Nullerne bød på en sidste ultracool vampyrjæger, inden vampyren startede i high school.

Introduktion af redaktøren, Sofie Rechendorff Andersen

90’ernes forkærlighed for de superseje vampyrjægere med deres spidse træpæle blødte ind i begyndelsen af nullerne. ‘Buffy the Vampire Slayer’ kørte på tv indtil 2003 og blev kun mere og mere populær i de år.

‘Blade’- filmen blev til en franchise med to filmfortsættelser, et computerspil og en tv-serie. (Du kan læse mere om både Buffy og Blade i sidste uges advents-artikel) Og i 2004 fik Stephen Sommers ‘Van Helsing’ premiere. 

Hovedpersonen i ‘Van Helsing’ er, som en vampyr-afficionato måske har kunnet regne ud, løst baseret på den første store fiktive vampyrjæger: Abraham Van Helsing fra Bram Stokers roman ‘Dracula’. Abraham Van Helsing er i den oprindelige roman mere ekspert i det okkulte, end han er nedkæmper af det, han er mere læge og lærd, end han er actionhelt. 

I de forskellige filmatiseringer af romanen bliver han dog langsomt mindre booksmart og mere streetsmart, til han ender som Hugh Jackmans badass Gabriel Van Helsing i Stephen Sommers film. (Nu med et nyt fornavn og hentydninger til en nær relation med Vorherre himself.) 

Teenagevampyrerne kommer

Men hov! (Eller skulle jeg sige “hoa hoa hoa hoa hoa”?) I slutningen af nullerne sker der pludselig noget med, hvilke vampyrer vi i særdeleshed ser på både det store og det lidt mindre lærred: Vampyrerne indtager teenageværelset.

Den svenske gyser ‘Lad den rette komme ind’ havde premiere i Danmark i de sidste uger, inden årsskiftet 2008-2009. I den blev den vold, vampyren symboliserer, symbolsk for de følelsesudsving og den brutalitet, der kan definere de præpubertære år.

Og så, kun få måneder efter (en enkelt måned, hvis man var så heldig at bo i Sverige) ramte den første ‘Twilight’-film biograferne, og det har ikke været det samme at være hverken vampyr eller teenagepige siden. ‘Twilight’ trak vampyren ud af gysergenren og ind i den melodramatiske high school-fortælling, en arena den har levet i bedste velgående i lige siden.

Kun et enkelt år efter den første ‘Twilight’-films premiere, rullede første afsnit af ‘The Vampire Diaries’ over tv-skærmene og blev en del af samme bølge af mørke teenage-romancer, hvor en ung kvinde står midt i et overnaturligt trekantsdrama. 

I både ‘Twilight’ og ‘The Vampire Diaries’ bliver vampyrens medfødte sex-appel og dens mytologiske sammenvikling af sex og vold symbol for de grænseoverskridelser, der finder sted, når unge mennesker første gang dypper tæerne i seksualitetens blodige flod.

‘Van Helsing’: Gotisk kaos, gadgets og nostalgisk charme

Skrevet af Tobias Gilbert

Ikke mange film har været i min rotation så meget som ‘Van Helsing’ (2004). Da jeg gik i 5. klasse, var denne film – i mangel på et bedre udtryk på dansk – the shit. DVD’en blev sat på til de fleste drengeaftener, og når vi faldt i søvn efter for meget sodavand og sukkerchok, kørte filmen på repeat hele natten.

For det gjorde gamle DVD’er nemlig: Var du for ubeslutsom i menuen, startede filmen bare – igen. Jeg kan med sikkerhed sige, at instruktør Stephen Sommers over-the-top CGI-fest af en blockbuster er indgraveret i min hukommelse som en kløe, der aldrig kan stilles.

‘Van Helsing’ er en fantastisk dårlig og dårlig fantastisk film. Den er et latterligt, alt-for-meget, gotisk cirkus af en historie. Titelkarakteren Van Helsing (Hugh Jackman) fungerer som en slags forhistorisk James Bond med alle sine gadgets.

Helsing arbejder for Ridderne af den Hellige Orden, der har hovedkvarter i kælderen under Vatikanet, og som prikken over i’et har han endda sin egen Q-lignende sidekick, Carl (David Wenham).

