Instruktør Pablo Larrain rammer plet med sin tredje film om stærke kvinder. Efterfølgeren til ‘Jackie’ og ‘Spencer’ portrætterer Maria Callas.

Året er 1977, og vi befinder os i en stor og luksuriøs lejlighed i Paris. Beboerne i lejligheden består af en stuepige ved navn Bruna (Alba Rohrwacher), butleren Ferruccio (Pierfrancesco Favino), Maria Callas (Angelina Jolie) og hendes 2 søde hunde.

Vi følger Marias sidste tid på jorden, hvor hun er i færd med at reflektere over fortiden og samtidigt genetablere sin nedslidte stemme. 

Passioneret afhængighed 

Maria Callas, også kendt som La Callas, er ved filmens begyndelse verdensberømt for sin karriere som operasanger, og gør folk målløse med sin fortryllende stemme. Men som med ethvert andet talent, opleves der bump på den succesfulde vej, og noget sætter en stopklods for Marias karriere.

En perfektionist, hvis stemme ikke længere kan leve op til de selvopfundne krav, er ikke en god sammensætning, men det er fascinerende at iagttage. 

Sangerindens luksusliv i offentligheden er for længst forbi, og hun er røget ned i et kaninhul, hvor hun udelukkende er omringet af piller, mens hun falder. Pillerne er den eneste måde, hvorpå hun kan dulme sin sorg og sit had, som kommer fra traumatiske oplevelser fra hendes fortid for hænderne af både sin mor og en gruppe af tyske soldater

Da hun ikke har andet at lave end at sætte Ferruccio til at rykke rundt på klaveret utallige gange og synge for Bruna, får hun to ideer, som hun gerne vil fuldføre, før hendes liv er forbi: at lave et memoir og at træne sin stemme, så den kan synge som før. 

Vi bliver i starten informeret om, at der vil komme en interviewer over, som har i sinde at lave en film om Callas liv. Intervieweren introducerer sig selv som Mandrax (Kodi Smit-McPhee), og har en ret så beroligende effekt på sangerinden, som trækker hende væk fra sit livs sorg og had.

Vi hører i små bidder om hendes liv i Athen med de tyske soldater, hvor hendes mor bliver nævnt en del gange som et forfærdeligt menneske. Vi hører også om Marias kærlighedsliv. De her tilbageblik er veludførte og helt tilpas i længden, hvilket gør, at der er en vedvarende opmærksomhed på dem igennem hele filmen. 

På trods af alt det sorg og had i hendes liv, bliver det tydeliggjort at hun ikke er alene eller uden kærlighed. Både Bruna og Ferruccio havde en stor indflydelse på hendes liv, og vi betragter dem næsten som familie, hvilket gør os varme i kroppen. 

Callas i fokus

Callas gør det meget klart, at hun ikke genoptræner sin stemme for at performe igen, men at hun gør det for sig selv. Hun vil gerne synge for sig selv, da hun før i tiden kun sang for andre, hvilket er et ret tilfredsstillende power-move. 

På trods af Marias mange protester imod at se en læge, får Ferruccio skaffet en til hende. Lægen gør det tydeligt, at hendes overforbrug af piller og begyndende træning stille og roligt nedbryder hendes krop.

Advarslen rører hende ikke rigtig – om det er fordi, hun er ligeglad eller er alt for væk på piller, det ved vi ikke – og hun fuldfører sit mål med en sidste episk sang. 

Filmen viser virkelig, hvordan det er musikken og sangene, som faktisk når ud til publikum. For når først man har følt de tusinde følelser, som musikken frembringer, bliver vi suget mere og mere ind i fortællingen samt de forskellige dialoger, som ellers ville have været lidt lange uden musikken.

Banebrydende stemmer

Det bliver nogle ret dramatiske og følsomme scener, når Maria bryder igennem med sine sange. Billedet skifter mellem det nutidige handlingsforløb og hendes tidligere performances, hvor en blanding af Angelina Jolies og den rigtige Maria Callas stemme smelter sammen i rørende sange. 

Jeg, som ikke før har haft den helt store viden om Maria Callas, føler, at jeg har lært noget nyt, og at filmen har været fyldestgørende og interessant til den grad, at jeg får lyst til at høre mere om hende, og bevæge mig ud i lidt opera-lytning.