Og der er flotte præster og super komplicerede blodsuger-relationer på menuen

Introduktion af redaktøren, Sofie Rechendorff Andersen

Jeg må med tungt hjerte meddele, at vi nu er nået til sidste kapitel i Nosferatus store vampyranbefalings-adventskalender (prøv at sige det ti gange i træk efter en juleøl eller to). Til gengæld kan jeg love, at der også denne gang er masser af bloddryppende fornøjelse at hente i de fire vampyrværker fra 2020’erne, vi har på menuen i dag. 

Endnu engang har vi nyskabende takes på, hvilke filosofiske spørgsmål, vampyren som symbolfigur kan give os sprog og forståelse for med gyser-serien ‘Midnight Mass’, der går tilbage i vampyrens genrearv og leger med dens relation til den kristne kirke. 

Vi ved alle, at vi kan jage en vampyr bort med et kors, men hvad siger det egentlig om vampyrens forhold til tro som praksis og kirken som institution? Og hvad sker der, hvis vi vender det på vrangen?

Så har vi også på denne hellige sidste søndag inden jul en serie-filmatisering af en klassiker inden for nyere tids vampyr-litteratur, nemlig Anne Rices ‘Interview with the Vampire’. Vampyrens tendens til at transcendere etablerede systemer og bryde med normer for blandt andet seksualitet bliver i denne serie bragt fra det symbolske op til det konkrete.

Vi skal møde endnu en version af Dracula i gyserkomedien ‘Renfield’, denne gang i skikkelse af ingen ringere end Nicolas Cage. Her en film, der i den grad skriver sig ind i 2010’ernes tendens til at satirisere vampyrerne, som vi kender dem og vise det morsomme og absurde ved blodsuger-myterne ved at sætte dem ind i en moderne realistisk kontekst.

Det samme vores sidste film ‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’. En film, der stiller spørgsmålet: “Hvad gør en pacifistisk vampyr?” Og samtidigt skriver sig ind i teenage-vampyrromance-genren fra en anden vinkel end både ‘Lad den rette komme ind’ og ‘Twilight’. 

Så glædelig jul og glædeligt blodbad fra alle os her hos Nosferatu til alle jer derude, der fejrer. I dag er natten lidt kortere og mørket lidt tyndere end i går. Men bare roligt, der er stadig masser af skygger for bloddrikkere at gemme sig i. Glædelig fjerde søndag i vamp-advent.

Mike Flanagan cementerer sig selv som kongen af gyserserier med ‘Midnight Mass’

Skrevet af Bolette Larsen

Tilgiv mig Fader, for jeg har syndet. Jeg har haft syndige tanker. Om en præst. Igen.

Fans af ”Fleabag”(2016) forstår, hvordan det føles at finde ud af, at præster måske er blevet ens type, og det opdagede jeg for anden gang, da jeg så ”Midnight Mass”(2021) af Mike Flanagan.

Ved at inkludere denne serie i vores vamp-adventkalender er der allerede kommet en spoiler for serien: Ja, den handler om vampyrer. Men ikke på den traditionelle måde.

Riley Flynn (Zach Gilford) vender hjem til sin hjem-ø Crockett Island, og opdager hurtigt, at øens tidligere flamboyante stil er blevet mere sølle og forladt. Øens dybt religiøse tro er det eneste bemærkelsesværdige fænomen tilbage, og selv den er ved at forsvinde sammen med deres forældede præst.

Men samtidig med Riley ankommer en yngre, karismatisk præst, Fader Paul Hill (Hamish Linklater), til alles forbløffelse. Og da han bringer mirakler til øen, bliver folkets tro på Gud endnu større. Fader Paul er dog ikke hvem eller hvad, han siger, han er. Han må fortælle løgne til hans menighed, hvilket fortærer ham, da det stikker imod alle de værdier, han har lovet Gud at overholde.

Som Flanagans serier er kendt for, så emmer ”Midnight Mass” af mystik, plot-twists og en underliggende følelse af, at noget hjemsøger karakterernes tilværelse. Det er en serie, der gemmer på så mange hemmeligheder og så meget ”foreshadowing”, at man har lyst til at se den igen med det samme, så man kan fange alle referencerne.

