Af Martin Wolsgaard

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: I Am Number Four var ikke noget for mig. Men den er måske noget for dig, hvis du ikke kan få nok af Twilight-agtig teenage puppylove, hvis du har en date og nok lommepenge til at splitte en happy meal og en bacardi breezer bagefter. Nej, det lyder ikke særligt fristende vel? Men I Am Number Four er bestemt heller ikke meget mere end en ringe Twilight knock-off.

Hvis du på trods af undertegnedes advarsel simpelthen ikke kan holde dig fra denne mere eller mindre latterlige fortælling om unge rumvæsens-hotties på flugt, eller hvis du ikke kan modstå synet af modellignende wannabe berømtheder simulere en usandsynlig amerikansk teenageromance, så er jeg her for at fortælle dig, at jeg sad gennem hele I Am Number Four, og det var klichepræget, kedeligt og dumt, men ikke entydigt vanvittig dårligt. Den gennemgribende indholdsløse fornemmelse man sidder med gennem hele seancen bliver dog noget dæmpet af det faktum, at når vores menneskelige og semi-menneskelige helte endelig kommer til nogle slagkraftige kampscener med den onde alienbande af fremmede jægere, så håndterer instruktøren DJ Caruso dem med uventet elegance (men det skal måske primært tilskrives, at special-effects mesteren Michael Bay har en hjælpende finger med i spillet som producer). Dét, plus der er en bad-ass australsk skønhed (Teresa Palmer), der dukker op hen mod slutning, en slags en ung Nicole Kidman i læderbukser på en motorcykel (tænk Megan Fox i Transformers, hvis det hjælper). Hvad hun helt præcist gør for historien, er jeg usikker på, men det er aldrig en dårlig ide at have sådan en ved hånden.

Forhistorien til dette får vi, lige efter hovedpersonen Number Four aka. John Smith (Alex Pettyfer) og hans pseudo-far/beskytter Henri (Timothy Olyphant) tvinges på flugt, da Johns ben begynder at gløde radioaktivt. Mens de er på farten, giver John os historien: Han er den fjerde i en serie af ni flygtninge fra planeten Lorien, et skamløst Tolkien rip-off, der burde være ulovligt. De bliver jagtet og dræbt i rækkefølge af de onde skurke fra Mogador, der vrænger, bærer sort og minder lidt om Lord Voldemort i udseende. Åh, og John har en formskiftende firben/hvalp-væsen kaldet Bernie Kosar – ikke at det heller betyder ret meget for historiens forløb, men den er ret nuttet. Under alle omstændigheder er hovedpointen, at John og Henri for alt i verden skal flygte fra de onde Mogador-skurke, men når de ankommer til Paradise, Ohio, forelsker John sig selvfølgelig efter et par dage – and the plot thickens…

Men plottet bliver aldrig for ”tykt” – for når man laver en Twilight-agtig blockbuster til 13-årige piger, må det for Guds skyld ikke gøres for kompliceret eller indviklet. Alt i alt gør Caruso og hans manuskriptforfattere simpelthen ikke nok for historien. De giver os ikke nok af baghistorien til, at vi gider holde af eller overhovedet gå op i Lorien og Mogador eller John og Sarah (pigen John forelsker sig i) eller Number Four og Number Six (den australske Megan Fox). Hvilket fører til, at filmens højdepunkt – den endelige kampscene – kommer til at fremstå som et velorkestreret, men ligegyldigt kaos.