Arthouse-instruktøren Simon Staho gør comeback efter 11-års pause fra biograflærredet. Hans tidligere film har delt vandene. Spørgsmålet er så om ‘The Stranger’ gør det samme?
‘The Stranger’ er en eksperimenterende hybridfilm uden nogen klar handling. Den blander dokumentarisme og fiktion og undersøger, hvordan vi forholder os til det fremmede. Det er en film, som gerne vil konfrontere sit publikum og have dem til at reflektere over deres eget forhold til fremmedhad, racisme, frygt og empati.
Til at skabe denne refleksion og konfrontation, bruger filmen flere forskellige greb. Den har en meget løs fortællestruktur og bruger mellemtekster som dens primære fortælleinstans.
Mellemteksterne varierer mellem at være facts, statements og citater vedrørende filmens tematikker. Mellem mellemteksterne klippes der til forskellige dokumentariske klip og til filmens to primære fiktionsscener.
Begge scener foregår i Mellemøsten, hvor man i den første møder en taxichauffør (Basim Sabah Albasim) og hans kunde (Karim Rashed). Her forstår man hurtigt i deres samtale, at i filmens univers er danskere blevet til immigranter og dermed ”de fremmede”, som migrerer til Mellemøsten for at få asyl.
I den anden scene møder man Abdulkader (Slimane Dazi), som samler den danske bådflygtning Marianne (Emma Sehested Høeg) op for at køre hende illegalt over grænsen.
Kunsten at begrænse sig
Filmen har en meget overvældende start, hvor der er en overflod af mellemtekster med forskellige informationer og dertil mange små kapitler, som er overstået på et fingerknips. Man skal holde tungen lige i munden for ikke at blive rundtosset i det informationstunge bombardement.
Hvis man ikke har styr på sin religionshistorie og menneskets historie generelt, kan man ikke undgå at blive tabt i det store informationsoverload. Den refleksion, som Simon Staho ønsker at skabe hos tilskueren med sin film, udebliver desværre, når der er så meget at skulle forholde sig til hele tiden.
Derfor står filmens start tilbage som en noget ufokuseret og rodet oplevelse. Det virker som om, at den ikke helt ved, hvilket ben den skal stå på, og prøver derfor forgæves lidt af det hele.
Når virkeligheden overgår fiktionen
Filmen finder dog mere fodfæste, som den udvikler sig. Den bliver mere tydelig i sit fokus, hvor tempoet også lige sættes et hak ned, så man bedre kan absorbere indholdet og på den måde skabes den refleksion, som instruktøren tydeligvis ønsker at skabe.
Refleksionen skabes især igennem den stigende følelsesmæssige intensitet, som Simon Staho mestrer. Særligt med kritikken af den vestlige verdens håndtering af flygtninge samt deres engagement i krigene i Irak og Afghanistan, vises der nogle dokumentariske klip, som er meget hjerteskærende og ubehagelige at se på.
Her fungerer den reflekterende præmis meget bedre, og man føler sig rent faktisk ramt af filmens indhold. Det er noget af en emotionel mavepuster, når man i sit bløde biografsæde konfronteres med, hvordan virkeligheden overgår fiktionen.
Dog kæmper filmen stadigvæk med at finde balancen med mængden af mellemtekster, som desværre påvirker den samlede filmoplevelse ret negativt.
Man kunne måske havde overvejet en voice-over til at supplere med. Eller fået en af de to hovedscener til at fylde mere, særligt da mange af filmens mest mindeværdige øjeblikke er, når Emma Sehested Høeg brillerer på lærredet uden at sige et eneste ord.
Når ‘The Stranger’ er bedst, formår den virkelig at konfrontere sit publikum med vores forhold til det fremmede med en sjældent stærk emotionalitet. Desværre drukner filmens kvaliteter i en overflod af informationer, som i helhedsindtrykket forstyrrer mere end de gavner.