Vampyrer og religion har gennem filmhistorien været modsætninger, der bekæmpede hinanden, det gode mod det onde. Men den her serie udforsker, hvad der sker, når de to smelter sammen. Den stiller spørgsmålstegn ved kirkens magt, især når det gælder liv og død.

Det er helt klart en kommentar på den katolske kirke, på synd og på skyld, og på spørgsmålet om, hvem der fortjener tilgivelse i Guds øjne. Eller hvem, der bestemmer, hvem der fortjener Guds nåde.

‘Interview with the Vampire’: Et nyt take, der overgår sit kildemateriale med den letteste elegance

Tilbage i 1976 udgav forfatter Anne Rice sin debutroman, ‘Interview with the Vampire’; en gotisk gyser om en vampyr, Louis de Pointe du Lac, som har ladet sig interviewe af en journalist om sit lange liv som udødelig.

Den ene bog blev til 13 bøger i serien ‘The Vampire Chronicles’. Så blev den til en filmatisering i 1994, med Brad Pitt og Tom Cruise i hovedrollerne, som tit er husket som en film med camp, der flyder over i bægeret lige lidt for meget. Og så blev den til en TV-serie i 2022.

Jeg er her ikke for at rose Anne Rice. Faktisk er jeg her for at understrege, at intet af hvad jeg elsker af dette vidunder af en serie har noget at gøre med en dybt racistisk kvinde, der har været død siden året før. Så nu tager jeg ‘Interview with the Vampire’ ud af hendes hænder, og gør den til min egen, ligesom alle fans, og ligesom AMC har gjort det, med en serieversion, der overgår sit kildemateriale på alle mulige fronter.

‘Interview with the Vampire’ har ændret mange, mange ting, og i dette tilfælde er det udelukkende positivt, og hvert eneste kreative beslutning, den har taget, har cementeret den som et mesterværk, og som en serie, vi alle kommer til at huske i årtier sidenhen.

Vi følger stadig Louis (Jacob Anderson), en vampyr fra Louisiana, som fortæller journalisten Daniel Malloy (Eric Bogosian) om sit lange liv, og særligt sit forhold med den endnu ældre vampyr, Lestat de Lioncourt (Sam Reid). Efter en affære bider Lestat ham, og sammen prøver de at skabe et liv sammen, et liv, som konstant bliver sat på prøve – og ja, det er mest Lestats skyld. De prøver, som så mange ægtepar før dem, at reparere deres giftige forhold og fortrænge deres skænderier ved at bide en teenagepige, Claudia (Bailey Bass og Delainey Hayles), som bliver deres datter i både glæde og vrede og sorg.

Plottet er det samme. Men istedet for at en slaveejer, som Louis (og Lestat) var i den originale bog, så er Louis nu en sort homoseksuel mand i New Orleans, som trækkes ind i et passioneret og dybt tragisk forhold med en biseksuel hvid mand. Claudia, deres datter, en queer sort kvinde, fanget for evigt i en teenagepiges krop, lever samtidig i konstant kaos og mistrivsel, med fædre, der løser problemer med vold og had og alt derimellem.

Hvor bøgerne beholdt alt i subteksten, bringer serien alt op i eksplicitte lag. Ikke nok med at den queer romantik er udtalt, inklusiv nogle af de smukkeste sexscener du nogensinde vil se, så går serien også længere og gør det, så mange fans har sukket efter. Her bliver alle forhold behandlet som de virkelig er; dysfunktionelle, usunde, tragiske, og serien sætter fokus på racisme, homofobi og partnervold sammen med et cast, der forstår deres karakterer til perfektion.

Med to sæsoner ude og en tredje på vej, så er denne series sublime måde at udvikle sit kildemateriale, kemien mellem alle skuespillere, det smukke kameraarbejde, den nærmest teatralske dialog, alt dette gør, at ‘Interview with the Vampire’ er en oplevelse, man sent vil glemme.

Der er så meget andet jeg kunne sige om ‘Interview with the Vampire’, en perle af en queer serie, en perle af en gyserserie, en perle af en sæbeopera. Mest af alt, dog, så er det en skændsel at den endnu ikke er blevet nomineret til en Emmy, og jeg vil gøre alt i min magt for at den får mindst én, uanset hvor lang tid det må tage.

