Detroit Wild City på CPH:DOX den 7/11, 10/11 og 13/11

Detroit - grøn by? Fra Detroit Wild City. Photo from the film.

Foromtale af Dorte Winkler

Detroit, den største by i staten Michigan, er en by hvis storhed allerede har stået for fald. Den tidligere så levende og engang nærmest futuristiske metropol, verdenskendt som bilindustriens hjemby har til dels skiftet ham og er visse steder blevet til en nærmest postapokalyptisk spøgelsesby, med alt hvad det indeholder af mystik, historier og forfald i de tomme bygninger og mange ruiner.

I den franske dokumentarfilm Detroit Wild City af Florent Tillon kommer vi med til byen som opdagelsesrejsende i forladte steder. Som pionerer i ukendt land følger vi Florent Tillons pragmatiske og køligt afsøgende kamera og kommer rundt i afkroge af byens nye tomrum og forladte ruiner, som mange vel knap er bevidste om eksisterer. Her finder man grandios arkitektur der med forfaldet nærmest er mere smukt end nogensinde, rustikke industriområder hvor naturen er trængt ind og en klar fornemmelse af den moderne tids livscyklus, som den tager form i Detroit, der med europæiske øjne jo er en ung by i et ungt land.

Der er mennesker med i filmen, lokale beboere der giver deres besyv med om byens skæbne og livet i den nu, med både filosofisk, politisk og byplanmæssig perspektivering, men også helt nede på græsrodsniveau, med grupper af køkkenhaveentusiaster, som sagtens kan gøre brug af de tomme områder.

Fornøjelsen ved filmen består i høj grad i skønheden ved det forladte og det nedslidte, de ny-historiske ruiner. Steder der giver stof til eftertanke og respekt, alt imens naturen kryber tilbage i industristaden og langsomt, men stædigt tager over og hvor fuglesang og motorvej former det fælles lydbillede.

Detroit Wild City er en nærmest meditativ observation som tilskueren driver med på og med en stemning der ikke lige er til at ryste af sig: man får både lyst til at filmen igen og selv tage til Detroit og gå på opdagelse.

Hvis filmen skulle have stjerner ville den få en high five her fra… 5 ud af 6 stjerner.

Dokumentarfilmen Detroit Wild City kommer til Danmark og CPH:DOX som et bud på en af de 13 film der kan vinde CPH:DOX awards som Bedste internationale dokumentarfilm.

Filmen kan ses følgende dage:

7. november i Cinemateket og 10. + 12. november i Grand Teatret

Filmen er på engelsk uden undertekster.

Trailer og interview med Florent Tillon i anledning af visningen på Toronto (TIFF) for et par måneder siden kan ses og læses her: http://singlebarreldetroit.com/2010/10/12/interview-with-detroit-wild-city-director-florent-tillon-and-crew/