Instruktør Simon Lec har fulgt Eske Willerslev i fem år under hans ambitiøse forskningsrejse mod at opbygge verdens største DNA-bibliotek. Succes, gennembrud og nederlag dokumenteres i en dokumentarfilm, som selv besidder lidt af det hele.

Vi følger Willerslev fra projektets spæde start i møder om fundraising, praktisk planlægning og samarbejdspartnere. Her får man stille og roligt en fornemmelse af projektets omfang og vigtighed.

Studiet undersøger, om psykiske lidelser som ADHD, autisme, depression og skizofreni mon altid har været en del af menneskers DNA.

Der er lagt i kakkelovnen til et kæmpe projekt, som kan få betydning for vores menneskelige selvforståelse, men hurtigt bliver det ikke bare et portræt af et tungt forskningsprojekt, men også et personligt portræt af forskeren Else Willerslev selv.

Gennembrud og nederlag på gyngende grund

‘Human Race’ er fuld af drama og følger i den grad det, man i fiktionsanalyse kalder “bølgemodellen”, hvor handlingens fremdrift går i bølger og har flere klimaks og vendepunkter undervejs. Vi oplever diverse succeser direkte efterfulgt af nederlag og omvendt. Som da Eske endelig får forskningsplads på Cambridge, men må se sin kone mistrives og rejse hjem til Danmark. Eller da han endelig kan præsentere nogle banebrydende resultater, men så ender med at gøre en flok nordmænd – herunder en tidligere kollega – rigtig vrede.  

Det er en virkelig interessant dynamik med skildringen af alle de op- og nedture, som gør filmen til en rutsjebanetur af sejre efterfulgt af negative modtræk.  Det får dog desværre også klipningen (og handlingen) til at virke lidt rodet. Hvis det skal skildre, hvor meget frem og tilbage, det kan gå i en forskers liv, så har de ramt plet – men man sidder lidt med en følelse af, at man har svært ved at følge med og fange, hvad der er vigtigst.

Forskningsresultaterne kommer lidt pludseligt, men man får så i den grad lyst til at høre mere, når de kommer. Hele spørgsmålet om arv og miljø er super centralt, og der kommer da også en form for konklusion på spørgsmålet – tror jeg? Men uddybninger af konklusionen kommer altså til at mangle for at give plads til nogle personlige elementer i Willerslevs liv. De elementer er bestemt også spændende, men det skaber forvirring om, hvad filmens hovedmål egentlig er. Vil den fortælle om forskningen eller forskeren?

Fra laboratoriet til hjertekammeret

Vi får et ganske personligt kendskab til Willerslev i ’Human Race’. Han fortæller ærligt om et vanskeligt forhold til sin far, balancen mellem familieliv versus karriereræs og motivationen for at vægte arbejdet så højt. Venner, kollegaer og familie beretter om ham på både personligt og professionelt plan, og det er spændende at få et personligt billede af et menneske, mens vi følger ham aktivt i sit erhverv. Mennesket Eske bliver foldet ud og manden, som vi forbinder med kolde fakta, bliver menneskelig og varm.  

Dokumentaren forsøger generelt at balancere mellem fortællingen om forskningen og fortællingen om mennesket Eske Willerslev, og selvom det er sindssygt interessant, så bliver det dog også en lille smule overfladisk, fordi der ikke er plads i en enkelt dokumentarfilm til at dykke dybt ned i begge dele.

Forskning og filmkunst

Ser vi på filmens overflade, så er den virkelig, virkelig flot. Der gøres brug af nogle helt fantastiske billeder, fyldt med kontraster i form af lyd, lys og billeder. Der er flere kreative valg, som er som taget ud fra en dramafilm, og det gør virkelig noget godt for helhedsoplevelsen. 

En helt specifik scene er vanvittig fed. Nemlig en scene, hvor der krydsklippes mellem nobelprisuddelingen i Stockholm og Eske Willerslev, som sprinter frustrationer ud af kroppen. Lyd og billede går op i en højere enhed her, og ligner noget fra en Hollywood-dramafilm. Disse kreative greb er med til at understøtte dokumentarens temaer i en grad, hvor det aldrig virker for opstillet. 

Forskning og følelser

Selvom man godt kunne ønske sig at se et endnu mere intimt billede af Eske Willerslev eller en dybere gennemgang af hans forskningsresultater, så er ’Human Race’ en tur på CPH:DOX værd. Vi kommer med ind i laboratoriet, vi kommer på tværs af landegrænser, og vi får et indblik i hjernen og hjertet hos Eske Willerslev. 

Man kan klart mærke, at instruktør Simon Lec startede med at dokumentere forskningsprojektet, og så vendte fokusset mere og mere på Willerslev selv, men det er måske også helt okay at skifte retning, når noget nyt og interessant opstår?

’Human Race’ er underholdende, medrivende og oplysende – både på et menneskeligt og fagligt plan.