Af Henrik Seehuusen
Vi er nu ved at nå slutningen på den lange fortælling om Harry Potter. Efter at have været afsluttet i bogform i et par år, er Harry nu ved at blive rundet af på film. Med den 2-delte afslutning er der dog stadig nogle solide timers underholdning tilbage at se frem til – eller er der? De sidste par film har været svage og rodede, og mange frygtede vel at serien ville rinde ud i sandet, ligegyldig og skamfuld over ikke at have levet op til det enorme potentiale. Dét gjorde jeg ihvertfald!
Men Harry Potter 7 er, ganske som bogen, anderledes fra alle andre dele af historien. Man fornemmer virkelig at en afslutning er på vej, der er ikke flere skæve sidekarakterer som kommer ind og stjæler opmærksomheden fra plottet, og der er ingen vej udenom at skildre Harrys hårde vej mod den endelige konfrontation med Voldemort. Og lige pludselig er det som om folkene bag filmene har fået en saltvandsindsprøjtning, hvad der da også var tiltrængt. Selvom beslutningen om at dele den sidste bog i 2 film naturligvis udelukkede er en finansiel beslutning (Warner Brothers har endda fået det linet op så fint, at når deres Harry Potter serie slutter næste sommer, er deres næste satsning – DC Comics superhelte – klar til at tage over med Green Lantern), viser det sig faktisk at være det bedste som kunne være sket for filmen. I Harry Potter 7 er der endelig, endelig, endelig tid til at tage det roligt engang imellem, noget som altid har manglet fra filmene og har fremmedgjort dem, og gjort dem upersonlige. Nu får vi endelig en chance for at være sammen med Harry, føle en form for udvikling i hans karakter – istedet for bare at følge de eventyr han mere eller mindre tilfældigt støder på. De tre hovedrolleindehavere nyder rigtig godt at den udvidede tid på lærredet, og leverer deres klart stærkeste præstationer i serien. Især Daniel Radcliffe som Harry begynder at vokse ind i rollen, og man tror for første gang på Harrys motiver i denne film.
Dette betyder dog også at man skal være forberedt på en lang film. Harry Potter filmene har ikke just ry for at være korte, og selvom børn og andre fans sikkert ikke har noget problem med at tilbringe de godt og vel 3 timer (inkl. reklamer) i biografen, kan det være hårdt for et par tunge forældre-øjne at holde koncentrationen mellem alt røgen og lysglimtene. Det skulle da lige være af ren bekymring, da filmen er ganske uhyggelig og grænsende til det barske engang imellem, akkurat som JK Rowlings oprindelige mesterværker.
Harry Potter 7 er på mange måder den mest vellykkede (halve) filmatisering af serien. Filmen følger bogen meget tæt, og lider derfor af den klassiske overgangssygdom, hvor scenerne tydeligvis er direkte løftede kapitler, og derfor mangler den naturlige sammenhæng som man normalt ville finde i et filmmanuskript, men dette problem er ikke så udtalt som i tidligere forsøg. Både fordi filmen tager sig tid til at slappe af når bogen gør det, og dermed finder en rytme og en stemning som ikke er forhastet, men også fordi oplægget er et af de bedste i serien, og historien og de forskellige set-pieces er nogle af de mest medrivende og interessante vi har set, indtil nu. I forhold til at lave en film som løfter Harry Potter fra sin oprindelige form, tilpasser sig et nyt medie og udvikler sig i en ny retning må man sige Warner Brothers ikke engang har forsøgt, men i forhold til at lave en film som spiller på samme måde som bogen læses, er dette et fremragende bud.
4/6.