Af Gry Bak Jensen

Den 12. februar 2009 var Joaquin Phoenix gæst hos David Letterman for at promovere sin nye film Two Lovers, men Phoenix havde en helt anden dagsorden. Man fornemmer hurtigt, at der er noget galt – Phoenix er usoigneret og har anlagt sig et skæg og en hårpragt, der kan minde om Sadams, da han kom op af hulen i Irak. Letterman gør grin med ham, men Phoenix forstår ikke joken. Forvirringen er total, da Joaquin Phoenix proklamerer at han er færdig med skuespillet og fra nu af vil dedikerer sig fuldt ud til rapmusikken.

Det er tåkrummende og nærmest ulideligt at se på – man sidder med fornemmelsen af at se en mand krakelerer for åben skærm.

I’m Still Here er dokumentaren om Joaquin Phoenixs sammenbrud – ædt op af stofmisbrug, selvoptagethed og storhedsvanvid. Filmen er instrueret af hans svoger Casey Affleck, der ligeledes er en kritikerrost amerikansk skuespiller. I USA skabte dokumentaren en kæmpe debat. Der var gisninger om at hele scenariet var iscenesat. Visse scener i filmen virkede lidt for oplagte, men samtidig gav det ikke mening at en oscarnomineret skuespiller som Joaquin Phoenix havde interesse i at røvrende den branche som brødføder ham.

Det hører med til historien at Joaquin og faktisk hele familien Phoenix altid har fremstået lettere excentriske og sagnomspundne – alle børnene i familien er blevet hjemmeskolet og er stort set opvokset på landevejen med deres hippieforældre. Her optrådte familien sammen og hele tre af Phoenix-børnene er senere blevet kendte skuespillere, Summer, Joaquin og River – River, der døde i 1993 af en overdosis foran Johnny Depps natklub. Denne baggrundshistorie er med til at føje til og sandsynliggøre filmens troværdighed.

Den 16. september 2010 gik Casey Affleck ud i pressen, og indrømmede at hele filmen var en konstruktion. Nu får filmen premiere i Danmark. Og hvad er filmen så værd, når den ikke er pakket ind i alt hemmelighedskræmmeriet? Og det dertilhørende gætteri om, hvorvidt den er sand eller falsk, er borte? Ikke meget er undertegnedes konklusion.

Filmen lægger godt ud. Der er noget utroligt tilfredsstillende ved at se folk blive oprigtigt forvirrede. Og vi kan ikke lade være med at grine i filmens start, hver gang Joaquin Phoenix konfronterer mere eller mindre celebre mennesker med sit nye karrierevalg. Alle møder ham med mistro og dernæst overbærenhed. Men herefter begynder det at gå ned ad bakke for filmen. Den bliver mere og mere ensformig og med undtagelse af enkelte scener bliver det decideret kedeligt. I langt størstedel af filmen er vi alene i selskab med Phoenix og hans assistent. Her er Phoenix skabet, ynkelig og decideret træls – der er ikke det der ligner talent bag hans ønske om en hiphopkarriere og når han taler om hvordan skuespillerkarrieren dræner hans personlighed, kan man ikke lade være med at undre sig, da der ikke kan være meget personlighed at dræne.

Som langt størstedelen af dårlige fiktionsfilm falder I’m Still Here på en manglende fremdrift i historien og en ensidig hovedperson. Det gør selvfølgelig ikke hele virakken og projektet bag filmen uinteressant. Og der er bestemt tale om en stor skuespilpræstation når Joaquin Phoenix er blevet i karakter i små to år. Casey Affleck har efterfølgende kommenteret på filmens illustration af, hvor ubarmhjertige branchen og pressen er når kendisser falder fra piedestalen. Han har fat i noget.  Pressens opførsel er beskæmmende. Om filmens indirekte fokus på denne problematik, er nok til at opveje for en halvdårlig film er din anmelder mindre sikker på. Dog er der noget ved hele det svindelnummer, der oprindeligt lå til grund for filmen, som må og skal trække i det nysgerrige publikum og som gør at filmen ikke kun er spild af tid. Og man kan ikke kimse af Joaquins præstation hvor ulogisk og tåbelig den end er.

3 ud af 6 stjerner.