Mig og Yngve Premiere 21/11-08

www.mannensomelsketyngve.no

fortapt

fittesatan-anarkikommando

Husker du skulderpuder, dynejakker, mix tapes og murens fald?! Uanset om du gør eller ej, så tag med Jarle på nostalgitrip tilbage til1989, hvor Sovjetunionen og socialdemokratiet engang var populære i Stavanger.

I filmen Mig og Yngve følger vi Jarle, hans bedste ven Helge og deres drømmepige Katrine. Jarle og Katrine bliver selvfølgelig kærester og kærligheden blomstrer i teenageværelserne. Med Helge som drivkraft starter vennerne deres eget lille punkband, Mattias Rust Band, oprindeligt med det formål at få Katrines opmærksomhed. Det eneste hit de nogensinde får hedder ”Fissesatan anarkikommando” og beskriver lidt den fandenivoldskhed der naturligt fremavles hvis man bor i et lille tamt lokalsamfund i Norge og ens hormoner bare raser derudaf med 250 km i timen.

Men en dag sker der noget. Der kommer en ny dreng i klassen. Han hedder Yngve, spiller tennis, hører David Sylvian og ser figurer i skyerne. Yngve er en drømmer og Jarle har aldrig før mødt noget lignende. Jarle tiltrækkes af denne totale modsætning til hans eget miljø og drages mod Yngve, synthpop og sin egen afgrund.

Deres venskab starter i skolens baderum. Behøver jeg at sige mere? Og dog er det homoseksuelle tema meget fint og gennemsigtigt, da det ikke foreligger helt klart om det Jarle føler for Yngve er fascination eller forelskelse. To begreber som nemt smelter sammen til en og samme. Problemet med Jarles tilstand er bare, at alt andet end Yngve pludselig er helt ligegyldigt for ham. Han dukker ikke op til bandets øvetimer samtidig med at han til Helges store frustration begynder at spille tennis, og han lyver overfor sin bedste ven og bedste kæreste.

Samtidig med at dette følelsesmæssige kaos opstår i Jarles verden, fyres hans fraskilte mor fra sit job og Jarle må træde i karakter som manden i huset, også når faderen tropper op på dørtrinnet.

Nej det er ikke småting Jarle kæmper med, og til festen efter Mattias Rust Bands første koncert, kulminerer spændingskurven og et kæmpe drukorgie ender galt for Jarle. Dette efter at han har truet Yngve og herefter vågner op ved siden af en pige fra 9. klasse som ingen trusser har på. Alt står pludselig på spil og Jarle må gøre op med sig selv og sit teenageliv.

Mig og Yngve er spækket med hits fra 90’erne: Jesus and Mary Chain, The Cure samt REM. Musik der i Glorias mørke bragte mig tilbage til min egen gymnasietid. En tid hvor kærlighed og venskab var drivkraften, hvor hormonernes energi var stærk og synlig, og samtidig årsag til forvirring, akkurat som instruktøren Stian Kristiansen formår at udtrykke det i denne lille norske filmperle. Filmen indeholder både alvor og humor. Med udtryk som ”Vil du ha pot eller dø uden selvrespekt?!, Bingogrønt og cirkusgræs”, har manuskriptforfatter Tore Reenberg virkelig lagt stilen og skrevet sig ind i skandinavisk filmhistorie. Hans sympatiske teenageunivers rækker langt ud over sin egen målgruppe og man må sige at de mange måneder det tog filmtruppen at finde de rigtige skuespillere var det hele værd.

Denne dramatiske ungdomskomedie med sit sprudlende personunivers læner sig lidt op ad film som Populærmusik fra Vittula samt Lukas Moodysons fantastiske Tillsammans.

Mig og Yngve er baseret på manuskriptforfatterens Tore Reenbergs egen roman Mannen som elsket Yngve og man kan håbe på at dette team efter denne filmsucces, som er Norge tredjemestsælgende film i år 2008, har blod på tanden til evt. at tage fat på flere projekter sammen.

Det er længe siden jeg har grint så befriende i biografen, så det bliver en varm opfordring herfra med et pust af frisk mint fra fortiden.