Den Cannes-nominerede film, ‘Pigen med nålen’, tager os tilbage til et København i sort-hvid, hvor ulykkelige skæbner mødes, mens forbrydelser og svigt fylder, i hvad der måske er den smukkeste danske film til dato.

’Pigen med nålen’ er en tragisk og nærmest eventyrlig fortælling, der åbner en lille låge ind til en verden, der både fortryller og forfærder seeren. Med en monokrom billedæstetik og et dynamisk lydbillede giver ’Pigen med nålen’ mindelser om dansk stumfilms storhedstid i 1920’erne.

Den svensk-polsk-danske produktion, med Magnus Von Horn som instruktør, leger med vores forventninger til genrer, og til det visuelle udtryk, vi ofte benytter os af i Danmark. Og på trods af en lidt forhastet fortælling, der giver lysten til at dvæle mere i de ulmende scener og de betagende karakterer, er det en audiovisuel oplevelse ud over det sædvanlige.

Den barnløse moder

I København 1919, bliver Karoline (Vic Carmen Sonne) smidt ud af sin lejlighed, som hun boede i med sin mand Peter (Besir Zeciri). Peter har ikke skrevet tilbage til hende siden han drog i krig, og med forventningen om at Peter er gået bort, begynder hun et romantisk forhold til sin chef på tøjfabrikken, Jørgen (Joachim Fjelstrup).

Da hun bliver gravid, regner hun med et overdådigt liv med sin nye rige elsker, men skæbnen vil en anden. Jørgen vil ikke kendes ved hende og barnet, og Karoline står nu alene – arbejdsløs, gravid og hjemløs.

I badeanstalten møder en rådvild Karoline, Dagmar (Trine Dyrholm) og hendes datter Erena. De ejer en slikbutik, men driver også et undergrunds-adoptionsbureau, og lover Karoline at give hendes barn et godt hjem, lige så snart hun har født, mod en sum penge.

Karoline har ikke råd til at betale Dagmar, men får lov til at arbejde gælden væk som amme for de børn, der sælges videre. Men hvad der først virker som en kærlig livsmission om at give uønskede børn et bedre liv, tager en dyster drejning.

Gavmildhedens magt

‘Pigen med nålen’ er ikke kun baseret på virkelige hændelser. Den tager udgangspunkt i en af de mest ubehagelige og fascinerende fortællinger i dansk historie, som er guld for ægte ”true-crime” fanatikere.

Og i fokus er kvinderne Karoline og Dagmar, hvis møde med hinanden viser sig at være både en smuk og sørgelig relation, hvor begges retfærdighedssans bliver sat på prøve, mens de bedøver deres moderlige smerte. Karoline rummer både kvindelig styrke og barnlig skrøbelighed, og Vic Carmen Sonne giver karakteren charme og små særheder. 

Trine Dyrholm, som den ubehagelige Dagmar, er enormt effektiv i repræsentationen af ren ondskab. Den type ondskab, der får hårene til at rejse sig, og fremskynder behovet for at kigge væk i ren afmagt og væmmelse.

De velspillede karakterer er dog ikke nok til at distrahere fra historien, som går markant hurtigere, end hvad man normalt ser fra et dansk drama. Det er med at holde tungen lige i munden, når vi hastigt går fra scene til scene. Filmen skal have den største ros for ikke at overfortælle den voldsomme fortælling, men til tider sidder man tilbage og håber på lidt mere nærvær fra de sørgmodige øjne blandt vores hovedpersoner.

København i sort-hvid

Til gengæld bliver man fra første scene blæst bagover af det visuelle udtryk, der smager af mere, end vi længe har set inden for danske grænser. Billederne får lov til at tale for sig selv, og det viser et kæmpe mod fra instruktøren og produktionen bag.

Det er nervepirrende og foruroligende, og er flere gange så tæt på gysergenren, at man glemmer, at det er den folkekære Trine Dyrholm, der bærer rollen som den ultimative antagonist. Det sørgelige drama er blandet med ”barnepige-bodyhorror”, i form af aborter med strikkepinde og store børn, der bliver tvangsammet. Det er chokerende, og virker ubehageligt realistisk.

Den sort-hvide stil er både med til at indramme den historiske fortælling, men også et vildt effektivt greb når det kommer til at skabe suspense.

Der er altid fare på færde i de mørke skygger, der indkapsler de modløse kvinders liv i København. Den dybe melankoli er altoverskyggende, både i den dragende fortælling og de smukke scener.

Og selvom man nogle gange skal følge lidt ekstra med for ikke at misse noget, så sidder man først og fremmest tilbage med en dyb respekt for den visuelle perle, som ’Pigen med nålen’ er, og som driver ens følelsesregister gennem hele den palette, som historien fortjener.