Gladiator II: Storslåede imperier og intriger

Denzel Washington som Macrinus (Copyright: UIP)

Scotts tilbagevenden til den romerske arena kan virke bekendt, men denne gang er det endnu større, vildere og mere blodigt.

I titelsekvensen til ’Gladiator II’ maler stærke penselstrøg ikoniske billeder fra finalen af den legendariske første film ’Gladiator’ fra 2000, hvor Russell Crowes Maximus dræber Joaquin Phoenix’ Commodus i Colosseum og derefter selv dør som en martyr og helt. Instruktør Ridley Scott lægger ikke skjul på, at vi her får endnu et kapitel i Maximus-sagaen, bygget på det fundament, der gjorde den første film så succesfuld. 

Den nye fortælling foregår 16 år efter Maximus’ død. En generation senere fortsætter det Romerske Imperium sin ubønhørlige ekspansion over hele verden, ledet af en udmattet men brillant general Acacius (Pedro Pascal). De nye og vanvittige kejsere Geta (Joseph Quinn) og Caracalla (Fred Hechinger) genoptager kampene i Colosseum, der er blevet endnu mere grusomme, voldelige og spektakulære. 

Hanno (Paul Mescal), der, som de fleste seere har nok fået afsløret fra filmens trailer, i virkeligheden er Lucius – søn af Lucilla (Connie Nielsen) og den afdøde helt Maximus – er som den sande arving til tronen, blevet tvunget i eksil for at undgå de blodige intriger, der udspiller sig i Rom. Lucius’ skæbne viser sig at være meget som sin fars: efter at have mistet sin kone til krigen bliver han sendt til Rom, for at blive en gladiator, der må kæmpe for sit liv i arenaen, mens han sværger hævn mod imperiets general Acacius.

Colosseum genopstår

Det er en fortælling, der på mange måder minder om sin forgænger. Når Ridley Scott her 24 år senere bringer os tilbage til det romerske imperium, går vi ind i arenaen med en god idé om, hvad vi kan forvente. Men filmen skiller sig alligevel ud fra resten af blockbuster-markedet. Den er stor, dristig og på grænsen til det utrolige. Som det blodlystne publikum i Colosseum ved Ridley Scott, at publikummet i biografsalene forventer mere, større og vildere action, og det leverer han, når det ruller med afhuggede hoveder, hajer, næsehorn og imponerende søslag. 

Med en spektakulær, fysisk rekonstruktion af Colosseum – hvor publikum næsten kan lugte støvet fra arenaen – er filmen ikke bare visuel, men nærmest håndgribelig i sin brutalitet. Set- og kostumedesignet er utroligt med enorme konstruktioner og tusindvis af statister, der kæmper sig gennem velkoreograferede slag. Men under sin spektakulære overflade står filmens tema om politisk magt, om hvem der udøver den og hvordan, stadig stærkt og målrettet, selv når Scott væver det ind i det farverige show. Det er en videreudvikling af den rå kamp og de moralske gråzoner, som den oprindelige film præsenterede. Her er vi endnu dybere i det politiske kaos, hvor grænsen mellem godt og ondt flyder, og magtspillet intensiveres i takt med ambitionerne.

Drist og dybde

Pedro Pascal får mindre at gøre end forventet som generalen Acacius, men han formår på kort tid at vinde sympati hos både publikum og det romerske folk. Mescal beviser, at han kan bære vægten af Crowes rustning, når han spænder mellem stålsat vrede, sorg og stolthed. Men den helt store politiske spiller er Denzel Washingtons Macrinus. Med juvelbesatte ringe på alle fingre og guldkæder om halsen går Washington til rollen med levende engagement og en overdådig præstation. Det vækker interesse, når Macrinus stiger til magten, drevet af Washingtons imponerende karisma, som han til tider trækker tilbage lige længe nok til at afsløre den snuhed, der ligger bag den dristige facade.

’Gladiator II’ bringer også mere humor til det gamle Rom end tidligere, med snedige kommentarer, men de fleste grin kommer, når de lader Denzel Washington gøre, hvad han gør bedst: dominere hver scene og overstråle alle andre. 

Filmen mangler dog den følelsesmæssige dybde, der var i originalen. Den når aldrig ind til den hjertesorg, man følte for Maximus, da han sørgede over sin familie, og igen, når han genforenes med dem i efterlivet. Jeg satte mig tilbage og så det hele udfolde sig, nød det, men følte aldrig den samme forbindelse til historien. Alligevel er Scotts ramme for historisk action og intriger lige så spændende som for 24 år siden, og på den måde leverer ’Gladiator II’ en indbydende, blodig og actionmættet sequel, med skuespilpræstationer der langt overgår forventningerne.

Som det altid vil runge i arenaen fra gladiatoren Maximus: “Are you not entertained?”. Og jo, underholdt det var jeg i hvert fald!