’Renfield’: Et moderne parforhold med plads til forbedring

Skrevet af Ida-Maria Razak

Havde 2023 virkelig brug for endnu en Dracula? Okay Dracula er ikke hovedrollen i ’Renfield’, men han er nu engang på rollelisten. Berettigelsesgrundlaget for endnu en Dracula-skildring er måske netop at finde i valget om at gøre Dracula til birolle.

For med Nicolas Cage i rollen som den ikoniske vampyr er få men uhyggeligt effektive scener med til at cementere en af de bedste Dracula-præstationer nogensinde!

Monster og uhyre. Det er hyppigt brugte prædikater til de ugentlige møder for de anonyme ”medafhængige”, som forsøger at bryde ud af usunde forhold med narcissister. Iblandt dem sidder Renfield (Nicholas Hoult).

Han har igennem flere århundreder tjent Grev Dracula, men han er træt af at være reduceret til en post-it-lap under hovedattraktionen, og i det herrens år 2023 beslutter han, at nu må det være nok.

Slut med gaslighting på højeste blus, slut med iskold manipulation og slut med at tjene forrige årtusindes største manipulator. Men som det er med så mange (kærligheds)-relationer, er det meget nemmere sagt end gjort. 

Og det er her, Dracula kommer ind i billedet. Et ægte blodsugende monster, der gør alt i sin magt for at fastholde Renfield i illusionen om, at Dracula er det eneste, der giver hans liv indhold. 

I Cages kyndige skuespillerhånd bliver Dracula en vaskeægte scenestjæler, der kommer krybende fra mørket og krydrer en ellers fjollet film med en helt perfekt mængde bloddryppende ubehag og humor.  

Dracula moderniseres med blodposer og glimmerjakke. Det får ham mest af alt til at ligne en melodigrandprix-vært fra nullerne. Hvorfor det alligevel fungerer skyldes ene og alene Cages eminente balancegang mellem overdrevet vredesmimik og underspillet forførelse.

Og som et uovertruffent es har filmen smidt et grotesk antal sylespidse mini-mælketænder i Nicolas Cages kæmpestore mund. 

Fortvivl ikke. Nicholas Hoult er også aldeles seværdig som den mussede insektspiser Renfield, der bare gerne vil have sin læremesters accept. Scenerne mellem Cage og Hoult er især vellykkede, og den stående gaslighting-joke bliver genbesøgt med værdighed, netop fordi Dracula ikke fylder mere end en typisk birolle-karakter.

’Renfield’ har det hele: ugengældt platonisk kærlighed, gangstere i hundemasker, en bus fuld af cheerleadere og grænsende til vanvittig vold. Er det en god film? Nej. Er den underholdende? Helt vildt. Så når julefreden har lagt sig, og du ikke orker at sætte tænderne i endnu en sukkersød julefilm, så lad dette være en sylespids anbefaling. 

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’: Teenageangst og selvmord har aldrig før været så cute

Ååååh at være en ung vampyr, der ikke kan få sine tænder hårde på grund af præstationsangst.

I den fransk-canadiske film med den åndssvagt lange titel, ’Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’, møder vi vampyren Sasha, der er 68 år gammel, hvilket svarer til en klassisk teenagealder i vampyrår. Hun er en ung pige med micro fringe, der har en pladesamling, lider af jernmangel, og så er hun selvfølgelig afhængig af menneskeblod for at overleve.

Der er dog et enkelt lille problem; hun er nemlig al for empatisk til selv at kunne slå et menneske ihjel, hvilket er noget woke pjat i hendes blodtørstige vampyrfamilies øjne. Heldigvis har hun et meet cute med menneskedrengen Paul, da han prøver at hoppe ned fra taget på hans job midt i arbejdstiden (og hvem har egentlig aldrig overvejet det?).

Som titlen udførligt afslører, ser Sasha i Paul en gylden mulighed for, at de kan hjælpe hinanden med hver deres udfordringer, samtidig med at de skaber en foruroligende og samtidig utroligt nuttet romance.

Den sorte indie-komedie fra debuterende instruktør Ariane Louis-Seize har uden tvivl et meget tosset koncept, men den hengiver sig så meget til det, at filmen ender med at virke både meget oprigtig og tankevækkende med temaer om konformitet, at vokse op og at passe ind.

Og helt ærligt, hvis en lækker, fransk, goth pige høfligt bad om at drikke mit blod i gymnasiet, havde jeg ikke været her i dag.