Det kan være svært at beskrive helt præcis hvad det er, instruktør Søren Green forsøger at fortælle os med sin spillefilmsdebut ‘Glasskår’. Der er dog ingen tvivl om, at det er rigtigt, rigtigt meget.

Tobias er helt alene på skaterbanen, uden plagende forældre eller andre irriterende skatere, med friheden til at gøre som han vil. Kun lyden af hans skateboard bryder den stilhed, som synes at hænge over ham som en ulmende tordensky. 

At se filmens åbningsscene, er som at blive hevet ind i hvad man kun kan forestille sig er enhver teenagedrengs drømmescenarie. Her møder vi filmens hovedperson, spillet af Noa Viktor Risbro Hjerrild. 

Man får hurtigt fornemmelsen af, at denne isolerede tilstand måske i virkeligheden ikke er noget, som Tobias selv har valgt. I virkeligheden er det nok bare et lod i et liv præget af forsømmelse og svigt. 

Al for meget smerte, al for lidt tid

Vi kender alle følelsen af, ikke at passe ind. Hvem er vi? Hvem er det meningen, vi skal blive til? 

Det er sommer, solen skinner, og Tobias’ mor kan ‘ikke lige overskue ham lige nu’, så hun sender ham hjem til sin excentriske mormor og fåmælte morfar på Fyn. Dette bliver starten på en særdeles forbløffende mængde kaos på rekordtid.  

På sine små 87 minutter, forsøger filmen at takle tunge emner, såsom ensomhed, svigt, selvskade, dysmorfofobi, identitetskrise, seksualitet, sorg, og meget, meget mere. 

Det kan være prisværdigt at kaste lys over nogle af de emner, som unge danskere, især dem i queer-miljøet, kæmper med, men det kan også gå hen og blive for meget at gabe over. Netop denne fælde falder Søren Green og manuskriptforfatter Tomas Lagermand Lundme i.

Til et víst punkt formår ‘Glasskår’ det den prøver på, men med sine sidste 20 minutter tager det overhånd i en sådan grad, at det ene problem druknes i takt med, at et nyt opstår. Man bliver simpelthen mæt af al den dårligdom og tragedie, Tobias udsættes for.

Der hvor filmen til gengæld står stærkest er i dens ukomplicerede lydbillede og Noas eminente levendegørelse af Tobias. 

Et ekkokammer af knasende grus

For Tobias bliver hans skateboard, og den frihed det repræsenterer, et frirum fra den imploderende verden omkring ham. Når følelserne bliver for store, så flygter han ud i det fri. Stilheden omsvøber ham, kun afbrudt af det knasende grus under hjulene. 

I en film, som skyer væk fra brugen af musik, bliver dette lydbillede et gennemgående leitmotif for Tobias. Det giver et kortvarigt indblik i hans sindstilstand uden, at det behøves at siges med ord. 

Generelt er filmens lyddesigner, Rune Klausen, kyndig med en mikrofon og den frie danske natur. Lydende i det miljø som Tobias bevæger sig i bliver forstærket og forskruet, så de tilpasses filmens udtryk. 

Publikum hypnotiseres og hives med lydbilledet ind i Tobias’ altoverskyggende ensomhed, og det knasende grus bliver kronen på værket.

I centrale scener bliver lyden af skateboardets kontakt med gruset nærmest som et ekkokammer, hvor al anden lyd omkring ham svinder ind, og publikum bliver lullet ind i en indre ro af den monotone gentagelse sammen med Tobias. 

Et blødende hjerte

Noa Viktor Risbro Hjerrild skal nok nå langt i sin karriere, og i denne film har han givet sit alt, det er der ingen tvivl om. I visse scener skinner han igennem, i andre drukner hans præstation i dårlige replikker og unødvendige klichéer. 

For klichéer er der mange af, især når det kommer til filmens replikker. Som det så tit sker med ungdomsfilm, så fremstår nogle af dem tydeligt som noget, en voksen har skrevet. 

Netop derfor er Noas præstation stærkest i den isolerende stilhed, som Tobias ofte befinder sig i. Han formår at udtrykke længsel, ensomhed og desperation med en ydmyghed og forsigtighed, som ellers er en sjældenhed i danske ungdomsfilm.

I Tobias’ længsel efter at blive elsket af et andet menneske kolliderer Noas skuespilevner med manuskriptets karikerede portrættering af et ungt menneske. Resultatet er en utroligt smuk film, som dog alligevel aldrig helt finder sit fodfæste.

Det kan godt lade sig gøre 

Alt i alt må man sige, at ‘Glasskår’ er en film som forsøger at komme med et budskab, eller rettere sagt rigtigt mange. Derfor sidder man også tilbage med en følelse af, ikke at være blevet klogere på, hvordan det egentlig er at være et ungt menneske i Danmark

Desværre er det hverken første eller sidste gang, at en dansk ungdomsfilm træder vande. Men potentialet er der. Ideerne er der. Så hvad skal der egentlig til, for at det lykkes? Et bud kunne være at lade de unge selv komme til orde.