Af Dorte Winkler
Gulliver’s Travels – til dels baseret på den irsk-engelske forfatter og satiriker Jonathan Swifts klassiker-roman fra 1726(!) er en ny film med den amerikanske komiker Jack Black i den ”store” hovedrolle som Lemuel Gulliver, der er groet fast i sit job i postomdelingen på en stor avis. For at gøre indtryk på sin hemmelige kærlighed, Darcy (Amanda Peet) i rejsesektionen, plagierer han sig til en opgave som rejseskribent om Bermudatrekanten. Men som det sig hør og bør for folk der snyder, er smådovne og mangler mod i kærlighed, er der en lektie der skal læres. For Gulliver bliver det et ophold i landet Lilleput, hvor indbyggerne er mennesker på størrelse med en lille snackgulerod, der i øvrigt er i evig krig med et andet minifolk – Befucherne. Lilleputterne er også meget formelle, endda et kongerige, og står dermed i skarp kontrast til Jack Blacks evigt forvoksede drengerøv. Således strandet i dette noget besynderlige land, er Gulliver ikke længe om at etablere sig som den store helt, selvom han til at starte med går under navnet The Beast – Udyret. Gulliver er selvfølgelig ikke sen til, uden nogen form for skam i livet, at udnytte sin nye status til fulde, og her bliver filmen nærmest helt politisk i sin kolonikritik af Gullivers grove udnyttelse af Lilleputs ressourcer og velvilje. Men den går selvfølgelig ikke i længden. Hertil skal lægges nogle kærlighedshistorier – både Gullivers egen forelskelse i Darcy hjemme på avisen og Lilleputternes prinsesse (Emily Blunt), som bliver kurtiseret af den selvhøjtidelige hærchef general Edward (Chist O’Dowd) og den regulære, bløde bondeundersåt, Horatio (Jason Segel).
Succesen med miniaturemennesker i Nat på Museet genskabes i landet Lilleput, som både er nuttet, europæisk og en smule latterligt med sine opstyltede traditioner (tag dén England) – og det er ikke en dårlig tanke at sætte en mand som Jack Black, med sit overvægtige og sjuskede look, men også sympatiske ansigt overfor den konstruktion. Filmen er både sød og ret morsom ind imellem, men dynamikken er ikke helt i top for der skal nås al for meget, og det gør desværre at man som voksent publikum ikke bliver helt så underholdt som der er potentiale for. Der er dog ingen tvivl om at børn nok vil synes filmen er rigtig sjov – både pga. forholdet mellem det at være meget lille og meget stor, men også fordi der er nogle oplagte ting der lige falder i børns smag – og Gulliver’s Travels er da også mest møntet på børn. Voksne som godt kan lide Jack Black, som denne anmelder fx kan, vil helt sikkert synes at det er en film der er værd at slæbe unger i biografen til. Der er masser af gode referencer og grin til de voksne og rollerne omkring Jack Black udfyldes af gode skuespillere. Det er især skønt med et gensyn af den skotske komiker Billy Connely i rollen som Lilleputternes konge. Så selvom filmen ikke er helt op at ringe, så er den et godt bud på underholdning i vinterferien.
