Med en rå, men inderlig skildring af sorg og kærlighed formår instruktør Sylvia Le Fanu i sin debut-spillefilm at forevige et ømt minde, som i sin udfoldelse fortjener en plads på det store lærred.

Visse somre forplanter sig i hjertet og giver genklang i resten af ens liv – ikke på grund af solens varme, men fordi de markerer et væsentligt øjeblik med et før og et efter. ‘Min evige sommer’  indkapsler med usædvanlig intensitet det øjeblik, hvor ungdommens uskyld knækker under vægten af et uundgåeligt farvel.

Den 15-årige Fanny (Kaya Toft Loholt) har netop afsluttet folkeskolen og skal tilbringe sommeren med sine forældre i familiens sommerhus. Denne sommer bliver dog alt andet end ubekymret. Sommerhuset, som tidligere var fyldt med glædelige minder, fyldes nu op med indespærrende vægge, der hvisker om en fremtid uden Fannys på nuværende tidspunkt kræftsyge mor, Karin (Maria Rossing). 

I forsøget på mentalt at flygte fra den hjemlige situation, inviterer Fanny sin kæreste og efterfølgende sine veninder på besøg. Dette ender dog blot i misforståelser og distanceringer af disse relationer, som efterlader Fanny med opfattelsen af, at hun er alene i sit opgør med livets vilkårligheder. 

Kunstneriske komponenter

Særligt for filmen er den sødlige sammensmeltning af det visuelle og auditive. Det sker gennem smukke landskabsbilleder, med maleriske kompositioner, der kunne trække tråde til romantikken eller guldalderkunst, og som er medfulgt af harmonisk musikindslag og -underlag.

Musikalsk balanceres der mellem det klassiske og det mere moderne: hip hop & rock. Fra Schuberts melankolske toner, der vækker minder om en forduftet tid, til kunstnere som Tessa og Minds of 99, der forankrer fortællingen i en national dansk nutidig ramme. 

Musikken brillerer bl.a. i scener, hvor den bruges aktivt. Her kommer den klassiske musik fra et stereoanlæg, mens Fanny støvsuger og overdøver larmen fra støvsugningen. Den klassiske musik bliver en analogi for fortiden uden sygdommens tilstedeværelse, et glansbillede på hvad der var engang og en drøm om bevarelsen af det. Indtil Fanny får nok og rebelsk slukker for anlægget, så hun mere ubekvemt kan eksistere i den situation, hun faktisk befinder sig i. 

Et uforglemmeligt filmunivers 

Filmens tempo er lagt med enorm præcision, og filmen tør hvile i sine stille øjeblikke, hvor ord ikke behøver at understrege en pointe. Eksempler på dette er, når noget så simpelt som en vejrtrækning får lov til at fylde rummet, og værne om en karakters eksistens. Her appelleres der til, at publikum må se sig fortrøstningsfulde i hvor stor en kærlighed, der kan være mellem mor og datter i den tid, de nu engang har sammen.  

Manuskriptet indeholder enorme mængder perler i form af skønne, troværdige replikker som: “Livet er intenst.”, “Hvorfor ser du på mig, som om jeg er et monster?” &  “Spørg mig hvordan jeg har det.”. Dette fremføres af et yppert skuespil af Kaya Toft Loholt, Maria Rossing og Anders Mossling, som fremstår som havende ægte familiære relationer til hinanden. Filmen mister dog en smule momentum, når Fanny og hendes veninder tager i byen, hvor handlingen og dialogen halter lidt, hvilket står i kontrast til andre meget motiverede og velskrevne scener. 

Følelsen af at være ung og et unikum i den verden, vi lever i, har eksisteret og eksisterer måske stadig i os alle, men ‘Min evige sommer’ bliver et bevis på, at man kan spejle sig i hinandens fortællinger. Dermed kan situationerne, man går igennem, være forskellige, men lighedstegnene eksisterer i større grad end forventet. ‘Min evige sommer’ indkapsler noget universelt, med et enormt kunstnerisk overskud, og Sylvia Le Fanu har i den grad meldt sin ankomst i spillefilmens verden.