Folk med anglofile kulturtendenser vil ikke bare elske, men knuselske Stephen Frears nye film, da den om muligt er endnu mere britisk i sit udtryk end instruktørens oscarvindende film The Queen fra 2006. Med omdrejningspunkt i den søvnige lilleby Ewedown følger vi ægteparret Hardiment genvordigheder med hinanden, de tilrejsende forfattere som bor på forfatterparrets landsted og ikke mindst den gamle nabo Tamara, der er tilbage fra London for at sælge sin afdøde mors hus. Let the complications begin!

Den hedengangne Bogartvært på DR; Ole Michelsen fik tit skudt i skoene, at hans bedømmelse af film blev mere positive hvis de havde et fransk islæt. I tilfældet Tamara Drewe, skal der nok være flere hos anmelderstanden såvel som publikum, der vil falde for den særlige anglofile charme som filmen nærmest oser af. For det første er handlingen sat i flækken Ewedown, hvor der på overfladen sker lige så lidt, som i Landsbyhospitalet eller The Royal, som tv-serien hedder originalt. Oven i det er en af hovedkaraktererne, den selvtilfredse krimiforfatter Nicholas Hardiment (Roger Allam), der sammen med sin godtroende kone Beth (Tamsin Greig) driver et landstedspensionat for mindre succesfulde forfattere. Ved filmens start erfarer vi at Nicholas elskerinde fra London er ankommet til byen, hvilket medfører krise mellem de to ægtefolk. Vi fornemmer også at det ikke er første gang. Samtidig kommer filmens titelperson til byen for at istandsætte sin afdøde mors hus. Tamara (Gemma Arterton) er fraflytter og har siden fået sin næse opereret, hvilket vi i flashback forstår nok var et meget heldigt træk, selvom det ikke stoppede den tidligere ejers søn, Andy (Luke Evans), som arbejder som handyman for Beth Hardiment. De to fornemmer hurtigt den gamle tiltrækning, men selvfølgelig, stables forviklingerne op foran parret i form af trommeslageren Ben Sergeant, der spilles underholdende af Dominic Cooper, et par nævenyttige teenagepiger og den pigeglade krimiforfatter.

I takt med at den britiske eftermiddagste og charme rulles ud i samme tempo som forviklingerne udvikles, multipliceres, uddybes og tilspidses tabte den anmelder ganske stille interessen for de implicerede. For selvom Gemma Arterton er umådelig pæn at skue, Roger Allam perfekt som den sleske Nichol-arse, Bill Camp underholdende som den kiksede amerikanske professor med slet gemte følelser for Beth og Stephen Frears er en 1. Klasses instruktør med styr på sine filmiske værktøjskasse, bliver Tamara Drewe aldrig mere end en underholdende og velspillet bagatel. Med mindre man selvfølgelig har hang til britisk landskabsidyl, Jane Austen forviklinger og andet godt fra den kulturanglofile godtepose.