Carl udstyrer ham med så mange voldsomme våben og gadgets, at det får Roger Moore til at ligne en forladt dreng i en legetøjsbutik uden lommepenge. Det mest iøjnefaldende våben er selvfølgelig Helsings maskingeværsarmbrøst, der kan skyde så mange pile, at selv Draculas koner ikke kan undslippe!

Filmstudiet Universal har i mange år forsøgt at genoplive deres monster-univers. Tænk Marvel Cinematic Universe, men med Dracula, Ulvemanden, Frankensteins monster osv. I dette spektakel af en film bliver næsten alle disse monstre kastet ind i historien allerede ti minutter inde.

Plot og historie spiller andenviolin i Stephen Sommers’ historisk-mytologiske horror-komedie-eventyr. Filmen smider så meget på væggen og ser, hvad der bliver siddende, at den mister fokus og ikke når i mål med det hele.

Men det er alligevel nytænkende at se Dracula (dansende og euforisk spillet af Richard Roxburgh), som vil bruge Dr. Frankensteins livsmaskine til at vække sine hundredvis af døde vampyrbørn til live – det er jo kærlighed for djævlens skyld!

Det får han selvfølgelig ikke lov til, før Van Helsing og Anna Valerius (Kate Beckinsale), iført Jack Sparrows outfit med meget stramt korset, forpurrer det hele!

Selvom CGI’en ikke helt holder i dag, må man se den med datidens øjne og kalde det charmerende nu. ‘Van Helsing’ var forud for sin tid. Filmen blev dårligt modtaget dengang, i en periode hvor historisk-mytologiske eventyrfilm skulle være lige så seriøse som ‘Ringenes Herre’.

Når ‘Van Helsing’ kaster om sig med jokes og laver sjov på egen bekostning, fik anmelderne travlt med at gribe høtyvene, og planerne om en efterfølger blev begravet.

Hugh, hør mit kald: Drop det der “’Wolverine & Deadpool’-til-du-er-90”-show. Vi vil have dig tilbage som den armbrøstplaffende Van Helsing i ‘Van Helsing 2, 3 og 4’.

‘Lad den rette komme ind’ minder os om, hvor skræmmende vampyrer kan være, selv når de ikke vil dræbe os.

Skrevet af Niels Otto Relsted

Modsat mange moderne vampyrfortællinger har ‘Lad den rette komme ind’ en nærmest slaviske tilgang til den helt klassiske mytologi om det ikoniske monster. Det der adskiller den fra alle andre forsøg på filmiske blodsugere, er hvor ufiltreret og råt den rekontekstualiserer hele fortællingen til at foregå i de skrøbelige præpubertetiske år. 

Den 12-årige Oskar er omringet af en nær-dystopisk svensk forstadsstemning, der er lige så følelseskold som menneskene i hans liv. De eneste, der rigtigt lægger mærke til ham, er de klassekammerater, der har skabt rutine ud af at gøre hans liv til et helvede.

Midt i den kilotunge sne, og under gadelampernes glødepærer, møder han så den mystiske Eli, og det forhold, der udvikler sig imellem de to outsidere, føles næsten kærligt, selvom filmen ikke er bange for at minde sit publikum om deres knap 188-års aldersforskel. 

Eli ligner en 12-årig pige, men bag det forlorne ydre af uskyld ligger en kapacitet for brutalitet, som mere end noget andet er det, der forfører Oskar. Selv dagdrømmer han om at introducere sine tarvelige klassekammerater til snitte-enden af sin spejderkniv, hvis han altså bare var stærk eller modig nok.

Stemningen er mere dyster end skræmmende, men det bliver regelmæssigt punkteret af vold så pludseligt og skarpt som at træde på glasskår i et kulsort rum. 

Filmen minder os om, at ondskab ikke er noget, der findes i naturen, eller i overnaturen. Ondskab er noget, der findes mellem mennesker, i en cyklus af had, apati og kærlighed. Det er ikke mørke kræfter, der driver os, men behovet for at komme indenfor i varmen.

Filmens titel refererer åbent til den del af mytologien, hvor vampyrer skal inviteres, før de kan træde over tærsklen, men når rulleteksterne rammer nethinden føles det mere som et hjerteskærende spørgsmål. Kan man også komme ud igen?

