Af Martin Wolsgaard

Fair Game trækker os et par år tilbage i tiden til begyndelsen af Irak-krigen. Her minder den os alle om, præcis hvad det kan koste almindelige mennesker at fortælle sandheden, når en nation er præget af frygt.

CIA-agenten Valerie Plame (Naomi Watts) og den forhenværende ambassadør Joseph Wilson (Sean Penn) er loyale og patriotiske offentlige ansatte. De har integriteten på deres side, de er dygtige og deres moralske kompas er skruet helt rigtigt sammen. Men når Wilson i juli 2003 skriver en kronik, hvor han påpeger områder, hvor den daværende Bush-regering bevidst og fejlagtigt har misfortolket informationer vedrørende masseødelæggelsesvåben i Irak, og således har trukket landet i krig på baggrund af en løgn, så falder der brænde ned over Wilson og Plame, idet spindoktorer og journalister hiver dem professionelt og privat fra hinanden til det punkt, hvor deres ægteskab til sidst er ved at gå i spåner. Naomi Watts repræsenterer historiens sjæl. Hun udstråler en umiddelbar elegance og professionalisme som får publikum til at relatere til hende og hendes mands mildest talt udfordrende situation. Det giver med andre ord filmen troværdighed og spænding.

Fair Game har til tider svært ved at finde en balance mellem at være en biopic baseret på fakta og så at være en snu politisk thriller. Men gråzonen mellem disse genrevalg generer ikke synderligt, da filmen i det hele taget udstråler en interessant ”vrede” af retfærdighed – en nuance, der styrkes af fremragende præstationer af både Naomi Watts og Sean Penn (Oscar-bait?). Instruktør Doug Liman (The Bourne Identity) skaber i samarbejde med manuskriptforfatterne et uimodståeligt og medrivende spektakel i afviklingen af en historie, der dybest set handler om sandhed vs. løgn, professionalisme vs. amatører, skurke vs. helte og patrioter vs. selviske karrierefolk.

På trods af, at Fair Game er en overbevisende politisk thriller, er filmens mest interessante budskab måske i virkeligheden undersøgelsen af et ægteskab under pres. Det eneste problem er, at når først Fair Game har fået etableret baghistorien og de udfordringer, der følger, skynder den sig for hurtigt hen mod slutningen og bliver derfor en smule antiklimatisk. Det endelige budskab bliver således lige lovlig didaktisk og gennemtrumfende. Det er som om løsningen på de store problemer, er lidt for letkøbt og lidt for unuanceret sammenlignet med resten af filmens tematiske opbygning.

4 af 6 stjerner.