En reprise af Joachim Triers debutfilm er en nostalgisk oplevelse, som giver plads til refleksion

Vi står to mennesker foran en rød postkasse. Hver især med vores store gule konvolut, som Vi står to mennesker foran en rød postkasse. Hver især med vores store gule konvolut, som indeholder hver vores tankestrømme. Vi kigger på hinanden. Vi tøver lidt. Og alligevel ryger begge konvolutter ned i postkassen. 

Det er sådan, seeren møder de to inspirerede unge mænd Phillip (Anders Danielsen Lie) og Erik (Espen Klouman Høiner), hvis vej ‘Reprise’ følger, mod det, vi normalt ville kalde succes, men som egentlig er én lang fremragende eksistentiel krise.  

Efter Reprises premiere i 2006 har Joachim Trier videreudviklet og lavet det, vi kender som Oslo-trilogien, der består af de to efterfølgere ‘Oslo, 31. august’ (2011) og ‘Verden værste menneske’ (2021). Begge film står stærke både sammen og hver for sig. 

Alle tre film fremhæver følelsesløsheden. Vi kan være omgivet af kærlighed, succes, familie, men af en eller anden mærkelig grund er det ikke nok. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre af os selv. Vi ved kun, at vi bliver nødt til at fortsætte. 

Prologue 

Det er forskelligt, hvornår vi hver især starter et nyt kapitel i vores liv. Både Erik og Phillip får svar tilbage på deres manusser, men kun Phillip er blevet tilbudt at få sit manus publiceret. Seerne følger derfor to tidslinjer, der repræsenterer både en accept og et afslag fra et forlag, hvilket også sætter tingene i perspektiv, når vi følger eftervirkningerne af det.

Det giver lidt frihed, da vi med fornøjelse får lov til at træde ind i to forskellige verdener, der egentlig begyndte det samme sted, nemlig ved den røde postkasse.  

Der er ikke som sådan nogen af de to mænd, som man elsker eller hader. Vi observerer dem bare uden de helt store følelser, hvilket fungerer rigtig godt. Efter udgivelsen af Phillips bog bliver han ramt af en psykose, som slår ham helt af sporet.

Psykosen bliver et centralt problem i filmen for Phillip, ligesom stof- og alkoholmisbrug/afhængighed er det centrale problem i ‘Oslo, 31. august’. Disse problematikker er ikke noget, vi får vist, men er struktureret på en måde, hvor vi føler det, karaktererne føler, uden rigtig at se særligt meget af de frygtelige episoder. 

Phillip gentager af flere omgange en nedtælling fra 10, hvori han de næste ti sekunder lader skæbnen bestemme, hvad der skal blive af ham. Det giver et sus af spænding i kroppen, da vi i denne her film ikke rigtig ved, hvad vi kan forvente.

Normalt ville man gå ud fra, at der ikke kommer til at ske ham noget. Men denne her film er så realistisk og utilregnelig, at man faktisk begynder at blive anspændt, fordi man ikke ved, hvor vi kommer til at ende henne. Usikkerheden vi som seere oplever, giver os en kontakt med karaktererne. 

Interlude

Erik og Phillip har selvfølgelig også nogle romantiske forhold, hvor de hver har deres egen tilgang til dem. Da Erik endelig får et ja af et forlag, fortæller han, at han gerne vil ende sit forhold med kæresten, eftersom der ikke kommer til at være tid til sådan noget, når man bliver en kendt forfatter.

Han ender dog med at blive i forholdet, da han simpelthen ikke kan få sig selv til at slå op. Phillip derimod griber sin kærlighed til Kari (Viktoria Winge) og opsøger hende endda efter sit psykose anfald på trods af triumfen med sin første udgivelse. 

Vi får et indblik i, hvordan deres egoisme tager over, som fører til dårlig behandling af de to kvinder. Selvom Phillip elsker Kari, så tager han ikke stilling til, hvordan hele hans forstyrrede psyke også påvirker hende negativt. Der er en god balance mellem kærlighed og fortvivlelse. 

Erik derimod nedprioriterer sin kæreste og holder hende adskilt fra sine venner og i det hele taget sit liv, i stedet for at mande sig op og lade hende gå. De her episoder får os til at reflektere over deres adfærd, og gør, at vi ikke har lige så meget medlidenhed med dem, når livet går mod dem. 

Det virker også absurd at se den måde, hvorpå Erik og Phillip baserer hele deres liv på udfaldet af deres manuskripter, når de kun er i starten af tyverne. De har hele livet foran sig, men får det til at virke som om, alt er nu eller aldrig. 

De ender også med at konkurrere lidt med hinanden, idet de bliver ved med at spørge om den ene er gået i gang med at få skrevet noget, i stedet for at komme i dybden med, hvordan de egentlig har det. 

Epilogue 

Hvad giver mening, hvis der overhovedet er noget, der giver mening? Det er de store spørgsmål, som ‘Reprise’ stiller, uden rigtig at komme med noget endegyldigt svar.

Filmen selv virker ikke engang til at have kontrol over handlingen. Den sejler hvor vinden blæser, hvilket måske er en pointe om livet i sig selv. Livet vil ikke være til at kontrollere, men vi kan kontrollere, hvad vi fylder det med. 

Litteraturen er det, der driver de to mænd, og litteraturen er også det, som de prøver at give livet mening med. Om det har været en succes for dem, det er noget, seeren selv må bedømme.

Vi får også muligheden for selv at begynde at reflektere over, hvad der egentlig driver os, og hvad det er, der giver mening i vores liv. Måske det også starter ved en rød postkasse?