Det nye samarbejde mellem den frembrusende thriller-instruktør Frederik Louis Hviid (’Shorta’) og manuskriptforfatter Anders Frithiof August resulterer, trods lidt bump på vejen, i en gribende krimifortælling.

På et eller andet tidspunkt måtte man jo filmatisere det 71 millioner kroners røveri fra 2008, der stadig er det største, der nogensinde er set i Danmark. 

Mens den rigtige begivenhed er hovedinspirationen for fortællingen, så tyder det på, at udviklerne fra et mere kunstnerisk perspektiv er inspireret af nogle af heist-genrens hovedværker. 

Der er dog ikke tale om en tilgang, der læner sig op ad ’Oceans Eleven’-filmene og alle deres kloner, hvor tonen er let, karakterer usædvanligt rappe i replikken, og alle røverbander består af specialister, fra pengeskabseksperten til superhackeren. Nej, ’De Lydløse’ tjekker ind i den betydeligt mere realismeprægede ende af heist-filmkataloget, hvor alle forsøger at gå i fodsporene på genrens magnum opus ’Heat’ fra 1995. Det mærkes allerede fra den nye danske films åbningsscene, der har mange paralleller til klassikerens. 

Helt gennemgående forsøger ‘De Lydløse’ også på mange måder at gøre Michael Manns mesterværk kunsten efter via sine karakterers tematiske balancegang mellem kynisme og patos.

Ligesom alle andre forsøg kan den nye danske film ikke hamle op med ’Heat’. Meget mindre kan dog også gøre det, og ’De Lydløse’ lykkes da med at ramme nogle af de samme takter, både i stilistik og fortællertilgang.

Svær balancegang

Eftersom ’De Lydløse’ er baseret på virkelige hændelser, tvinger den logisk nok sig selv til at tage afsæt i et delvist forudbestemt handlingsforløb centreret om netop det famøse røveri af Dansk Værdihåndtering. Vinklen som filmen angriber disse begivenheder fra, hvad angår præmis og introduktion af karakterer, er dog en meget familiær affære med flere greb, der er set mange gange før i heist-genren. 

Fokus er på Kasper (Gustav Dyekjær Giese), som har erstattet sin fortid i den kriminelle underverden med et stille familieliv med partner (Camilla Lau) og datter (Dagmar Madicken), samt et forsøg på at gøre comeback i boksning, hvor han før har været lovende. Men da karriererøveren Slimani (Reda Kateb) opsøger Kasper med tilbuddet om et makkerskab, der indebærer et røveri af mange millioner, vender Kasper tilbage til alt det, han havde efterladt. 

Folkene bag kameraet virker bevidste om karakterskildringens manglende originalitet, og forsøger at undgå de romantiserende og banale klichéer, der ofte er knyttet til røvercomebacks på film. Det lykkes ved at internalisere de fleste af Kaspers overvejelser og de følelser, der ligger til grund for at vende tilbage til røverkarrieren. Sådan slipper vi for en søgt monolog om, at han ikke kan få nok af den slags, et tyndslidt fortælleværktøj, som at han skal bruge pengene til at redde et sygt familiemedlem, eller æstetisk symbolik, der simplificerer karakterens indre konflikt.

I stedet plantes der små fragmenter af forklaringen på, hvad der driver hovedpersonen. Stressfaktorer som en finanskrise, der er på vej til Danmark, og en stræben efter at excellere i noget, som Kasper alligevel ikke helt får tilfredsstillet af sine svingende boksepræstationer, indikeres løbende. 

Tanken er fin og begavet, men tidligt i filmen er det dog så løst og uinspireret inkorporeret, at hovedpersonens beslutning om at vende tilbage til sin gamle farlige beskæftigelse, virker letkøbt og desværre netop lidt kliché. Det er faktisk så bøvlet formidlet, at filmen først rigtigt bliver skarp og interessant efter en anden karakter direkte påtaler sit bud på, hvad Kaspers motivation er, i en ret uelegant scene.

Finder momentum

Når filmen kommer ud over indledningen og den ret banale etablering af karakterer er klaret, giver filmen sig selv lov til at udfolde sig som en aldeles kvalificeret thriller. 

Planlægningen og afviklingen af røveriet er grundigt fortalt på troværdig og realistisk vis, i et glimrende tempo med en god forståelse for, hvornår og hvordan historien skal eskalere. Det farlige arbejde bliver dertil præsenteret med gribende intensitet gennem klæbende og hektisk kameraføring, samt stemningsdikterende musik og lyd.

Måske endnu vigtigere end de tekniske greb bliver filmen løbende mere raffineret i karakterarbejde og tematik.

Giese og Kateb bringer overbevisende intensitet til deres karakterer, hvis kontraster og paralleller løbende akkumulerer til et spændende studie af moralsk fordærv, som gør fortællingens eksistens meget mere berettiget. En lille håndfuld af de andre medvirkende til røveriet får desuden interessante små sidefortællinger, der væves elegant sammen med filmens fulde billede af en benhård og destruktiv underverden.

’De Lydløse’ bruger ærgerligt længe på rigtigt at finde dramaturgisk fodfæste, men viser sig at have meget godt at byde på, når først filmen finder momentum. En gribende thriller der, uden at opfinde den dybe tallerken, forstår hvilke tematikker og filmtekniske kneb, der er interessante at koble op på de sande begivenheder, som den drejer sig om.