som før, så kommer spørgsmålet: hvordan vil du leve din sidste tid på jorden?

Tobias (Andrew Garfield) og Almut (Florence Pugh) lever i en hård tid. De er begge hårdtarbejdende, Almut som successfuld kok og Tobias for et firma, der laver morgenmadsproduktet Weetabix.

De har en lang historie sammen, og deres forhold har, som alle andre forhold, op- og nedture. Almut finder ud af, at hun har fået et tilbagefald til cancer, og skal endnu engang igennem kemoterapi, for at få mindsket sin kræftknude i æggestokkene.

Vi følger både hende og Tobias i deres håndtering af situationen som familie, og Almuts egen tilgang, og hvordan de på godt og ondt bliver ved med at kæmpe. 

Splittelse

Filmen veksler mellem nutid og datid, hvor vi i datidsfortællingen følger hele parrets kærlighedshistorie, fra første gang de mødte hinanden til deres datters fødsel.

Denne skiften mellem de to tider skaber en usikker stemning, da man som seer ikke rigtig kan være helt glad for deres romance og liv de skaber sammen, eftersom man godt er klar over, hvordan situationen er i fremtiden, og hvad det kommer til at føre til. Vi går hurtigt fra glæde til gråd, hvilket er effektivt, da vi virkelig får levet os ind i de svære situationer.

Det samme kommer til splittelsen mellem de ønsker og prioriteter, Tobias har, og dem Almut har. Tobias lægger vægt på familielivet og kvalitetstid med Almut og deres datter, imens Almut lægger mere vægt på sit eftermæle, og hvordan hun kommer til at blive husket af sin datter. Almut er totalt konkurrencemenneske og vælger at prioritere en mulighed for at deltage i en madlavningskonkurrence ved navn Bocuse d’or. 

Selvom det kan lyde mere rigtigt at prioritere sin tid med familie, afslapning og fokusere på at få det bedre, så begynder man stille og roligt at forstå Almuts ønske og respektere det, selvom vi ved, at det ikke er det, resten af hendes familie ønsker eller fortjener.

Det er derfor også rørende at se, hvordan Tobias støtter hende og prøver at forstå hende, selvom det gør ondt på ham selv. Nogle ville måske sige, at han hurtigt opgiver sine egne ønsker og drømme, men når uret tikker, er der heller ikke tid til de store konflikter, og man må acceptere situationen.

Filmens sympati er med begge parter, og det kommunikerer den både elegant og smukt videre, så seerens sympati også ender med at være splittet, og man forstår og føler med både Almut og Tobias.

Følelser over forstand

Vi bliver draget ind i en fortælling, der stiller skarpt på konflikten mellem det, der virker  rigtigt for helheden, og det, der virker rigtig for den individuelle person. Der bliver også rejst et spørgsmål om børn, hvor Almut helt til at starte med fortæller, at hun ikke ser nogle børn i sin fremtid. Da hun så senere finder ud af, at hun har kræft og skal opereres, føler hun efter, og ønsker pludselig et barn. 

Tobias er en meget emotionel mandlig karakter, og han bliver det sårbare element i filmen. Det er virkelig rørende at se en person omtale sine følelser og bekymringer på det niveau, som Tobias kommer op på, da det ikke altid er nemt at lukke nogen så meget ind i sit sind. Man bliver virkelig betaget af måden, han kigger på Almut på.

Det samme kan desværre ikke siges om Almut, hun holder sig tilbage, og lyver endda. Der er ofte scener, hvor man ser, hvordan hun alene skal håndtere sit sygdomsforløb uden sin familie, hvilket gør, at hun får skubbet dem til side. 

Hun er udmærket klar over, at hendes handlinger påvirker resten af familien, men her bliver det virkelig vist, hvordan hun vælger at følge det, der føles rigtig for hende, i stedet for det hun ved, hun burde gøre. Så kan man jo spørge sig selv: er det okay at handle egoistisk, når man er syg?

Filmen er frustrerende på den gode måde, og sætter virkelig mange spørgsmål i spil. Tårekanalerne arbejder på højtryk, og man sidder kontant med en klump i halsen, både i triste men også glædelige scener.

Selvom slutningen ikke er den happy ever after, som vi ville have ønsket, og egentlig efterlader os tomme for følelser, så får vi endelig en afslutning, hvor vi kan hvile. Det eneste, man bliver ved med at tænke på, er, hvad man selv ville gøre i sådan en situation.