Af Martin Wolsgaard
Siden Saw–franchisens begyndelse i 2004 er der sket mange forfærdeligheder og grænserne for, hvordan mennesker kan sættes i life-or-death situationer har rykket sig gevaldigt. Saw (1) lagde ud med at være en intelligent horror/thriller med ligheder til og klare inspirationstræk fra David Fincher’s Se7en. Saw 3D (som vel i princippet er Saw VII, hvis man ser den i 2D) er en grotesk udnyttelse af splatterhorrorgenren: den smider nogle af dens forgængeres dystre psykologiske undertoner fuldstændigt fra sig, og vælger i stedet med fantasiløs instruktion at koncentrere sig fuldt ud om at vise de mest makabre måder at dø på – i 3D!
Saw 3D er efter sigende den sidste i serien, og fuldender dermed den mest succesfulde horror-franchise til dato. Anført af instruktør Kevin Greutert og med Marcus Dunstan og Patrick Melton som manuskriptforfattere opleves endnu engang følgerne af den for længst døde seriemorder Jigsaw og de folk, der viderefører hans grusomme og fatale moralske lektioner. Men endnu mere end at indeholde moralske lektioner, har serien af film om Jigsaw (Tobin Bell), hvis dødsfælder mest af alt minder om middelalderlige torturinstrumenter, profileret sig selv på at være moraliserende. Jigsaw er en psyko-/sociopatisk enspænder, der ser sin sindssyge afspejlet i samfundet omkring ham. Med andre ord ender man altså ikke i en ”omvendt bjørnefælde-hjelm” eller i en øjenspiddende tandlægestol, med mindre man er narkoman eller korrupt eller dets lige. Hvis Jigsaw er trekvart psykopat, er han også kvart tough-love psykolog. De få der overlever dødsfælderne, gør det ved at finde en indre moralsk, psykisk og fysisk styrke, de ikke var klar over, de besad. Jigsaw er med andre ord den brutale og groteske videreførelse af talkshowpsykologer som Dr. Phil, Jerry Springer osv.
Men med sløv fotografering, ringe skuespil og et ulogisk struktureret plot bliver resultatet af film nummer 7, at seeren efterlades tilfangetaget i dårlig 3D i måske den mest ligegyldige film i franchisen. Helt konkret udspiller plottet sig i form af en kamp på liv og død om Jigsaws blodige arv. En støttegruppe af overlevende ofre for Jigsaws ”spil” får hjælp af selvhjælpsguruen Bobby Dagan (Sean Patrick Flanery, bedst kendt fra Boondock Saints filmene), der også selv er tidligere Jigsaw-offer. Bobby bærer på en hemmelighed, der sætter gang i en dominoeffekt af dødsfælder.
Personligt bliver jeg ikke underholdt af, at folks kranier splittes ad, deres indvolde sprøjtes ud på første række og deres øjne gennembores af syle. Især ikke hvis der ikke engang, ud fra historien, gives grund til at forstå, relatere eller overhovedet holde af de involverede personer. Dog må man sige til Saw-seriens forsvar, at der aldrig har været de helt store ambitioner om kunstnerisk filmskabning. Men med Saw 3D virker det mest af alt som om, man ligeledes er blevet ligeglad med publikum og egen integritet som god og veltilrettelagt horror. I sidste ende føles det som om, at folkene bag Saw 3D blot har skrabet forskellige ubehagelige dødsscenarier sammen for at kunne sælge billetter til Halloween.