Glæd dig til at blive tryllebundet af endnu en forunderlig musical med vanvittige vokalpræstationer og vidunderlige verdener, som beviser at gode musicalfilmatiseringer stadig findes.

Alle kender den knugende fornemmelse i maven når ens yndlingsbog, -teaterstykke, -fortælling eller -musical skal filmatiseres. Kan instruktøren bringe den samme magi på det store lærred som kildematerialet, eller ødelægger de det og efterlader dig skuffet tilbage i biografen?

Man kan godt sige, at jeg har glædet mig til den her film. Jeg har været 5 minutter i at finde den spidseste hat i skabet og troppe op i biografen med et grønmalet ansigt. Jeg tror, at jeg har det på samme måde med filmatiseringer af musicals, som andre har det med nye Marvel- film. Chancen for, at det bliver en katastrofe, er stor, men jeg græder stadig af ren nørdglæde, når jeg ser traileren for første gang.

Wicked er en af mine all time favoritmusicals. Derudover har jeg lige genfundet min kærlighed til Ariana Grande med hendes seneste album, ‘Eternal Sunshine’, og Cynthia Erivo har været mit helt store musicalidol, siden jeg hørte soundtracket til Broadway-versionen af The Color Purple, hvor hun spiller den undertrykte Celie. Og med Jon M. Chu (In the Heights) i instruktørsædet, kan det ikke gå helt galt. Vel?

Frygten for at Hollywood endnu engang ville ødelægge genren (Tom Hooper, jeg kigger på dig), var enorm. Men glæden var endnu større, da jeg fandt ud af at med den rette instruktør, kan selv den mest udfordrende, som jeg mener, Wicked er, musical genskabe samme magi i biografsalene.

På den gule murstensvej mod den funklende smaragdby

Filmen foregår i musicalens første akt, hvor beboerne i Oz fejrer, at The Wicked Witch of the West endelig er blevet dræbt af Dorothy, pigen fra Kansas, man kender fra filmen ‘The Wizard of Oz’, som ‘Wicked’ er baseret på. 

Da Elphaba Thropp (Cynthia Erivo), følger sin kørestolssiddende lillesøster Nessarose (Marissa Bode) til Shiz University, bliver skolens “Headmistress” Madame Morrible (Michelle Yeoh), betaget af den unge heks, der viser sig at have magiske kræfter ud over det sædvanlige. 

Elphaba får lov til at gå på universitetet for at blive undervist i magi, men lige meget hvor klog og sød hun er, så bliver hun mødt af fordomme og onde blikke. Hun er nemlig smaragdgrøn fra top til tå, en farve hun af mystiske årsager blev født med, og som hun drømmer om at få fjernet af den magtfulde The Wonderful Wizard of Oz (Jeff Goldblum).

Alt er op ad bakke for den grønne heks, og da hun får tildelt et værelse med den boblende og populære Galinda Upland (Ariana Grande), bliver begges tålmodighed sat på prøve. Det udvikler sig dog til et nært og vigtigt venskab mellem de to unge hekse, trods deres rivaliserende kærlighed til den samme charmerende prins Fiyero Tigelaar af Winkie Country (Jonathan Bailey).

Men der er noget helt galt i Oz. Diskrimination og had ulmer i landet, mens alle dyrene mister deres stemmer (de kan snakke i det her univers), og bliver smidt i små bure. 

Elphaba vil besøge troldmanden i Oz, der bor i den smukke smaragdby. Og den livslange drøm bliver en realitet, og hun får muligheden for at møde den legendariske troldmand.

Men som man siger…  Never meet your heroes. 

Magi for øregangen

Musikken og lyrikken i Broadway musicals er skrevet med plottet i mente, hvor hver tone er en fortælling i sig selv. 

Når instruktører (Tom Hooper, jeg kigger på dig igen) begynder at improvisere, og tror, at de kan ændre både musik, tekst og plot, som de ønsker, så koger mit blod. Alt er så velplanlagt i forhold til fortællingen, at man tror, det er løgn. Så nej, man kan ikke bare lige fjerne eller tilføje en karakter, ophæve et fortegn, eller ændre til ritardando, fordi man har lyst.

Og fra allerførste tone vidste jeg, at det her ville blive en musikalsk fornøjelse. 

Ariana Grande var en kæmpe positiv overraskelse. Hun er utrolig sjov og charmerende som den selvglade og naive Galinda, og Grandes kærlighed til musical-genren kan mærkes. Det føltes som om, at hun endelig har fundet hjem i sammenblandingen mellem finurlige karakterer og avancerede vocal runs.

Og Cynthia Erivo beviser endnu engang, at hun besidder den pt. bedste musicalvokal i verden. Hver gang hun åbnede munden, fik jeg øjeblikkelige kuldegysninger. Hun er ikke kun en brillant vokalist, men også en fabelagtig skuespiller. Giv den kvinde en Oscarstatuette, så hun kan blive den yngste EGOT (Emmy, Grammy, Oscar og Tony)-vinder nogensinde. Tak.

Begge skuespillere har tydeligvis kæmpe respekt for deres kildemateriale. Det eneste, der adskiller deres version fra det originale soundtrack, er deres fløjsbløde vocal runs, der får en til at klappe i hænderne af ren vokal beundring. 

Filmen består af én ny sang, som ikke har samme ørehængende effekt som resten af soundtracket, men som til gengæld giver den opmærksomme seer nogle små Wicked-cameos, der varmer mit lille musicalhjerte.

Soundtracket til det originale cast af Wicked har fået sig en ny og mindst lige så god lillesøster, og jeg glæder mig til at lytte til Cynthias sprøde melisme i slutningen af “Defying Gravity” på repeat.

Et visuelt heksehyl i grøn og lyserød

Filmens manus er næsten 1-1 det samme som Broadway-musicalen. Det er kun få ting, som er ændret til at passe bedre til filmformatet, og som ærlig talt gør fortællingen mere spændende og visuelt interessant. Scener, hvor Elphaba lærer at bruge sine magiske kræfter, er lækre at se på, og uddybende scener om profetien bag den store troldmand i Oz giver seeren det baggrundshistorie, som før har manglet.

Og med ekstravagante set designs, der afspiller de skrå brædders kulisser til punkt og prikke, kan man ikke andet end at blive totalt forblændet af dette farverige orgie af balkjoler, luftballoner, voluminøse danserutiner, tryllestave og funklende ædelsten.

Det eneste, der er at sætte en finger på, er de skuespillere, som ikke har en baggrund inden for musik og dans, da de tydeligvis halter efter de performance eksperter, Erivo og Grande er, men deres, og især Jeff Goldblumes, karisma opgjorde deres manglende musical-kunnen. 

Jon M. Chus valg om at hovedsageligt vælge dygtige musicalperformere viser vejen for andre, og bliver forhåbentligt en industristandard (Tom Hooper, listen and learn).

Jeg vil anbefale alle at se The Wizard of Oz på forhånd. Er det nødvendigt? Nej, men det giver lige det ekstra til historien, når man kender de små referencer, som er drysset ud over filmen. Og som giver endnu bedre mening, når ‘Wicked: Part 2’ udkommer med den mindst ligeså gode 2. akt af den anerkendte musical.

Mine forhåbninger blev indfriet, og dette festfyrværkeri af en musical er et kæmpe must see for alle, der elsker magiske fortællinger og gennemført musical-trylleri.