Af Dorte Winkler
Forestil dig at din mor har udvalgt dig til at være målet for hendes frustrationer og vrede. Hun banker dig jævnligt, rigtig nasty vold, og har dig permanent låst inde på dit værelse, hvor du er henvist til en gammel madras på gulvet, og hvor det eneste du kan fordrive tiden med er at tegne dine fantasier på væggen. Du bor i et af Londons slumkvarterer, der er ingen ressourcer omkring dig og selv din far ser passivt til når din mor banker dig halvt ihjel. Ville du kunne overleve det? Man tvivler. Det er i hvert fald ikke den slags historier der normalt er grundlaget for succes. Men ind imellem så lykkes det nogle få at gå så grueligt meget igennem og komme ud på den anden side, som den grimme ællings forvandling til svane. Vi så det i Prescious, det blev tangeret i Fish Tank, og nu har vi fornøjelsen af at se Kevin Lewis, alias The Kid gøre ællingen kunsten efter.
Kevin Lewis’ The Kid er en selvbiografisk film baseret på bogen af samme navn. Udgangspunktet er Kevins absolutte nulpunkt: tilbage på barndommens nussede madras med en flaske whisky og rigtig, rigtig mange piller. Nu skal det være slut. Dertil når det selvfølgelig ikke, men det bliver indgangsvinklen til historien om Kevins ufatteligt barske og horrible opvækst, som kun punktvis afbrydes af velmenende mennesker der redder ham. inden igen sendes hjem, af den fattesvage sagsbehandler, til a mom from hell. Kevin har til gengæld et godt hoved på skulderen, drømme i hjertet og en blid natur, og det løfter ham ud af slummen. Han er til gengæld også naiv og godtroende. Efter et mislykket forretningseventyr begynder Kevin at tjene penge på at gadebokse under navnet The Kid for nogle ikke helt sympatiske typer: nok ligner han en splejs, men han kan virkelig ikke lide at blive slået på – og det kan man jo godt hustle nogle penge på. Det er efter en sådan kamp at
nulpunktet sætter ind og vendepunktet nås, men hvad der siden sker, er alligevel temmelig overraskende.
Der er hjertegribende skuespil fra samtlige tre skuespillere der spiller Kevin. Både William Finn Miller, Augustus Prew og Rupert Friend (The Young Victoria), sidstnævnte som den voksne Kevin, leverer præstationer der gør at vi knuselsker Kevin fra start til slut og mest har lyst til at løbe op til lærredet og rive ham ud af den elendighed ham befinder sig i. Men modpolen, den grusomme mor, som alligevel græder når Kevin bliver tvangsfjernet, er formidabelt og skræmmende fortolket af Natascha McElhone (The Truman Show, Ronin, men nok bedst kendt som Karen i TV serien Californication). Ellers smukke McElhone er her forvandlet til et morgenkåbemonster med gule tænder i det hærgede ansigt, og hun er ikke tilladt for børn. I det hele taget er alle roller castet med stor troværdighed, og denne autentiske historie fremstår netop sådan, troværdig, med al sin skræmmende virkelighed som vi kun får i doser der lige akkurat er til at holde ud. Filmen er trods sit barske emne overordnet fortalt med en vis lethed i tonen, og med humoristiske elementer, og det er måske det der gør den til en opbyggelig historie, frem for et socialrealistisk drama i bedste Mike Leigh/Ken Loach stil. Det er Nick Moran (der også er skuespiller) der her instruerer sin kun anden film med The Kid. Det gør han med overbevisende sans for miljø og personer, og med så meget indlevelse at han er en af dem man skal holde øje med.
