Nicolai Meldgaard Eskesen

Med komikeren Seth Rogen i rollen, som nyeste elev i en stadig større klasse af maskerede tegneserieheltes konvertering til det store lærred, er man mere end fristet til at sige stop, inden pladsen bliver for trang og manglen på kreative ideer nærmer sig det kritiske nulpunkt.

The Green Hornet er med sit udspring fra en radioføljeton på den amerikanske radiostation WXYZ i Detroit fra 1936 ældre end Batman. En superhelt, gedehamsens alter ego Britt Reid, har mange træk til fælles med. Begge er børn af rige forældre, har ingen superkræfter og som Bruce Wayne mister Reid sin far under mystiske kriminelle omstændigheder. Derudover havde begge karakterer i 1960´erne deres respektive tv-serier. En kamp Batman vandt med det resultat at kultfilmen Batman – the movie bygget på serien, så biografmørkets lys i 1966.

I denne nyfortolkning af historien om The Green Hornet er komikeren Seth Rogen at finde som den festglade rigmandssøn Britt, der fester igennem dag og nat, meget til hans fars (Tom Wilkinson) fortrydelse. Faren er ejeren af byens avis, og lidt af en nar, som det så dybdepsykologisk bliver sagt af hans mekaniker og Britts kommende sidekick Kato (Jay Chou). De to malebonder hurtigt og underligt aparte, da Britts far dør efter en allergisk reaktion på et bistik. Snart åbenbarer Kato sine evner ud i kampsport, kaffebrygning, mekanik og ingeniørkunst, og snart er det mærkelige makkerpar klar til at gøre gaderne usikre for alt og alle.

The Green Hornet er ikke overraskende en fjollet film, man på ingen måde forventes at tage seriøst, hvilket Rogen i rollen som hovedperson og manuskriptforfatter vidner  alt om. At man alligevel går fra filmen med en tomhed grænsende til skuffelse skyldes flere ting. For det første er det beskæmmende, hvor lidt den smågeniale instruktør Michel Gondrys ellers så specielle  visuelle touch ses undervejs, hvilket må skyldes at han blev hentet til projektet i 11. Time.

For det andet, ser vi i skurkerollen ingen ringere end Christoph Waltz, der var genial i Tarantinos Inglorious Basterds som den psykopatiske jødejagtende nazistofficer. Her virker han bare fejlcastet.

Endelig er der Seth Rogen i rollen som den forkælede og egocentriske rigmandssøn med daddy-issues. Med sin efterhånden godt prøvede jargon og humor, virker Rogen efterhånden mere som en mand, der kun har en rolle i sig. En rolle der engang var sjov, men nu er anstrengende.

The Green Hornet er ment som en underholdende actionfilm med lige vægt på underholdning og action. Problemet er, at førstnævnte får for meget plads så det grænser til det bøvede op til mere end et par gange, og at sidstnævnte slet ikke har nok på spil. Dramaturgisk set har hovedpersonen en mission, der alt for let løses, og vi er som tilskuere aldrig nervøse for om Kato og Gedehamsen klarer det. Dertil er den fortællemæssige brod alt for sløv og præget af vanetænkning. Så heller ikke i denne her omgang ser The Green Hornet ud til at hamle op med rivalen i flagermusekostumet.