Af Dorte Winkler

For Leonard Cohen fans, og for fans af musikdokumentarfilm som sådan, er der her i første uge af februar unikt guf for både øjne og ører, når Cinemateket lancerer Tony Palmers sjældent sete musikdokumentar Bird On a Wire om Leonard Cohen. Filmen blev remastered i 2010 efter at det originale filmmateriale i 35 år har været frygtet gået tabt, men på mirakuløs vis dukkede fuldstændig intakt op.

Filmen er fra 1972 og følger Cohen på en turné i Europa samme år – en turné med 20 koncerter i lige så mange byer fra Dublin til Jerusalem – og med en lang liste af frustrationer som svigtende lydudstyr, koncertgæster der vil have penge tilbage, uroligheder i Tel Aviv, og problemer med den kunstneriske integritet i Jerusalem. For ikke at tale om de mange mennesker, herunder journalister og især kvinder, der gerne vil have en bid af den karismatiske og enigmatiske Leonard Cohen, som fremstår ydmyg og vis og meget følsom. Men den er også en pragtfuld behind the scene film, hvor vi er med i turbussen, i lufthavnen og backstage før, under og efter koncerterne og imellem alle disse optagelser får vi tilmed nogle små intermezzoer hvor Leonard Cohen læser op af sine digte – for vi skal ikke glemme at Cohen først og fremmest er digter – noget instruktøren Tony Palmer insisterede på skulle være med i filmen og som Cohen med det samme indvilligede i. Filmen giver os samtidigt skønne genhør med Cohen klassikere som Susanne, So Long, Marianne, Famous Blue Raincoat og Chelsea Hotel for bare at nævne nogle få af de mange sange der fremføres i koncerterne.

Billederne er kornede og poetiske og tæt på. I det hele taget er filmen smukt fotograferet, i disse dage den lækreste retrostil, og de mange optagelser fra koncerterne er en fryd for både ører og øjne – ikke mindst på grund af Cohens legendariske nærvær på scenen. Herudover er der tale om en perle af et tidsbillede, ikke bare i form af beklædning og udstyr, men et billede på en helt anden tid hvor publikum fx måtte sidde på scenen for fødderne af solisten fordi de ikke kunne høre, og hvor filmholdet måtte komme rigtig tæt på og være den legendariske flue på væggen. Det giver filmen en intimitet som passer perfekt til Leonard Cohens selvudslettende og ydmyge holdning til egne værker, eget talent og til det publikum han spiller for. I filmen definerer Cohen succes som overlevelse, taler om sine sange som meditationer og bekymringen for at lemlæste sine sange ved at spille dem for meget. Der er humor og glimt i øjet hos denne mand og en ægthed der gør Bird On a Wire til en stor oplevelse.