Af Jesper Nielsen

Den amerikanske filminstruktør Catherine Hardwicke har med Red Riding Hood lavet endnu en ungdomsfilm, der i sit univers og sin stilistik minder om hendes Twilight film, og hun fortsætter dermed den romantiske fantasy-thriller, hvor hun har haft enorm publikumssucces. Med andre ord, Rødhætte møder Twilight i et jævnt trekantsdrama i en tid, der giver mindelser til middelalderen.    

Fra producenternes side har man bevidst valgt Catherine Hardwicke som instruktør for derigennem at indfange det unge publikum. Producenterne har tilsyneladende været angst for, at eventyret om Rødhætte skulle blive kedeligt, og de har derfor opdateret det ved at tilføre uhygge og suspense, hvorfor eksempelvis ulven er blevet til en varulv så publikum kan gætte med på, hvilket menneske fra landsbyen, der forvandler sig til denne drabelige skikkelse om natten. Samtidig er den lille søde Rødhætte blevet til en ualmindelig smuk og handlekraftig ung kvinde styret af sine drifter og længsler efter den eneste ene.

 Den vel mest kendte af de mange Rødhætte versioner er Brødrene Grimms eventyr fra 1812, og hos Catherine Hardwicke er denne blevet nyfortolket og udviklet så den på filmlærredet rummer et mere dystert univers. Mon ikke holdet bag Red Riding Hood i den forbindelse har studeret de noget ældre versioner af eventyret, som eksempelvis Charles Perraults version fra 1697, hvor det hele er lidt mere dystert og kaotisk end Brødrene Grimms folkekære version.

Filmens handling udspiller sig i den lille landsby Daggerhorn, hvor beboerne igennem flere år været plaget af en varulv, der strejfer omkring i de mørke skove, og som de har fodret med dyr ved hver fuldmåne for at stille dens appetit. Under en blodrød måne sker der derimod det, at en af byens indbyggere (Valeries søster) bliver fundet dræbt, og det lille samfund går derefter i panik. Dette dødsfald får samtidig konsekvenser for det unge kærestepar, den unge Rødhætte Valerie (Amanda Seyfried) og brændehuggeren Peter (Shiloh Fernandez), da de dermed ikke kan stikke af sammen, hvilket er til stor glæde for den velhavende Henry (Max Irons), som er blevet lovet Valerie af hendes forældre. Hermed er et ungdommeligt trekantsdrama sat i spil, hvor høvisk kærlighed er vejen for de to bejlere, hvis de skal vinde Valeries hjerte, – men hvad med varulven og dens menneskelige form? Til at fange varulven får vi gode gamle Gary Oldman i scene som en aldrende varulvejæger, og han tilføjer alene med sin gestik filmen noget tiltrængt. Denne Father Solomon vækker dog skræk og rædsel i byen, da han fortæller, at varulven lever blandt beboerne i dagstimerne og potentielt kunne være hvem som helst.

Herefter går filmen i selvsving og antallet af dødsofre stiger markant, mens Valerie bliver mere og mere i tvivl om, hvem der er den rette for hende. Da eventyrets berømte dialog mellem bedstemoren og Rødhætte (sikke store øjne, øre og mund du har) finder sted i Valeries drøm inden hun overhovedet har været i bedstemorens hytte, hvor dialogen som sagt oprindeligt finder sted, bliver det en tand for udpenslet. Filmen skal derimod ses for de æstetiske scener, hvor de mange topshots af den sneklædte skov og lille middelalderlige landsby fremstår utrolig smukt, og filmen er i den henseende utrolig velproduceret. Jeg er dog ikke i tvivl om, at de mange Twilight fans vil elske denne film, fordi Catherine Hardwicke har en fantastisk evne til at fange et ungt publikum gennem hendes rollebesætning, hvorfor de unge publikummer uden tvivl vil kunne identificere sig med skuespillernes måder at kommunikere, handle og tænke på.

3 ud af 6 stjerner