Joshua Oppenheimer er mest kendt for sine to banebrydende dokumentarfilm ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’. Med den postapokalyptiske musical ’The End’ får den amerikanske og dansk-bosatte instruktør sin længe ventede fiktionsdebut, som han bestemt slipper godt fra.

Musicaldramaet ’The End’ foregår i en dystopisk fremtid, hvor en miljøkatastrofe for 25 år siden har gjort jorden ubeboelig. I denne virkelighed følger filmen en af de sidste familier på jorden, som lever et isoleret luksusliv i en underjordisk bunker.

Moren i familien (Tilda Swinton) er en tidligere ballerina, der om dagen bruger det meste af sin tid på at beslutte, hvor hendes mange kunstmalerier skal hænge, mens hun om natten kæmper med tiltagende mareridt. Faren i familien (Michael Shannon) er den tidligere ejer af en stor energivirksomhed.

Familiens helt store håb er deres 20-årige søn (George MacKay), som aldrig har oplevet verden udenfor eller mødt udefrakommende. Han er opdraget til at tro, at alle fremmede vil dem ondt, så han kan være i stand til at redde familien, hvis en fremmed trænger sig på. Men sønnen kan ikke forløse forventningerne, da han bliver ved med at fejle i forskellige skyde- og sikkerhedsøvelser.

En fremmed banker på

En dag sker der det uventede, at en ung kvinde (Moses Ingram) nærmer sig deres bunker. Her bliver familiens barmhjertighed for alvor sat på prøve. Efter nogen betænkningstid bliver kvinden indsluset i familien, dog med en vis skepsis fra især den ængstelige mor.

Sønnens første møde med en udefrakommende og ikke mindst en jævnaldrende af det modsatte køn er en stor fornøjelse at være vidne til. Filmen emmer af mindeværdige og poetiske øjeblikke mellem sønnen og den unge kvinde, hvor en spirende forelskelse opstår. George MacKay og Moses Ingrams kemi og samspil sprudler på lærredet.

Udover den blomstrende første forelskelse giver den unge kvinde også anledning til meget andet for den naive søn. Hun bliver til et slags spejl over familiens livsførelse. Sønnen begynder for første gang at undre sig over familiens levevis, og forældreparret bliver også sendt ud i en dybere fortvivlelse over deres livsvalg. Den fortvivlelse, som forældrene gennemgår, mestrer både Tilda Swinton og Michael Shannon, der begge endnu en gang demonstrerer deres høje niveau som skuespillere. 

En dystopisk advarsel

Sønnens primære beskæftigelse under jorden er ret sigende for filmens tematik. Han hjælper sin far med at skrive en bog om farens liv til eftertiden. Bogen skal illustrere, at farens arbejde i energibranchen ikke var med til at starte den altødelæggende klimakatastrofe. Derimod leverede hans energivirksomhed, efter farens eget udsagn, olie, så glade familier kunne komme på bilferie. Bogen er med andre ord et krampagtigt forsøg på at omskrive sit ansvar for de menneskeskabte klimaforandringer.

Her er det tydeligt, hvordan Joshua Oppenheimer ikke helt har forladt sine dokumentariske rødder og sin interesse for virkeligheden. Den postapokalyptiske musical er på mange måder en samfundskritisk kommentar til nutidens virkelighed, hvor mange prøver at undsige sig ansvaret for de menneskeskabte klimaforandringer. 

’The End’ kan derfor let anskues som en dystopisk advarsel. Filmen undersøger dog lige så meget, hvad der sker med menneskers medmenneskelighed, når den sættes på spidsen. Hvis jorden blev ubeboelig, ville de velhavende så åbne deres varme stuer for andre? Hvad ville der ske med de knap så ressourcestærke i samfundet? Ville man efterlade sine kære til fordel for sin egen overlevelse? Alle disse spørgsmål rejser filmen på elegant vis.

Stikker i lidt mange retninger

Det er en storslået og ambitiøs første fiktionsfilm fra den amerikanske instruktør, hvis vovemod er beundringsværdigt. Desværre kan det dog også godt mærkes visse steder, at det er Joshua Oppenheimers første fiktionsfilm. Selvom han har fået selskab af den erfarne manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg, stikker filmen i lidt mange retninger på sin to og en halv times spilletid. Filmen er også lidt underlig dramaturgisk sat sammen. Utroligt mange handlingstråde sættes i gang, som desværre giver filmen en lidt hakkende, staccato fornemmelse. 

Det er filmens eneste større minus, hvilket er super ærgerligt, for det er ellers en virkelig god film. Den har en fantastisk måde at dvæle ved de små øjeblikke på. Det kommer særligt til udtryk i filmens mange velkomponerede sange, hvor teksterne er skrevet af Joshua Oppenheimer selv. Filmen er ligeledes overraskende humoristisk, hvilket gør dens måske lidt tunge emne noget mere letfordøjeligt. Ligeledes er kulisserne til at måbe over, her bliver den amerikanske instruktørs æstetiske sans videreført fra hans billedskønne ’The Act of Killing’.

Ambitionerne fejler ikke noget i Joshua Oppenheimers første fiktionsfilm, som han i bund og grund slipper rigtig godt fra. Med lidt mere sans for den narrative motor bliver det ekstremt spændende at se, hvad det næste projekt fra hans hånd byder på. Joshua Oppenheimer sparker for alvor døren ind til fiktionsverden med dette storværk, som fortjener masser af spotlight.