‘Twilight’: This is the skin of a dark teenage romance

Skrevet af Sofie Rechendorff Andersen

Så er vi her. You knew we’d have to go here eventually right? Den første film i ‘Twilight’-serien. Som ramte biograferne verden over i november 2008 (men først de danske i februar 2009, fordi de danske distributører åbenbart ikke vidste, hvad der var godt for dem) og tændte en flamme i en forbrugergruppe, som de store biograffilm ellers sjældent fedter for.

‘Twilight’ er uundgåeligt i en opridsning, som den vi har gang i her. Et mastodontværk, på grund af seriens kolossale popularitet, der ændrede måden, vi viser vampyren på film og tv på for evigt.

Teenageren Bella flytter skole og møder på sin nye skole vampyrdrengen Edward, der har været 17 år “a while”. Deres gensidige tiltrækning er voldsom og altoverskyggende, og Bella bliver blandet ind i mere og mere vampyrdrama, jo tættere hun kommer på Edward og hans ultramonogame vampyrfamilie.

I de senere film bliver Bella og Edwards kærlighedsrelation kompliceret af Bellas til tider romantiske venskab med varulven Jacob, og der dannes et ikonisk trekantsdrama, der blev grobund for store diskussioner i fanmiljøet og inspirerede mange senere teenage-film og -serier til at stille hovedpersonen i lignende romantiske dilemmaer.

‘Twilight’s tiltrækningskraft over for de mange millioner unge kvinder og queers, som blev besatte af serien op gennem slutningen af nullerne og begyndelsen af tierne ligger blandt andet i den måde, serien centrerer teenagepigens perspektiv i den første seksuelle situation. 

Når fankulturen omkring ‘Twilight’ var besatte af at diskutere, hvilket “team” de var på (om de bedst kunne lide Jacob eller Edward), var også det en måde, teenagepigen kunne tage magten over den seksuelle situation tilbage på. Og blive den, der begærer mændene i stedet for altid at være den, der bliver set på med et begærende blik. Det er det, tiktok i dag kalder for “the female gaze”.

I dag nyder mange at se den første ‘Twilight’-film for dens ikoniske blå-grå colorgrading, det til tider fjollede overspændte drama og den ultrastiliserede, musikvideo-agtige æstetik og klipning. Filmen er kitsch, den er et gennemført tidsbillede, og så har den et fuldstændig vanvittigt soundtrack. 

‘The Vampire Diaries’ er teenageproblemer, flotte vampyrer og vanvittigt slægtsdrama – krydret med et banger soundtrack

Skrevet af Sara Sund Madsen

Kære dagbog,

For 13 år siden ændrede mit liv sig for altid, da jeg på et par dage slugte de første sæsoner af ‘The Vampire Diaries’. Det blev en tid, hvor det eneste, jeg bekymrede mig om, var, hvorvidt jeg skulle være på Team Stefan eller Team Damon; to vampyrbrødre, hvor den ene var det sikre, fornuftige valg og den anden det spændende, rebelske valg. 

Seriens hovedperson, Elena Gilbert skal tage denne umulige beslutning, imens hun kæmper med venskaber, en irriterende ekskæreste og forskellige familiefejder. For alle teenagere i byen Mystic Falls har en afgørende rolle, og det samme gælder deres familier, som har stor indflydelse på vampyrernes skæbne.

Byen og dens historie spiller en ret interessant rolle i sig selv. Mystic Falls er epicenter for overnaturlige kræfter, hvilket vil sige, at magi og væsener drages dertil. Samtidig fungerer den som slagmark for den magtkamp, der udspiller sig mellem vampyrer, hekse og varulve. 

‘The Vampire Diaries’ er dog mest af alt et teenagedrama – med tryk på drama. Den bæres af fænomenale skuespilpræstationer og et fabelagtigt soundtrack, der emmer af melankoli og “teen-angst”. Kunstnere som The Fray, Birdy, og Mads Langer(!) er blandt dem, der underbygger seriens storslåede og ultra-sørgelige øjeblikke.

Derudover er det sjovt, hvor meget handlingen minder om en anden populær vampyrsaga. Twilight-filmene, som udkom i samme årrække, er også centreret om et trekantsdrama, hvor to mænd forelsker sig i den samme pige.

Både i serien og i filmene er denne pige så speciel, at alle omkring hende enten kæmper for hendes liv eller insisterer på, at hun skal dø. Man kan dog argumentere for, at ‘The Vampire Diaries’ er den udvidede, lidt mere voksne version af ‘Twilight’. Den har mere vold, mere sex og mindre glimmerhud.